Rikkes rejse
ULF Ungdom har fået en ny formand, der med stor troværdighed kan sige sin mening om manglende tildeling af førtidspension, et mangelfuldt uddannelsessystem og at man kan en masse, selv om man har udviklingshæmning. For hun har prøvet det hele selv.
Af Arne Ditlevsen
Et par nøgleord om Rikke Sørensen: Har lækker lejlighed i centrum af Odense, elsker at gå i byen og i det hele taget at være sammen med vennerne. Går op i lækkert tøj. Arbejder ovenikøbet i en tøjbutik. Drikker te og elsker et stort glas vin. Er med i en løbeklub. Har taget en ungdomsuddannelse.
Det lyder fuldstændig normalt. Men der er vel heller ikke noget unormalt ved at have udviklingshæmning?
Det har Rikke Sørensen i hvert fald indset, efter at hun har været på en længere indre rejse. I årevis så hun sig selv som måske lidt handicappet. Der var noget autisme, hun gik på specialskole og var også i aflastning en gang imellem. Men udviklingshæmmet? Det var hun da ikke. Men Rikke snød:
- Jeg er tit blevet overvurderet. Mange tror, at jeg kan mere, end jeg kan. For eksempel har det været en kamp med kommunen at få førtidspension. De ser kun den glade Rikke, men ikke den Rikke, der har det svært.
Det er da også den glade Rikke, LEV Bladet møder i lejligheden i Odense. Hun er drønet hjem på cykel fra arbejdet i Vero Moda-butikken i Tarup for at tage imod.
En skolegang med udfordringer
I oktober sidste år blev Rikke Sørensen valgt til ny formand for ULF Ungdom. Og der rumsterer allerede masser af ideer i Rikkes krøllede hoved til, hvad ULF Ungdom skal kaste sig ud i. Samtidig er hun dog godt klar over, at hun skal huske at passe på sig selv, ellers risikerer nogle af de gamle spøgelser at dukke op igen.
Rikke blev født med navlestrengen rundt om halsen. Og det er formentlig det, der er årsag til de udfordringer, Rikke har i dag. Hun startede i en almindelig børnehave, men her blev det efterhånden klart, at hun havde brug for mere specialiseret hjælp. Så næste stop blev specialskolen Enghaveskolen i Odense.
På mange måder var hun glad for sin skolegang, men det var i perioder også en tid med store personlige nedture for Rikke.
- Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, men det endte med, at jeg fik en depression. Og jeg gik fra at være på 7. klasses niveau til 2. eller 3. klasses niveau.
Årsagerne til depressionen var flere, men blandt andet fyldte usikkerheden om, hvad der skulle ske efter folkeskolen utrolig meget hos Rikke. Skoleproblemerne fyldte også på hjemmefronten:
- På et tidspunkt lå jeg bare under et bord derhjemme og skreg. Min mor måtte sygemelde sig, og det hele gik ud over både min søster og mine forældre. Jeg spiste heller ikke nok mad.
Flov over at blive set med de andre
Rikkes drøm efter 10. klasse var at komme på husholdningsskole. Det sagde kommunen dog nej til.
- I stedet kom jeg på CSV for at tage en STU, for det mente kommunen, at jeg skulle.
Hun kom i en klasse for autister, hvor der var den ro og omsorg, som hun havde brug for. Problemet var bare, at de øvrige klassekammerater umiddelbart var meget dårligere fungerende end Rikke, og det gjorde det vanskeligt:
- Der var ingen at snakke med eller spejle mig i. Så det var svært at være sammen med de andre. Det kunne også være svært at være på tur med klassen. For hvad tænkte andre om mig, hvis de så mig sammen med nogen, som var så handicappede?
Alle de her tanker kunne Rikke heldigvis tale med nogle af lærerne om. Eller rettere sagt, hun lavede et fem sider langt skriv om det, som hun gav til lærerne. Og de kunne så tale med hende ud fra det.
