11.05.2017

Styrket retssikkerhed med ny servicelov - men for de få

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Folketinget behandler henover april og maj måned den lov, som udmønter forliget om ændring af servicelovens voksenbestemmelser. Og alt tyder på, at der kommer til at stå et enigt ting bag reformen.

Den brede enighed om lovforslaget afspejler, at der skete markante ændringer i forbindelse med de politiske forhandlinger i løbet af oktober og november sidste år. I det oprindelige udspil fra regeringen var der således lagt op til store og markante forringelser i form af et såkaldt indsatskatalog, som kombineret med et udvidet kommunalt skøn havde medført klare rettighedstab for mennesker med handicap – ikke mindst mennesker med udviklingshæmning. Indsatskataloget blev heldigvis forhandlet ud af reformen, og det samme gjorde det udvidede kommunale skøn.

Et af de afgørende nye elementer i lovforslaget om ændring af serviceloven er indførelsen af et såkaldt minimumsvarsel i forhold til kommunale afgørelser på 14 uger. Varslingen betyder kort fortalt, at en kommunes afgørelse om væsentlig forringelse eller fratagelse af en ydelse først træder i kraft 14 uger efter, at afgørelsen er truffet og meddelt borgeren. Der indføres samtidigt en ekstra hurtig behandling i Ankestyrelsen – et såkaldt ’fast track’ – og dermed skulle borgeren i mange tilfælde kunne nå at indgive en klage og få den behandlet i Ankestyrelsen, inden afgørelsen træder i kraft.

Der er ikke tale om egentlig opsættende virkning, men i praksis vil varsling ofte virke på samme måde. Borgeren mister først sin ydelse efter, at han eller hun har haft mulighed for at få kommunens afgørelse prøvet i Ankestyrelsen.

Tanken med varsling af kommunale servicelovsafgørelser er at beskytte borgeren mod det, man kunne kalde spekulative kommunale afgørelser. Kommunen har nemlig ikke længere udsigt til at spare udgiften til ydelsen i ankeperioden.

Nyskabelsen med et minimumsvarsel er et vigtigt fremskridt. Minimumsvarslingen anerkender, at det er urimeligt, hvis en borger frakendes hjælp, som det efterfølgende viser sig, at Ankestyrelsen beslutter, at han eller hun faktisk havde ret til. Dette anerkendte LEV også i sit høringssvar på lovforslaget: ”LEV er positive over for forslaget om minimumsvarsel med opsat virkning på 14 uger i forhold til servicelovens §§ 95, 96, 98, 114, samt §§ 32, 36 og 42. For borgere, som benytter disse specifikke ydelser, og som har forudsætninger for at indgive en klage over en afgørelse, er der tale om en klar styrkelse af retssikkerheden. Varslingsbestemmelsen betyder således, at de eksisterende kommunale incitamenter til at træffe grænsesøgende afgørelser reduceres, hvilket er positivt.”

Alt for få paragraffer
Men der er et alvorligt problemer med den varslingsmodel, som lovforslaget lægger op til. Det er nemlig et meget beskedent antal paragraffer, som er medtaget og som dermed giver borgeren krav på varsling. Som det fremgår af citatet fra høringssvaret, så er det blot ydelser efter syv paragraffer i serviceloven, hvor borgeren har krav på et 14-ugers varsel (BPA, døvblindekontaktperson mv).

Udvalget af ydelser, hvor der skal gives varsling, begrundes i forslaget med, at det har indgribende betydning for borgeren at miste netop denne type ydelse. Denne begrundelse bør føre til, at også beskyttet beskæftigelse efter § 103, aktivitets- og samværstilbud efter § 104 samt socialpædagogisk bistand efter § 85 bliver omfattet af varslingsbestemmelsen, mener LEV: ”Fælles for ydelser efter § 85, § 103 og § 104 er, at de typisk anvendes af en gruppe meget udsatte borgere, herunder mange udviklingshæmmede. For langt de fleste i denne målgruppe vil forringelser i disse tre typer tilbud have meget ’indgribende betydning’ for trivsel og livskvalitet – helt tilsvarende de ydelser, som forslaget har medtaget i varslingsbestemmelsen. LEV savner derfor en begrundelse for, hvorfor disse ydelser ikke er medtaget i varslingsbestemmelsen – og anbefaler på det kraftigste, at de medtages i det endelige forslag.”

Der er ikke noget, som tyder på, at regeringen lytter til anbefalingen i LEVs høringssvar. Derfor er konklusionen nok først og fremmest, at der er grund til at glæde sig over, at varslings-princippet anerkendes og kommer med i serviceloven. Herfra skal der så arbejdes for at udvide de paragraffer, som er med.

Intet for dem, som aldrig klager
Men måske er det væsentligste problem med regeringens forslag til styrkelse af retssikkerheden, det som slet ikke nævnes, nemlig de mange forkerte kommunale afgørelser, som aldrig påklages – og som dermed aldrig kommer til behandling i Ankestyrelsen.

Daværende social- og indenrigsminister, Karen Ellemann, sagde på et åbent samråd i Folketingets socialudvalg den 17. december 2015: ”Vi [regeringen, red.] mener, der er et behov for, at vi får gennemført en reform af servicelovens voksenbestemmelser. En reform, som både indeholder en mærkbar forenkling og afbureaukratisering af loven, men jo også en ændring, som indeholder et styrket fokus på lige præcis det, der er kernen her, borgernes retssikkerhed. Det viser denne her praksisundersøgelse med al tydelighed, at der er behov for.”

Den praksisundersøgelse, som Ellemann henviser til, blev udsendt i november 2015, og den viste et alarmerende højt antal fejl og mangler i kommunale afgørelser vedrørende en række ydelsestyper, herunder eksempelvis socialpædagogisk bistand til blandt andre udviklingshæmmede. Praksisundersøgelsen gennemgik kommunale afgørelser, som ikke var blevet påklaget – og altså ikke behandlet i Ankestyrelsen. I hele 40 procent af kommunernes afgørelser var der alvorlige fejl og mangler.

Forslaget til en ændret servicelov indeholder imidlertid intet, som reelt understøtter de flotte løfter fra ministeren på samrådet i socialudvalget. Intet i lovforslaget tager fat på problemet om den ringe retssikkerhed for det kæmpe store flertal, som aldrig klager over en afgørelse fra kommunen – uanset at der tydeligvis er god grund til det. Herunder ikke mindst en stor gruppe voksne med udviklingshæmning, som ikke kan varetage deres retssikkerhed på egen hånd, og som ikke har nogle til at hjælpe dem med eksempelvis at klage over en kommunal afgørelse.

Det er skuffende, og vel egentlig en slags løftebrud. LEV vil derfor udvikle både nationale og lokale initiativer, der synliggør retssikkerhedsproblemerne for LEVs målgruppe – og komme med eksempler, der viser, hvordan man kan imødegå det i praksis.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 3 2017