Cykling uden grænser

Vind i håret, røde kinder og gensyn med gamle steder i livet. Sådan er det at være passager i en af de cykelrickshaws, der med frivillige som chauffører kører beboerne fra botilbuddet Musvågevej rundt i København og omegn

Af Lasse Rydberg

En dag i 2013 kom en mand ind på et plejehjem på Østerbro. Han havde en rickshawcykel og havde fået den idé, at han som frivillig kunne køre ture med beboerne, hvis de havde lyst. Plejehjemmet tog med glæde imod tilbuddet, og før solen gik ned, var det sociale områdekontor involveret og alle plejehjem på Østerbro havde fået bevilget midler til anskaffelse rickshawcykler.

Hurtigt blev rygtet spredt, at her var der et nyt projekt for frivillige – og med en bred appel. For det handlede ikke bare om at være den cyklende, pilot som det hurtigt blev kaldt, men der var også opgaver, som henvendte sig til folk, der var gode til at være tovholder, planlægge, reparere og vedligeholde cykler m.m.

Historien blev til en nyhedshistorie, og før man fik set sig om på cyklen, var historien spredt ud over byen, landet og store dele af verden. I dag er der over 400 frivillige i Danmark, der cykler ældre rundt, og projektet er spredt til mere end 26 lande. Det blev en stor succes, fordi det er en særlig oplevelse at se verden fra en cykel og få vind i hår og på kinder. Det er en cykeltur til erindringens verden, barndomskvarteret, livets mange bydele og naturområder… og så er projektet knyttet til frivillige, der meget let kan se sig selv i projektet, og som får kontant afregning, for glæden er stor hos passagererne.

Fra starten kaldte man historien: ”Cykling Uden Alder”, et navn der rummer mange gode forestillinger. En af dem er historien om ”Cykling Uden Alder på et bosted for borgere med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.” For ideen blev hurtigt taget op på bostedet Musvågevej på Nørrebro i København.

Frivillige i et bosted
Musvågevej er en slags pioner i projektet Cykling Uden Alder. Det er det første bosted for borgere med handicap, der tager projektet til sig, og det skete mindre end to år efter, at ideen blev født på Østerbro.

Det særligt interessante er, at der i institutioner for handicappede normalt ikke har været en tradition for at tilknytte frivillige, dels fordi man fra handicaporganisationernes side har ment, at det er en offentlig opgave at drive institutioner, og dels fordi man har ment, at omgang med handicappede krævede faglige forudsætninger. Men med Cykling Uden Alder kan frivillige medvirke, som dem de er, med en introduktion om, hvem de cykler med, og give dem den særlig oplevelse, det er at komme rundt i verden i den friske luft og tæt på livet.

Jeg mødes med Louise Stennholt Larsen, der er projektleder og frivillig koordinator i Center for Autisme og Specialpædagogik, hvorunder Musvågevej hører. Hun fortæller om det særlige i projektet, at der tilknyttes frivillige til et bosted, der ikke har større tradition for at samarbejde med frivillige. Man stiftede en forening og kaldte den det, den var: Musvågevejs Venner.

Nu havde man en organisation, der kunne søge midler til blandt andet frivillighedsprojekter og stå som koordinator for et fællesskab med frivillige, og hvad det betyder, når opgaver ikke kun er drevet af medarbejderne. Louise Stennholts opgave er, ud over at drive projektet, blandt andet at rekruttere frivillige og introducere dem i, hvad det er for et sted, og hvad det er for nogle borgere, der kan forventes at sige ja tak til cykelture.

Tre cykler og 15 frivillige
Louise Stennholt viser mig tre cykler, hvor den ene er en kørestolscykel. Man kan simpelthen køre kørestolen op på cyklen, en kørestolsrickshawcykel – den er virkelig sej.

15 frivillige er tilknyttet Musvågevej, og i 2016 blev der kørt 125 ture bare af frivillige (måske flere, for den tur, jeg var med på, var ikke talt med).

Sara, der er frivillig, fortæller efter sin første tur: ”Hej allesammen, jeg er en ny frivillig her på Musvågevej, og jeg kørte den første tur med to beboere Finn og Lis. Solen skinnede, og vi havde den bedste tur med højt humør og mange glædesudbrud. Finn løftede flere gange hænderne over hovedet og råbte hurra! Finn ville gerne se H.C. Andersens gravsted, så der startede vi. Lis ville herefter vise os, hvor hun engang havde boet, så vi fortsatte til Kapelvej. Pludselig fandt Finn og Lis ud af, at de begge engang havde boet på Hothers Plads. De guidede mig derhen og frisatte en masse gamle historier undervejs. En virkelig skøn tur, et kønt selskab, gode minder – Er der nogen, der vil med ud og køre på søndag?”

Louise Stennholt siger, at med et frivilligprojekt som dette, kan man håbe på, at der opstår nye relationer. Det særlige ved det for beboerne er, at der kommer mennesker i botilbuddet, som ellers aldrig ville komme der. Cykelprojektet kan derfor være en ramme for, at der skabes nye rammer og andre muligheder for beboerne.

Da projektet startede, var der mange beboere, der skulle opfordres til at tage med på en cykeltur, kun et halvt år efter er der mange beboere, der kommer aktivt og spørger, om de kan booke en tur og ikke sjældent spørger de til de frivilliges navne. De vil lære dem at kende.

Cykelturen
Vi mødes med Diana, en af de frivillige. Hun har en aftale med Mona, der er en af beboerne, om at tage på cykeltur, en kold solrig november-dag, og jeg må tage med på den anden rickshawcykel med Louise Stennholt som pilot.

Diana stråler smittende af gåpåmod og glæde over at skulle i byen med Mona, for jeg tror, det var det, det handlede om. Der er masser af cafeer på Nørrebrogade, hvorfor ikke have en af dem som mål? Diana fortæller, at hun tabt sig 15 kilo siden hun blev pilot. Og hun ser faktisk også godt ud – og der er gang i hende, som man siger. Det er første gang, jeg er passager i en (elektrisk) rickshaw, og det er anderledes, end jeg havde forventet, næsten som da man var barn og oplevede en forlystelse i Tivoli. Det går stærkere, end man tror, man sidder foran med vinden i håret og er vidne til, at der sker meget mere på vejene i byen, end man forestiller sig. Fart og anderledes synsindtryk, kilden i maven, man er på opdagelse i det kendte på en ny måde.

Diana fortæller, at de nok skal på cafe, men også en tur gennem hele byen til Amager. Tit tager turen to-tre timer. Det er cykling uden alder, men det er også cykling uden grænser, med fantasi.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2017

Læs mere Læs hele bladet her