- Jeg var så frustreret, men jeg kunne ikke finde de rigtige ord i min mund. Jeg kunne ikke selv starte en samtale. Åbne op.
Det endte med, at Rikke flyttede klasse og også kom i praktik i en tøjbutik. Og det var der musik i. Efter endnu en forgæves ansøgning om at komme på husholdningsskole fik hun langt om længe lov til at tage tredje år på STU på husholdningsskolen Rødding Fri Fagskole. Her lærte hun meget om det at klare sig selv og at være på en arbejdsplads.
Nu har Rikke fået førtidspension og job på skånevilkår i butikken i Tarup.
- Jeg har en chef, der ser muligheder og ikke begrænsninger i mig. Vi begynder at arbejde med mig, jeg får nye udfordringer, jeg udvikler mig. Også i teamet. På et tidspunkt håber jeg at komme til at betjene kassen. Jeg elsker bare mit job!
At sige sin mening
Om onsdagen er det dog ikke butikken i Odense, der fylder, men ULF’s kontor i Vejle. Det er en helt ny verden, der er kommet ind i Rikkes liv. Hun har godt nok været medlem af ULF Ungdom i et stykke tid, men uden egentlig at sætte sig særlig meget ind i, hvad de laver.
Det hele startede faktisk med, at Rikke blev opfordret til at medvirke i den proces, hvor Odense Kommune inviterede brugerne af kommunens tilbud på handicapområdet til at hjælpe med at fordele de ti millioner kroner, man ekstraordinært ville bruge på området. Det førte til, at Rikke kom med i kommunens såkaldte borgerpanel, hvor hun skulle sige, hvad hun mente om ”fremtidens Odense”:
- Jeg fik utrolig meget ud af endelig at sige min mening. Og de lyttede til os… om for eksempel nye aktiviteter på værkstederne. Det kan godt være, at man har lavet de samme ting i 40 år, men derfor er det ikke sikkert, at det er det rigtige.
- Til slut havde jeg det sådan, at det fandeme ikke måtte slutte her. Mange har brug for hjælp. Så jeg begyndte at undersøge mulighederne.
Det rigtige kom, da hun var til et oplæg om ULF-ferie. Her dukkede Rikkes tanker om, at måske nok har hun nogle handicap, men udviklingshæmmet var hun da ikke, igen op. Kontakten med ULF varede dog ved, og der gik ikke lang tid, inden hun var i spil som kommende formand efter Jette Tastesen, der snart ville falde for aldersgrænsen på 30 år. Så Rikke blev i et stykke tid føl hos ULF Ungdom på kontoret i Vejle, de deler med ULF.
- Mine første tanker om at være formand gik på, at bare jeg kunne få lov til at sige min mening, var jeg glad. Men så begyndte jeg at høre om de aktiviteter, de lavede, og det ville jeg også rigtig gerne være en del af. Og så blev jeg hevet ind i ULF-verdenen.
BOKS
ULF Ungdom
Rikke Sørensen fortæller, at hun og de andre i ULF Ungdom blandt andet kæmper for en anstændig ledsagelsesordning, mere selvbestemmelse, en bedre STU, en uddannelsesmulighed efter STU’en og at der kommer styr på tildelingen af førtidspension.
- Vi kan sagtens have meninger, der vedrører alle udviklingshæmmede. Men ULF Ungdom blev dannet, fordi vi ved, hvad der er bedst for os unge. Det er det, vi kan fortælle.
Rikke har allerede en gang været ude og holde oplæg om ULF Ungdom. Det var på Rødding Fri Fagskole. I april har hun et nyt oplæg på CSV i Odense.
- Vi kæmper for, at de unge skal være en del af samfundet som alle andre. Men de unge skal også lære at acceptere sig selv, og at man faktisk godt kan noget, selv om man har udviklingshæmning.
Du kan følge ULF Ungdom på deres facebookside.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2018