21.02.2017

Strandvænget – ti år efter

Af dr. pæd. Birgit Kirkebæk

Hvilke forklaringer, reaktioner og handlinger udsprang af Strandvængetsagen? Har vi bedre redskaber til at håndtere lignende sager fremover, eller er det en evigt gentaget historie, vi politisk set behandler på samme måde, hver gang en lignende sag dukker op? Som handicaphistoriker må jeg tilstå, at jeg mest hælder til det sidstnævnte: Det er en evigt gentaget historie, som kun kortvarigt interesserer besluttende myndigheder, og hvor det, der trods alt sætter sig igennem som ændringer, sker gennem pres fra de direkte berørte og organisationen LEV.

Strandvængetsagen og andre lignende sager har vist, at de klager, forældre fremfører i forhold til en bestemt institution eller et bestemt bofællesskab, først gennem en mediestorm får et politisk gennemslag, der bevirker, at forandringer kan ske lokalt. Men der er ikke noget, der tyder på, at disse forhold bliver betragtet som andet end lokale hændelser – de bliver ikke betragtet som et alment problem, vi som samfund kan gøre noget ved.

Tirsdag den 13, februar 2007 viste TV2 dokumentaren ”Er du åndssvag”. Under dække af at være pædagogvikar dokumenterede journalist Adam Dyrvig Tatt gennem 125 timers optagelse, hvordan forholdene var for otte mennesker i hus 17 på Strandvænget. Optagelserne skete med skjult kamera, og de mange timers optagelse blev sammenklippet til en dokumentar, der varede en halv time. Optagelserne viste, at de fire tilstedeværende på personalesiden udøvede vold, ignorering og overgreb. Beboerne blev låst inde i deres værelser i mange timer, blev med trusler tvunget til at tørre egen urin op, deres selvskadende adfærd blev ignoreret, der blev talt groft til beboerne, og på en beboer blev der taget kvælergreb. Optagelserne viste også et evigt kaffedrikkende og fjernsynskiggende personale.1

Det, der skete herefter, var, at forstander Dorrit West, der var forstander fra 2005-2007, først sygemeldte de fire ansatte med henblik på eventuelt afsked,2 hvorefter hun selv blev fyret den 27. februar 2007. Hun fastholdt, at der havde været ændringer på vej, at optagelserne ikke gav et retvisende billede, og at de samme situationer blev vist igen og igen – men at mere venlige passager var udeladt.3 Forældre fastholdt, at de gennem lang tid havde klaget over forholdene på afdelingen, men at de ikke var blevet hørt. Først dokumentaren skabte lydhørhed. Et af problemerne på Strandvænget var, at fire afdelinger var slået sammen til en, hvorfor der til de fire afdelinger kun var en afdelingsleder mod før fire.4 Det blev af forældre fremført, at der i Dorrit West funktionsperiode var blevet sparet 3,5 millioner kroner på Strandvænget, og at det var umuligt at komme igennem med klager.5

LEV politianmelder forholdet for at afklare, hvor grænsen mellem omsorgssvigt og en straffelovsovertrædelse går, og også private anmelder forholdene til politiet. Det Centrale Handicapråd kræver et generelt kvalitetsløft af forholdene for de svageste handicappede.6 Det blev også klarlagt, at Fyns Amt aldrig havde ført tilsyn med netop den afdeling på Strandvænget. Undskyldningen fra amtet var, at et tilsyn alligevel ikke ville have vist, hvordan forholdene var. Dette fik kravet om et uvildigt tilsyn til at vokse, og Danske Regioner lovede et øget, uvildigt tilsyn. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skulle se på sagen.7

Hvordan kunne det ske?
Det, der var fokus på gennem alle artiklerne var, hvordan sådan noget kunne ske. Var det på grund af uuddannet personale, for få ansatte, udbrændthed eller almindelige psykiske reaktioner, når man som ansat var udsat for dagligt stress? Et af de mest vægtige bidrag i debatten er en kronik skrevet af Lisbeth Schomacher, der selv er mor til en ung mand med udviklingshæmning.8 Hun peger ikke alene på uuddannet personale men også på beboernes manglende beskæftigelse og stimulation. ”Man bør se denne skandale som en af de synlige konsekvenser af mange års nedskæringer”, skriver hun og påpeger, hvad der sker, når små afdelinger laves om til store. Men ud over LEV i adskillige pressemeddelelser er der kun få, der som hun peger på, at manglende stimulation og beskæftigelse er et problem. Der bliver i stedet i flere artikler peget på, at det er tungt arbejde for personalet, som ”ikke får noget igen”. ”Krisehjælp til pædagogerne – men hvad med de udviklingshæmmede beboere”, spørger LEV i en pressemeddelelse.9 I den forbindelse er en udtalelse af forstander Dorrit West både sigende og skræmmende: ”Man må forstå, at det er et miljø, hvor man må tåle meget. Beboerne er voldelige, urenlige og aggressive. Man kan ikke indgå i dialoger, men må være kort og kontant. Når man skal tåle den påvirkning hver dag, så risikerer man at blive lige sådan”.10

Udsagnet viser, at der i Dorrit West optik er tale om mennesker, som det ikke er muligt at påvirke gennem kommunikation, og at beboerne ’smitter’ personalet gennem deres optræden. Hvis dette var den gængse opfattelse på stedet, er det klart, at det måtte ende galt. Hvem vil stiltiende finde sig i at blive ignoreret og mishandlet! Det gjorde beboerne ikke, og det ville ingen gøre.

