22.03.2017
Christiansborg må komme familier til børn med handicap til undsætning
Som Politiken fortalte i den forgangne uge, så er det blevet en del af jobbet som forældre til børn med handicap at tage del i langstrakte og ’kafkaske’ kampe med en kommune, der ser ud til helt at have glemt sine forpligtelser.
Kommentar af Anni Sørensen, landsformand for LEV
I København taler statistikken sit tydelige sprog i form af 800 klager fra forældre til børn med handicap, hvoraf 126 handlede om manglende overholdelse af klagefrister, manglende vejledning, personalets adfærd og lignende.
Behandlingen af forældrene i København er helt i strid med de regler, som er gældende i lovgivningen på området. Regler, der er vedtaget med det formål, at skabe tålelige vilkår for familier, der slås med store udfordringer.
De københavnske familier er imidlertid ikke alene. LEVs rådgivning har de senere år oplevet en markant stigning i henvendelser fra familier, som også befinder sig i uendelig skyttegravskrig med deres kommune.
Ankestyrelsens statistik bekræfter tendensen. Afhængt af hvilken ydelse, der er tale om, så hjemviser eller omgør styrelsen mere end hver tredje af de kommunale myndigheders afgørelser på handicapområdet.
Advokatrådet har i en publikation fra 2015 benævnt denne kommunale adfærd på socialområdet som ’grænsesøgende afgørelsespolitik’. Det grænsesøgende består i, at kommunen træffer afgørelser i sociale sager, som man burde være klar over befinder sig på kanten af lovgivningen – ’politikken’ består i, at det i en del tilfælde synes at være tale om en besluttet praksis, som er pålagt socialrådgivere og andre medarbejdere at sætte i værk i de enkelte sager.
De 800 klager i Københavns Kommune er imidlertid kun toppen af det berømte isbjerg. Langt de fleste kommunale afgørelser på handicapområdet påklages ikke, og deres sager kommer derved ikke til behandling i Ankestyrelsen. Ikke fordi, der ikke er noget at klage over – det er der, som statistikken viser, i alt for mange tilfælde. Grunden er snarere, at mange borgere ikke har det enorme overskud, som det ofte kræver at matche en kommunal forvaltning.
For mig at se peger pilen mod Christiansborg. Sagen er nemlig den, at vi på socialområdet har indrettet os på den måde, at det er en god forretning for kommunerne at være grænsesøgende. Kommunen kan maksimalt blive pålagt at rette op på sager, som er påklaget og blevet behandlet i Ankestyrelsen – de øvrige sager, hvor afgørelsen kan være lige så forkert, består uændrede. Dermed er der en slags kommunal gevinstgaranti uanset, hvor horrible afgørelserne er.
Det system må ændres på en måde, der sikrer bedre retssikkerhed for mennesker med handicap – børnefamilierne såvel som voksne. De kommunale incitamenter til at søge grænser skal fjernes, og der skal sikres større lighed i retssikkerhed for dem, som ikke har ressourcerne til kampen med kommunen. Den reform af sociallovgivningen, som Folketinget førstebehandler i denne uge, burde have været den helt oplagte lejlighed til at tage fat på problemet. Det er der bare ikke meget af i regeringens lovforslag.
