Fra Altinget.dk 24.05.2017

Regeringens lov om tvangsbehandling skal ændres

Debatindlæg af LEVs landsformand, Anni Sørensen, bragt i Altinget, den 23. maj.

Per er 52 år gammel. Han er udviklingshæmmet og har ikke noget almindeligt talesprog. Han har svært ved at overskue konsekvenserne af sine handlinger og har brug for guidning i mange sammenhænge. Per bor i et botilbud sammen med 15 andre, hvor der er fast tilknyttet personale. Hans far døde for nogle år siden, og hans mor er ramt af alvorlig demens.

For en måned siden fik Per konstateret en infektionssygdom, som medfører, at han en gang om ugen skal gå til kontrol på sygehuset, hvor han får taget en blodprøve. Blodprøven får Per taget sammen med Henrik, som er hans faste pædagog. Henrik kender Per indgående og kan guide lægerne på sygehuset.

En morgen, hvor Per igen skal på sygehuset er der to beboere i hans botilbud, som havner i en voldsom konflikt, og der er meget uro på bostedet, som gør Per nervøs. Pers faste pædagog, Henrik, er på grund af sygdom den eneste erfarne pædagog på bostedet, og han må blive på bostedet for at få ro på situationen. Per bliver derfor ledsaget af en vikar til sygehuset.

Per er påvirket af morgenens begivenheder, og det bliver ikke bedre af, at blodprøven ikke skal tages på det normale sted. På sygehuset skal Per ind til en sygeplejerske, som skal tage prøven. Det vil Per ikke være med til, så sygeplejersken tilkalder overlægen. Han forsøger sammen med vikaren at overtale Per, men efter 15 minutters forgæves overtalelse, melder lægen ud, at han anbefaler, at de fastholder Per.

Vikaren indvender, at det har været en svær morgen for Per, men lægen konkluderer, at blodprøven er vigtig for Pers behandling, og at en fastholdelse nu er den eneste udvej. Andre patienter venter, og der er travlhed på afdelingen. Da Per ikke har nogle pårørende, som kan medvirke til at tage beslutningen, tilkaldes en anden læge, som skal bekræfte, at en fastholdelse af Per er berettiget. Den tilstødende læge godkender, og Per bliver under en del tumult fastholdt, mens der tages en blodprøve.

Lovgivning om tvang er nødvendigt
Ovenstående historie er fiktiv, men det er et muligt scenarie, hvis regeringens lovforslag om magtanvendelse på det somatiske område, den såkaldte tvangsbehandlingslov, bliver vedtaget i uændret form.

Grundlæggende anerkender vi i LEV behovet for lovgivning på dette område, og vi mener, at der er mange positive intentioner i regeringens forslag. I særlige situationer, hvor alle pædagogiske virkemidler og overtalelsesforsøg med videre er udtømt, kan anvendelse af tvang være berettiget for at gennemføre behandlinger af alvorlige sygsomme hos personer, som ikke selv er i stand til at overskue konsekvenserne af at sige nej til en behandling.

Omvendt er det fuldkommen afgørende at erkende, at det at blive udsat for tvang er en ekstrem og integritetskrænkende oplevelse – og det er det også for mennesker med indgribende handicap.

Se på det sociale område
Derfor mener vi, at lovforslaget mangler elementer til at sikre, at det sundhedsfaglige personale har viden om målgruppen og arbejder med pædagogiske tiltag, som kan forebygge tvang. I en række svar til Folketinget om lovforslaget oplyser sundhedsministeren, at hun har tillid til, at regionerne nok skal sørge for at prioritere efteruddannelse i denne sammenhæng.

Men hun ser ingen grund til, at lovgivningen stiller mere præcise krav til den tvangsforebyggende indsats, som skal iværksættes. Det er bekymrende og øger risikoen for, at tvang bliver et mere rutinepræget redskab i forhold til patienter, som er mere udfordrende end de fleste. Og den udvikling er der ingen, som har interesse i.

Vi mener også, at bestemmelserne om registrering af tvang bør strammes. Som lovforslaget er nu, er det kun en beslutning om tvang, som skal registreres – og ikke selve tvangen, måden den bliver udført på, eller hvad der er gjort for at undgå den. Det svækker muligheden for, at der oparbejdes og spredes erfaring om effektive måder at forhindre brugen af tvang.

Man skal huske på, at der med lovforslaget åbnes op for magtanvendelse i et klinisk medicinsk fagligt miljø, som er karakteriseret af en kultur og faglighed, som er væsentligt anderledes end for eksempel på et bosted i den sociale sektor – hvor der desuden er langt bedre erfaring med målgruppen. Derfor giver det ikke mening, at tvangsbehandlingsloven lægger op til en løsere registrering end tilfældet i magtanvendelsesreglerne på det sociale område.

Regeringens model skal laves om
Det er en svær opgave, som politikerne på Christiansborg står over for.

Tvangsbehandlingsloven adresserer en væsentlig problemstilling, som ikke forsvinder, hvis loven ikke bliver gennemført. Anvendelse af magt – tvang – kan i yderste instans være med til at redde liv. Men tvang må aldrig blive den lette løsning. Vi er nødt til at sikre os, at alle andre alternativer er forsøgt først, også når det er mere besværligt og tager længere tid. Vi må stå fast på, at anvendelse af tvang – og ikke bare beslutningen om tvang – bliver både kontrolleret og registreret.

På disse afgørende punkter mener jeg ikke, at vi er i mål med det nuværende lovforslag, og jeg håber derfor, at regeringen vil tage indvendingerne alvorligt og genoverveje den model, der er lagt op til.