LEV og Folkemødet på Bornholm 2017
LEV deltog også i dette års Folkemøde. Herunder kan du læse yderligere om de debatter, som vi arrangerede og deltog i.
Under titlen ”Flere job til mennesker med handicap” deltog LEVs landsformand Anni Sørensen i en debat med børne- og socialminister Mai Mercado (K), underdirektør Erik Simonsen fra DA, næstformand i LO Ejner Holst samt beskæftigelsespolitisk ordforer for Socialdemokratiet Leif Lahn. Anni problematiserede den faldende tilkendelse af førtidspension og betonede, at man ikke måtte glemme, at beskæftigelsesperspektivet ikke er realistisk for alle mennesker. Herudover lagde hun stor vægt på, at førtidspension for LEVs målgruppe var adgangsbilletten til arbejdsmarkedet. Debatten var arrangeret af LEV i samarbejde med SIND, Muskelsvindfonden og DH.
Forretningsudvalgsmedlem Anders Hind deltog i et debatarrangement omkring den stigende brug af kommunale udbud i forbindelse med sociale tilbud. Debatten var arrangeret af LOS - de private sociale tilbud.
Anni Sørensen deltog i hele to debatter om STU – ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Den ene var arrangeret af BHF (Bruger Hjælper Formidlingen) og havde form som en frokost, hvor medlem af folketinget for Alternativet, Thorsten Gejl, fortalte nærmere om sit syn på STU.
Den anden debat var arrangeret af LEV i samarbejdet med Foreningsfælleskabet Ligeværd. Særligt interessant var det, at medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Jens Henrik Thulesen Dahl sagde, at han var villig til at se på, hvorvidt STU-området skulle tilføres flere midler, som svar på KL's opfattelse af, at kommunerne bliver underkompenseret af Staten med cirka 400 mio. kr.
LEV afholdt fredag eftermiddag – som et led i vores såkaldte fokussag, hvor vi sætter særlig fokus på et enkelt område – en paneldebat i Bruger Hjælper Formidlingens telt om fremtidens samværs- og aktivitetstilbud. Det blev diskuteret, hvordan man gør tilbuddene attraktive for borgerne, og hvordan tilbuddene sikrer udvikling for borgere med kognitivt handicap. I panelet sad Thomas Hinsby, leder af LAVUK, Brian Skov Nielsen (Enhedslisten), rådmand for ældre- og handicapområdet i Odense kommune, Ib Poulsen, næstformand i LEV, Jens Hornemann, administrerende direktør i Bruger Hjælper Formidlingen og Marie Sonne, næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund.
LEV havde også i samarbejdet med BHF arrangeret en debat med titlen ”De alternative fakta på handicapområdet". Her deltog Anni Sørensen fra LEV, men også radiojournalist fra DR Jesper Tynell - kendt for sin bog ”Mørkelygten", som handler om, hvordan tal bruges politisk i den offentlige debat.
LEVs næstformand IB Poulsen deltog i en debat om strukturreformen fra 2007 og konsekvenserne heraf for handicapområdet.
Ib Poulsen deltog ligeledes i en debat om sundhedstjek for mennesker med udviklingshæmning, som LEV havde arrangeret i samarbejde med Roskilde Kommune. Debatten tog udgangspunkt i erfaringer fra Roskilde Kommune, hvor man har arbejdet med sundhedstjek i et projekt finansieret af satspujlemidler. I debatten deltog blandt andre Marie Sonne fra SL, men også repræsentanter fra PLO (Praktiserende Lægers Landsorganisation), Roskilde Kommune og Region Sjælland.
Anni Sørensen deltog i debat i Enhedslistens telt, hvor der blev talt om handicappolitik og retssikkerhed for mennesker med handicap. Jan Jakobsen deltog for Muskelsvindfonden og Jacob Sølvhøj deltog for Enhedslisten.
Under titlen ”Overlægen, socialpædagogen og DJØF’eren” gav LEVs administrerende direktør Torben Wind et billede af den historiske udvikling for mennesker med udvilklingshæmning.
Knud Romer fra Radio24syv var ordstyrer i en debat om Handicapkonventionen, som Anni Sørensen deltog i. Udover Anni deltog Jens Hornemann, administrerende direktør i Bruger Hjælper Formidlingen og Kristian Heegaard, medlem af Folketinget for De radikale.
Og endelig blev der rundet af med en debat om Projekt KLAP. Her deltog blandt andre Anni Sørensen, medlem af Folketinget for Alternativet Thorsten Gejl og underdirektør i DA Erik Simonsen. Omdrejningspunktet var dog Joan, som arbejder i et KLAPjob på Færgen på Bornholm. Hun fortalte om sine erfaringer med KLAP, og hvad det havde betydet for hende at komme i job. Både Torsten Gejl og Erik Simonsen udtrykte stor opbakning til KLAP og mente absolut, at projektet burde forlænges, når den nuværende bevilling udløber i 2017.