Andre lignende sager dukkede op. Der blev klaget over dehumaniserende forhold i helhedstilbuddet på Bank- Mikkelsensvej, og også her fortalte forældre om de mange klager, de havde rejst, uden at der skete forandring.11 Der dukkede skjulte optagelser op vedrørende Bostedet Sjælør i København, som viste, at også her blev hjælpeløse beboere svigtet.12

Tokanten
Sidst på året dukkede endnu en skandalesag op. Denne gang drejede det sig om ”Tokanten” – et bofællesskab på Persillevej i Sundby ved København. Her viste det sig, at indberetninger om magtanvendelse ikke blev sendt fra leder til forvaltning, sådan som kravet ifølge loven er. Servicelovens bestemmelser hjalp ikke beboerne, for bestemmelserne blev ikke overholdt. Nogle i personalet fik over tid dels dårlig samvittighed over forholdene, dels mistanke om at der fra lederens side ikke blev indsendt de krævede rapporter om brug af magt, hvorfor de selv lavede et skyggeregnskab. Det viste, at der var 641 tilfælde af brug af magt i perioden 2001-2007. Kommunen oplyste, at der ingen indberetninger var modtaget fra stedet.13 Forstanderen fik i første omgang blot en tjenstlig påtale.14 Den ansvarlige borgmester blev anklaget for ikke at have grebet ind på trods af viden om de manglende indberetninger. Ministeren ville have oprettet privat tilsyn med stedet. Det blev foreslået at oprette en ombudsmandsinstitution for udviklingshæmmede og at lette adgangen til at indgive klager anonymt for ansatte og andre. Overskrifterne om denne nye skandale var ret enslydende: ”Overgreb holdt skjult gennem seks år”.15 ”Beboere pumpet med medicin”.16 Og LEVs reaktion var: ”Bostedet Tokanten intet særtilfælde”.17

”Mens vi venter på ministeren” var en leder, landsformand Sytter Kristensen skrev i LEV-bladet november 2007. Hun spørger der, om politikernes og befolkningens forargelse bliver skyllet væk med aftenkaffen, eller om der sker forandringer. Hun skriver, at der faktisk er sket meget lokalt på Strandvænget, og at LEV har været behjælpelig i den proces, men at der er ”et generelt behov for at sikre kvalitet og værdighed overfor mennesker med udviklingshæmning i botilbud”.18 Hun skriver om den arbejdsgruppe, ministeren nedsatte, som også LEV var deltager i, men hun skriver også, at der er stor usikkerhed om, hvad der på handleplan kommer ud af de etiske overvejelser, og at ”kulturændringer er den sværeste øvelse”.

Stå op for de moralske og etiske holdninger
Flere spørgsmål presser sig på, når man læser alle disse gamle sagsakter igennem:

For det første: Hvad skal der til, for at gøre uacceptable forhold synlige?

For det andet: Hvad får en kultur til at udvikle sig brutalt og ondt?

For det tredje: Hvilke samfundsmæssige faktorer kan der politisk set drejes på, hvis lignende forhold skal undgås i fremtiden?

I Strandvængetsagen var en dokumentarudsendelse optaget med skjult kamera det, der lokalt satte ændringer i gang. Selv om det blev diskuteret, om det er etisk korrekt at anvende skjult kamera, og selv om det blev diskuteret, om sammenklippene af de mange times optagelse var sket på en rimelig måde, så kunne ingen se bort fra de overgreb, der rent faktisk blev dokumenteret. I sagen om ”Tokanten” er det en ansats dårlige samvittighed, der sætter lavinen i gang, ved at hun fastholder, at der er et misforhold mellem de manglende indberetninger og personalets eget skyggeregnskab. Også her gav sagen anledning til lokale ændringer og vel også til en generelt skærpet opmærksomhed på dårligt klima, ulykkelige beboere og stresset personale. Samtidig var der mange steder, hvor tingene fungerede godt. ”Det har været vigtigt for os at se nuanceret på situationen, så de mange tilbud, der fungerer, ikke blev slået i hartkorn med urimelighederne, og så mennesker med udviklingshæmning ikke fik et generelt prædikat som ofre”, skrev Sytter Kristensen om Strandvængetsagen i 2007.19

