klap-inklusion-med-samfundsvaerdi1.jpg 11.07.2017

Inklusion med samfundsværdi

LEVs Projekt KLAP har nu skabt over 2.200 skånejob i Danmark. Det er en succes, som for alvor har vist, at mange mennesker med udviklingshæmning både kan og vil være en del af arbejdsmarkedet – og at arbejdsgiverne er rigtig glade for dem.

I en ny pjece om Projekt KLAP, udtaler LEVs landsformand, Anni Sørensen:

”For mig er der ingen tvivl om, at alle mennesker ønsker at bidrage med noget til fællesskabet. For nogle mennesker kan bidraget gøres op i penge, mens det for andre gøres op i livskvalitet. Projekt KLAP handler om inklusion og livskvalitet.

Over 2000 personer med kognitive handicap har gennem KLAP fået en hverdag, som gør dem glade og stolte, og hvor de kan mærke, at de bliver værdsat af andre.

KLAP viser, at en god og værdifuld tilknytning til arbejdsmarkedet ikke er et spørgsmål om enten 100% effektivitet eller total passiv forsørgelse. Der er en tredje vej, hvor en permanent offentlig forsørgelse kan kombineres med et særligt tilrettelagt job og skabe værdi for både arbejdstagere, virksomheder og de offentlige kasser.

Vi har gennem KLAP set, at mange virksomheder gerne inkluderer mennesker med kognitive handicap, selvom deres indsats ikke kan måles økonomisk på samme måde som andre ansattes. Disse virksomheders gode intentioner bliver bare ikke altid mødt med samme rummelighed i lovgivningen og hos de offentlige myndigheder.

Vi har taget store skridt mod et inkluderende arbejdsmarked i Danmark. Nu mangler vi bare en inkluderende beskæftigelses og sociallovgivning, der kan matche den virkelighed, vi står i. KLAP viser os, at det kan lade sig gøre.”

Læs hele pjecen herunder.

Læs mere