Kristelig Handicapforening: ”Vi er i gang med at åbne op”
LEV har i øjeblikket 16 tilknyttede foreninger. Hver forening repræsenterer typisk et særligt handicap/syndrom, men det kan også være en særlig tilgang til det at have et handicap (Kristelig Handicapforening) samt mennesker med udviklingshæmnings egen forening, ULF. Men hvad foregår der egentlig i foreningerne, hvad er det for handicap, de repræsenterer, og hvorfor er de medlem af LEV? Det er nogle af de spørgsmål, vi prøver at besvare i denne serie i LEV Bladet om de tilknyttede foreninger. Denne gang kan du møde Kristelig Handicapforening.
Af Arne Ditlevsen
Kristelig Handicapforening blev dannet i 1980 af en gruppe familier med børn med handicap, der oplevede institutionsmiljøer for deres sønner og døtre uden en kristen tilgang. Forældrene ville gerne have, at børnene voksede op i bosteder med en kirkelig baggrund, og foreningen blev derfor dannet som ramme om nye botilbud, hvor det kristne hjem og miljø var bærende.
Thomas Bjerg Mikkelsen har siden 2014 været formand for Kristelig Handicapforening. Han fortæller, at i starten etablerede man botilbud til 8-10 beboere med et ansat lederpar. Man prøvede at skabe en familieramme, et rigtigt hjem, om botilbud til voksne. Men i dag er det lidt anderledes:
- Det har rykket sig meget. Vores botilbud skiller sig ikke ud fra andre botilbud. Vi ønsker bare ikke at lave store botilbud, der skal helst ikke bo mere end 12-15 beboere. Men det skal jo også hænge sammen i driften. Så på den måde er vi en modkultur til de store botilbud, som bliver opført rundt omkring, men vi er også realistiske.
Lederparret er i dag erstattet af uddannet personale. Beboerne har egen bolig, hvor de indretter sig som de vil, men der er stadig fokus på at skabe en hjemfølelse – også i fællesarealerne. Oprindeligt ejede Kristelig Handicapforening sine botilbud, sådan er det ikke mere.
- Nu er alle botilbuddene selvejende. Vi er mere en interesseorganisation – mere rådgivende end styrende. Og så kan vi komme med ressourcer, penge, i form af lån til nye botilbud.
Det kristne spiller stadig en stor rolle. Folkekirkens grundholdning står således i botilbuddenes vedtægter.
- Vi vægter en tydelig kirkelig profil højt. Men beboerprofilen har ændret sig. Nogle er vokset op i kirkelig sammenhæng andre ikke. Der er en større diversitet i beboergrundlaget, og beboerne har jo frihed til selv at deltage i, hvad de vil.
Kristelig Handicapforening administrerer p.t. 12 selvejende botilbud, og et 13. er på vej i København. Foreningen har traditionelt haft mennesker med udviklingshæmning som målgruppe. Men på det seneste er der også kommet en del med autisme. Det betyder, at man har arbejdet på at udvikle tilbud til denne målgruppe – herunder til de pårørende.
Hvilke mærkesager har Kristelige Handicapforening?
- Vi har formuleret tre mærkesager: Fremme forkyndelsen af det kristne budskab blandt handicappede og deres pårørende. Fremme oprettelsen af kristne bofællesskaber. Varetage handicappedes sag generelt – eksempelvis sikre frit boligvalg.
Hvilke aktiviteter har Kristelig Handicapforening?
- Vi har forskellige kurser. Vi har lige gennemført et kursus for forældre til børn med handicap. Kurset handlede om at have et godt samliv og parforhold i en hverdag, der kan være meget presset. Vi har også bestyrelseskurser, vi laver materialer til andagter, vi tilbyder netværk for pårørende. Og så arbejder vi konstant på at understøtte udviklingen af nye bofællesskaber.
- I de kommende år har vi et særligt fokus på familier med hjemmeboende børn. Det kan være netværk, fællesarrangementer og lignende.
Kristelig Handicapforening har ind imellem offentligt blandet sig i forskellige diskussioner. Eksempelvis vedrørende aktiv dødshjælp og om frit boligvalg i artikler i Kristeligt Dagblad. Men foreningen kunne sagtens gøre mere, fortæller Thomas Bjerg Mikkelsen. Derfor har man også ansat en journalist, så administrationen nu består af tre personer – inklusiv landsleder Tove Søgaard.
Hvordan opfatter i medlemskabet af LEV? – Hvad vil I gerne bruge LEV til?
- Vi har tidligere været meget passive medlemmer og levet lidt i vores eget fællesskab. Men vores landsleder er blevet medlem af LEVs hovedbestyrelse, og vi har nu en bevidst strategi om at åbne vores forening op. Vi ønsker et samarbejde.
- Vi får meget tilbage, men vi har forhåbentlig også noget, vi kan bidrage med.
Thomas Bjerg Mikkelsen nævner flere områder, hvor LEV går forrest, og hvor Kristelig Handicapforening gerne vil bidrage:
- Det er vigtigt for os at kunne blive ved med at lave selvejende botilbud. Men det kan være meget vanskeligt at få lov til at bygge. Den kamp kan vi bruge LEV til.
- Mere overordnet er områder som LEVs kamp for respekt for det at have et rigtigt hjem, respekt for et menneskesyn som gør, at alle er ligeværdige og at slås for at virkeliggøre FN's handicapkonvention i Danmark vigtige. Og der skal der nogle stærke muskler til, siger Thomas Bjerg Mikkelsen med henvisning til, at han mener, at LEV i højere grad kan løfte det end en mindre forening som Kristelig Handicapforening.
OM KRISTELIG HANDICAPFORENING
Etableret i 1980. Foreningen har godt 1100 medlemmer, og det tal er stigende. Fokus har traditionelt været familier med børn med udviklingshæmning, men i stigende grad er mennesker berørt af autisme kommet til. Kristelig Handicapforening har landskontor i Aarhus. Læs mere på www.k-h.dk.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8 2018