LEV er blevet trøjesponsor for håndbolddrenge på Frederiksberg
Drengene på et af FIF’s ungdomshold render nu rundt med LEV på maven. Og næste år har klubben besluttet at lave en indsamling til LEV.
”Nye trøjer? Fedt.”
De friske drenge på FIF’s U10 håndboldhold hiver de nye, fine trøjer ud af tasken og tager dem på med det samme. En får trøjen med nummer syv og udbryder ”uhh, Ronaldo” – den portugisiske stjerne spiller som bekendt med nummer syv på ryggen, selv om det ikke er evnerne på håndboldbanen, han er kendt for.
U10 holdet, det vil sige drengene er født i 2007/2008, står i Herlev Hallen og er i gang med opvarmningen før dagens kamp. Hvad der står på den anden side af trøjerne, får de så ikke lige set i første omgang. Men der står faktisk ”Landsforeningen LEV - Udvikling for udviklingshæmmede”. Vi spørger et par af dem, hvad de synes om at reklamere for LEV og udviklingshæmmede:
- Det er godt. Det er rart at kunne hjælpe, siger Storm Bæk Kristensen.
Lukas Høgsland er enig, selv om han vist ikke kender nogen med udviklingshæmning. Det gør Storm derimod. Hans fars fætter, Benjamin på 16 år, har nemlig Downs syndrom. Og for faren, Jesper Bæk Kristensen, har det været indgangen til at støtte LEVs kreds på Frederiksberg som annoncør i deres lokale blad og nu også LEV som trøjesponser for det ene af FIF’s U10-hold.
- Jeg er trøjesponsor for holdet, men det har ingen betydning for mit firma, at det står på trøjerne. Så da drengene skulle have nyt tøj, tænkte jeg, at det kunne være en god ide at få trykt jeres LEV-logo på maven af trøjerne for på den måde at udbrede kendskabet til LEV. Der er jo mange forældre, der ser holdet spille, så hvorfor ikke kombinere det med at skabe opmærksomhed om en god sag?
Han kontaktede derfor LEV, og her var man hurtig til at gribe bolden:
- Det er simpelthen alletiders, at nogen tænker på os i denne sammenhæng og hjælper os med at skabe synlighed om foreningen. Det er jeg meget taknemmelig for, siger LEVs landsformand, Anni Sørensen om sponsoratet.
Hun håber, at hun og LEV kan gøre lidt til gengæld – eksempelvis ved at FIF og LEV kan lave nogle arrangementer sammen.
I klubben har der været fuld opbakning til samarbejdet med LEV, som man har kunnet læse om på holdets side på Holdsport.dk, hvor der i øvrigt også er et link til LEVs hjemmeside, så man her kan se, hvad den nye trøjesponsor er for en forening:
- De andre forældre og trænere synes, at det er en 100 procent god ide, siger Jesper Bæk Kristensen.
Støt din sag
Interessen for at hjælpe LEV og mennesker med udviklingshæmning stopper imidlertid ikke med trøjesponsoratet. For nu vil klubben også lave en indsamling til LEV i regi af Støt din sag, der gør det muligt for idrætsklubber at lave events, hvor de gennem aktiviteter samler penge ind til deres lokale klub eller hold – og samtidig støtter velgørenhed.
Træner for U10-drengene, Teddy Høgsland, fortæller:
- Vi vil gerne gøre lidt ekstra, så U10- årgangen, både drenge og piger, samler i februar og marts ind til LEV. De vil rigtig gerne hjælpe andre.
Måden, det kommer til at foregå på, er, at hver spiller skal finde nogen, som vil sponsorere dem. Spillerne skal så løbe, og i forhold til, hvor langt de løber, betaler hver enkelts sponsorer et eller andet beløb. Pengene går så til klubben og LEV.
God start for nye trøjer
Tilbage i Herlev Hallen har FIF-drengene overstået dagens håndboldkamp med bravur. Herlev/Hjorten blev besejret med 17-10, og FIF cementerede dermed holdets førsteplads i rækken. Så de nye trøjer med LEV på maven kom forrygende fra start.
Tekst: Arne Ditlevsen - Foto: Hans Juhl - Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8 2017