Kommuner ønsker ændring af førtidspensionsreformen – super, mener LEV
Forleden skrev landets seks største kommuner til beskæftigelsesministeren og bad ham ændre lovgivningen om tildeling af førtidspension. Lovgivningen var ”simpelthen blevet for stram” og dokumentationskravene for hårde med det resultat, at alvorligt syge borgere sidder fast i systemet i årevis. De seks kommuner nævnte også, at det er et stort problem, at der på tværs af kommunerne er store forskelle i, hvordan der tilkendes førtidspension.
Loven bør derfor ændres, skrev kommunalpolitikerne, der har ansvaret for beskæftigelsesområdet i henholdsvis København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers.
LEVs landsformand, Anni Sørensen, er glad for, at kommunerne endelig har lyttet:
- Det er super godt. Vi har talt dunder om det her siden gennemførelsen af førtidspensionsreformen i 2013. Det er jo på ingen måde nogen ny problemstilling, de seks kommuner tager fat på, men det er dejligt, at de endelig vil gøre noget ved det.
De problemstillinger, som de seks kommuner har hæftet sig ved, rammer meget præcist de erfaringer, som LEV også har kunnet konstatere: Nemlig et stort fald i tildelingen af førtidspension til mennesker med udviklingshæmning – faktisk i en periode op mod en halvering.
I stedet for førtidspension havner de unge i kontanthjælpssystemet og i udmattende ressourceforløb, der ikke bringer dem tættere på job. Og i sidste ende bliver resultatet formentlig den førtidspension, borgeren burde have haft i første omgang.
De seks kommuners henvendelse kommer en kommende evaluering af førtidspensionsreformen i forkøbet. Den forventes offentliggjort i slutningen af året. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kalder over for Information forskellen på tilkendelser af førtidspensioner kommunerne imellem for 'tankevækkende'. Han vil nu gå i dialog med de seks kommuner om sagen. På Christiansborg opfordrer De Radikale og SF til, at loven ændres nu.
"Hvis kommunerne ikke mener, de har lovhjemmel til at administrere sådan, som vi mener – og som vi fik embedsværkets, altså landets fremmeste jurister opbakning til, at de bør kunne – så er der jo noget helt galt," siger Sofie Carsten Nielsen (RV) til Information.