Fra Altinget.dk
29.09.2017
Smut-ladeport i diskriminationsforbud
Regeringens diskriminationsforbud indeholder en undtagelsesparagraf, der tillader diskrimination, hvis det er sagligt, nødvendigt og proportionalt. Den kan kort sagt bruges til åbenlyst handicap-diskriminerende lovgivning, skriver Anni Sørensen
Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget i går, onsdag den 28. september 2017.
Udkastet til lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap var længe ventet i handicaporganisationerne. Også hos os i Landsforeningen LEV, der repræsenterer mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende.
Og jeg er da også glad for det sympatiske signal, som sendes med lovforslaget. Man fornemmer, at vi med Mai Mercado har at gøre med en børne- og socialminister, som virkelig mener, det er på tide at sætte en stopper for diskriminationen af mennesker med handicap.
Men som vi har kunnet læse her i Altinget den seneste uges tid, er der al mulig grund til at dæmpe forventningerne til lovens betydning i den praktiske virkelighed. Lovforslaget omfatter ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed, hvilket – helt med rette – er blevet kritiseret af både Institut for Menneskerettigheder, Det Centrale Handicapråd og Danske Handicaporganisationer.
Den kritik er helt på sin plads – det er brandærgerligt, at loven ikke ser ud til at kunne understøtte en gradvis nedbrydning af barrierer for mennesker med handicap.
Diskrimination med sagligt formål
Men lovforslaget har en anden væsentlig svaghed, som fortjener opmærksomhed. En svaghed, som vil muliggøre fortsat diskrimination af mennesker med handicap, hvis blot en virksomhed, en myndighed eller ligefrem en lovgiver er ferm til at finde på argumenter.
Lovudkastet har nemlig en meget bred undtagelsesparagraf i § 7, der tillader diskrimination, hvis det er sagligt, nødvendigt og proportionalt. Jeg anerkender selvfølgelig, at en sådan undtagelsesmulighed er nødvendig i særlige situationer. Men hvis vi ser på den måde, som børne- og socialministeren allerede har anvendt undtagelsesbestemmelsen på – så er der grund til bekymring.
Ministerens brug af undtagelsesparagraffen handler om økonomiaftalen for 2018 mellem KL og regeringen. Her har man aftalt, at der skal indføres en såkaldt ’klausulmodel’ for mennesker med handicap, der bor i botilbud.
Kort fortalt betyder denne model, at en kommune – uanset hvad borgeren måtte mene – kan opsige borgerens lejekontrakt eller boligdokument, hvis kommunen vurderer, at behovet for hjælp er ændret. Mennesker med udviklingshæmning eller andre handicap skal dermed igen opleve, at retten til deres eget hjem hviler på offentlige myndigheders nåde!
’Klausulmodellen’ er klokkeklar diskrimination. Et grundlæggende rettighedstab i forhold til egen bolig, der vil ramme tusindvis af mennesker med et handicap – og som vil stå i voldsom kontrast til de boligrettigheder, alle andre har. Diskriminationen er faktisk så entydig, at børne- og socialministeren i et svar til Folketingets Socialudvalg (spørgsmål nr. 478, alm. del) ikke tilbageviser, at der vil være tale om diskrimination. Diskriminationen vil blot være rimelig, ”vurderer” ministeren.
I det skriftlige svar påstår ministeren – på lidt mere end fire linjer– at økonomiaftalens planlagte diskrimination har et sagligt formål, at det er nødvendigt for at opnå dette formål, samt at der er et rimeligt forhold mellem det ønskede formål og graden af, hvor indgribende forskelsbehandlingen er for dem, som bliver stillet dårligere. Det er ministeriets ”vurdering” – og vupti, så er den diskrimination, som økonomiaftalen lægger op til, helt OK.
Handicap-diskriminerende lovgivning
Undtagelserne i lovforslagets § 7 bruges på denne måde til at udhule den diskriminationsbeskyttelse, som ellers er intentionen. Den selvsamme regering og det selvsamme Folketing, som snart vedtager diskriminationsforbuddet, kan så at sige selv benytte sig af lovens smut-ladeport og vedtage åbenlyst handicap-diskriminerende lovgivning.
Det er selvfølgelig Folketingets ret at tilsidesætte sit eget diskriminationsforbud, men det bliver ikke kønt at se på.
Jeg har to ydmyge opfordringer til regeringen og Folketinget i denne anledning: Stram op på undtagelsesbestemmelsen med en langt tydeligere angivelse af, hvilke særlige forhold der kan begrunde en undtagelse – og hvilken dokumentation der skal være til stede i den forbindelse.
Og sig nej til statssanktioneret diskrimination af mennesker, der bor i botilbud, og fasthold en effektiv beskyttelse af retten til eget hjem – også for mennesker med handicap.