Jeg tænker i den forbindelse tilbage på de inhumane ting, som personalet på de store, gamle institutioner ifølge min forskning var medvirkende til før den nye åndssvagelov og den nye bestyrelse trådte til i 1959. Da der kom en ny bestyrelse for Statens Åndssvageforsorg og nye udmeldinger om, at overgreb ikke ville blive tolereret, så indløb der i rigt mål anmeldelser af personer, der begik overgreb på de anbragte. Disse overgreb handlede om alt fra indespærring, slag og tvang til nedværdigende behandling.20 Det har givet ikke været populært, at nogen i personalegruppenindberettede andre, men det er af den enkelte blevet set som en moralsk nødvendighed. Det, jeg vil sige med det, er, at det samfundsmæssige klima og de politiske og faglige holdninger betyder noget for, hvilke ændringer der kan gennemføres. Men det viser også, at der kun skal en lille sprække til, før store ændringer kan ske, og at disse ændringer både skal søsættes oppefra og nedefra, som sagen fra Tokanten viste. Det er vel det ansvar, der hviler på alle – både politikere, embedsmænd, pårørende og professionelle: At stå op for de moralske og etiske holdninger, vi har på trods og på tværs af den etablerede kultur.

Hvad får en kultur til at udvikle sig brutalt og ondt? I artiklerne var der fokus på manglende uddannelse, for få ansatte, almindelig afmagt og stress. Kun enkelte omtaler beboernes afmagt, ensomhed og stress og de manglende daglige tilbud, der er selve fratagelsen af deres livs indhold. Den jødisk polske sociolog Zygmundt Bauman skriver, at der er tre mekanismer på spil i forhold til umenneskeliggørelse af den anden. Den første er, når beslutninger med hensyn til organisation og arbejdshierarki er adskilt fra handlingens sluteffekter, så den enkelte bliver blind for sin egen andel af det, der sker. Her kan man tænke på politiske beslutninger gennemført via forskellige led i et hierarki. Den anden er, når den andens menneskelige træk udviskes – når mennesker uddrives ”af den gruppe, aktøren potentielt kan møde som ”ansigter”” – det vil sige, når den anden ikke opfattes som rigtig menneskelig eller opfattes som en fjende. Det er typisk det, der er sket på steder som Strandvænget og Tokanten. Den tredje er, når den anden ikke ses som en hel person, hvorfor indsatsen kun rettes mod specifikke dele af adfærden uden oplevet menneskeligt indhold. Det vil sige, at ”Objektet opløses i egenskaber”.21 De pågældende bliver objekter for de professionelles ageren, ikke subjekter i egen ret.

I de viste klip i Strandvængetsagen er det tydeligt, at organisation og ledelsesansvar er helt adskilt fra den praksis, der eksisterer. De beboere, der er centrum for overgrebene, tillægges ikke almindelige menneskelige egenskaber. Fokus er rettet mod deres handlinger, der opfattes som forvoldt med vilje eller som fjendtlige. I sagen om Tokanten er der mange beskrivelser af vold mod beboerne, der er forøvet, fordi en specifik handling som eksempelvis tandbørstning skal gennemføres nu og her alene på de ansattes præmisser. Endelig er der det organisationsmæssige ansvar, som gennem mange led fortaber sig hos de enkelte ledere, der så kan afskediges, dog uden at det generelle problem nødvendigvis løses – nemlig det problem, at det ikke er en del af kulturen, at alle mennesker skal behandles med værdighed, fordi alle mennesker har værdi, uanset hvilket handicap, de har. Den del af kulturændringen er stadig den ”sværeste øvelse” – ikke mindst i dag, hvor der igen er tale om økonomiske stramninger og nedskæringer, der specielt rammer mennesker med svære vilkår.

”Nu ved vi det, vi vidste” skriver LEV i en pressemeddelelse i 2008.22 Hvad mon vi ved i dag om forhold som de omtalte?

 

Noter: 

1 Jyllandsposten 15-2-2007. Fyns Stiftstidende 11-3-2007.
2 BT 1-3-2007, s. 10.
3 Fyns Stiftstidende 11-3-2007.
4 Politiken 16-2-2007.
5 Berlingske 14-2-07. Ekstrabladet 14-2-07.
6 Kristeligt Dagblad 15-2-2007.
7 Berlingske 16-2-2007.
8 Politikens kronik 28-2-2007.
9 Pressemeddelelse fra Landsforeningen LEV 19-02-2007.
10 Fyns Stiftstidende 11-3-2007.
11 Politiken 15-2-2007.
12 Pressemeddelelse fra Landsforeningen LEV 19-2-2007: 1,2 og flere endnu? Landsforeningen LEV kræver handling nu!
13 Berlingske 15-12-2007.
14 Berlingske 16-12-2007.
15 24 timer 17-12-2007.
16 BT 17-12-2007.
17 BT 17-12-2007.
18 Sytter Kristensen. Leder i LEV bladet november 2007.
19 Ibid.
20 Birgit Kirkebæk (2001): Normaliseringens periode. Dansk åndssvageforsorg 1940-1970 med særligt fokus på forsorgschef N.E. Bank-Mikkelsen og udviklingen af Statens Åndssvageforsorg 1959-1970. Forlaget SocPol, Holte, jf. kap. 7.
21 Zygmunt Bauman (1994): Modernitet og holocaust. Hans Reitzels Forlag, s. 265-266.
22 Pressemeddelelse fra Landsforeningen LEV 2-9-2008.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2017