Evaluering: STU'en er en succes
Undervisningsministeriet har i dag offentliggjort en evaluering af STU'en - ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov. Den overordnede konklusion er, at STU'en er en succes, men der er også områder med plads til forbedring
Undervisningsministeriet offentliggjorde her til formiddag en evaluering af STU'en - ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov. Evalueringen er udført af Epinion, som blandt andet har undersøgt kommunernes organisering af STU'en og elevernes udbytte af uddannelsen. LEV har været repræsenteret i en arbejdsgruppe, som løbende har været med til at drøfte undersøgelsen.
Landsformand i LEV Anni Sørensen er glad for evalueringen:
- Evalueringen viser meget klart og utvetydigt, at STU'en har været en succes. De unge får faglig, socialt og personligt et væsentligt udbytte af uddannelsen. På den baggrund synes jeg, at det er vigtigt at kvittere for det store arbejde, som foregår ude i landet på både kommunale og private STU-tilbud.
Evalueringen undersøger også STU'ens effekt på målgruppens beskæftigelse – et perspektiv som LEV har været kritisk overfor fra starten, fordi overgang til beskæftigelse ikke ifølge lovgivningen er det primære formål med uddannelsen. Her slår rapporten fast, at beskæftigelsestallene skal ses som udtryk for en efterfølgende status og ikke en effekt af uddannelsen.
- Jeg er glad for, at evalueringen så klart gør opmærksom på, at de beskæftigelsestal man måler på, ikke har noget at gøre med indholdet og aktiviteten på STU-uddannelsen. Så slipper vi forhåbentlig for den efterfølgende lidt håbløse diskussion om STU'ens beskæftigelsesfremmende effekt. Det er fint, hvis et STU-forløb bidrager til beskæftigelse, men det er jo slet ikke meningen med uddannelsen. Ganske som andre ungdomsuddannelser handler det om dannelse og et godt fundament for resten af tilværelsen, siger Anni Sørensen
Rapporten peger imidlertid også på en række problemer som for eksempel overgangen efter STU'en til jobcentret, hvor mange unge falder igennem og ikke får den fornødne støtte. En anden konklusion, som giver anledning til bekymring, er, at mange unge typisk kun får et tilbud – nemlig det kommunale.
- Overordnet er jeg glad for denne evaluering. Det er meget positivt, at retskravet på en STU på intet tidspunkt har været anfægtet. Det tror jeg, at vi var mange, som var bekymrede for på grund af de meldinger, som kom fra KL i forsommeren. I stedet har vi fået en brugbar evaluering, som gør det muligt at arbejde konstruktivt med nogle af problemerne. Det er for eksempel ikke i orden, at unge kun får tilbudt et tilbud om STU, opsummerer Anni Sørensen.