”Man siger, at nogle mennesker er anderledes. Alle mennesker er forskellige”
Med disse ord indleder Marte, en kvinde med Downs syndrom, 'Filmen om udviklingshæmning', som er lavet af norske NAKU - Nasjonalt kompetansemiljø om utviklingshemming. Landsforeningen LEV har fået lov til at bruge filmen i dansk sammenhæng, med danske undertekster.
Hvad er udviklingshæmning? Hvad er en diagnose? Hvordan påvirker det ens udvikling? Hvordan påvirker det familien? – Det er nogle af de spørgsmål, som filmen forsøger at besvare gennem interviews med fagpersoner - psykolog, pædagog - og gennem interviews med personer med udviklingshæmning og deres pårørende.
Filmen forklarer et vigtigt og komplekst emne på en meget letforståelig måde. Fagpersonerne fortæller om funktionsniveauer og de heraf følgende udfordringer og om diagnoser. Hvad diagnoser bruges til, og hvorfor de, i nogle sammenhænge, kan være vigtige. Personerne med udviklingshæmning og pårørende fortæller om deres hverdag - hvad de har svært ved, og hvilke problemer de er stødt på i deres samarbejde med børnehave, skole, kommune…
I sin helhed varer filmen 56 minutter, men den kan også ses opdelt i mindre dele. Første del, som man bør starte med at se, er på 24 minutter og forklarer de grundlæggende forhold omkring udviklingshæmning. De øvrige 3 film handler om let udviklingshæmning, moderat udviklingshæmning og endelig alvorlig og dyb udviklingshæmning.