10.07.2017

KL og regeringen vil skabe nye andenrangsborgere

Debatindlæg af LEVs landsformand, Anni Sørensen, bragt i Jyllands-Posten den 10. juni

I dette års økonomiaftale mellem KL og regeringen lægges der op til et markant opgør med årtiers konsensus om mennesker med udviklingshæmning og andre handicap ret til deres egen bolig – til et hjem.

Konkret har regeringen nu lovet kommunerne, at de skal kunne indskrive et midlertidighedskrav i boligdokumenter eller lejekontrakter for borgere i botilbud eller almene boliger. Hvis behovet for hjælp ændres, vil kommunerne have lov til at tvangsflytte borgeren fra sit hjem. Kommunerne skal desuden have nemmere mulighed for at ændre et botilbud fra at være varigt til midlertidigt.

Jeg er stærkt i tvivl om, hvorvidt finansminister Kristian Jensen og KL-formand Martin Damm har noget begreb om, hvilken grundlæggende krænkelse af sårbare menneskers rettigheder de har gang i. Eller rettere sagt, det håber jeg virkelig ikke, at de har. Derfor må det være på sin plads med lidt historieundervisning.

Hvis behovet for hjælp ændres, vil kommunerne have lov til at tvangsflytte borgeren fra sit hjem. Kommunerne skal desuden have nemmere mulighed for at ændre et botilbud fra at være varigt til midlertidigt.

I årene efter udlægningen af Åndssvageforsorgen fra staten til de daværende amter i 1980, og sidenhen med servicelovens ikrafttræden i 1998, var der national politisk enighed om at stoppe behandlingen af mennesker med udviklingshæmning som andenrangsborgere.

Forsorgens udlægning angav retningen med afvikling af de enorme centralinstitutioner, hvor titusindvis af mennesker var frarøvet rettigheder og fundamental menneskelig værdighed.

Med serviceloven afskaffede man desuden institutionsbegrebet på voksenområdet og sendte dermed et stærkt signal om, at alle havde krav på en bolig, de kunne kalde ”hjem”.

Budskabet var: Fremover skal ingen leve en hel tilværelse på noget, som mest af alt er – og af beboerne opleves som – nogle andre menneskers arbejdsplads. Fremover skulle det være kommunens pligt at tilpasse hjælpen, uanset hvilket botilbud eller anden form for bolig et menneske med handicap bor i.

Med den senere indførelse af lejelovslignende rettigheder for beboere i botilbud efter serviceloven – og med den gradvise etablering af nye almene boliger for denne gruppe borgere, inklusive lejelovsbeskyttelse – blev dette signal endnu tydeligere. Borgerne fik rettigheder til deres bolig, og myndighederne skulle ikke længere flytte rundt på dem, som det nu passede myndigheden bedst.

Frem mod kommunalreformen i 2007 bevægede Danmark sig gradvist i denne positive retning.

Mennesker med udviklingshæmnings rettigheder blev i stadigt større omfang omsat i praksis, og stadigt flere oplevede en helt ny respekt om deres værdighed og ligeværdige medborgerskab. Også fra politikere og embedsmænd i staten, de daværende amter og kommunerne.

Der var på ingen måde tale om en revolution, som hurtigt ændrede vilkårene fundamentalt. Slet ikke. Men vi var vidner til en entydig bevægelse i den rigtige retning.

Det er denne udvikling, som regeringen og KL nu vil gøre op med. Finansministeren og KL-formanden synes tilsyneladende, at det er gået for vidt med de rettigheder og den værdighed, som mennesker med udviklingshæmning og andre handicap gradvist er blevet tildelt i løbet af de seneste fire årtier.

Økonomiaftalen introducerer for mig at se en tænkning, hvor mennesker med udviklingshæmning igen ses som andenrangsborgere. En helt anden slags mennesker, hvor det ikke spiller nogen rolle, om offentlige myndigheder udviser respekt for deres bolig. De skal nu endnu en gang opleve, at deres hjem hviler på offentlige myndigheders nåde.

Økonomiaftalen handler jo om – økonomi. Og jeg formoder, at de to parter har forventninger til, at rettighedskrænkelsen af mennesker med handicap har et økonomisk potentiale for kommunerne. Det er formentlig yderst beskedent.

Omkostningerne i form af rettigheds- og værdighedstab for nogle af samfundets mest sårbare borgere er derimod kolossale.