15.02.2018
Kommentar fra ULF’s formand: Er mere magt den nye måde at spare på?
Måske er der nogle, som tror, at man kan spare en masse penge ved at låse dørene. Jeg ved godt, at man siger, at det kun er for at beskytte udviklingshæmmede i botilbud. Men det er ubehageligt at tænke på, hvis man inde i Finansministeriet sidder og planlægger nye besparelser på hjælpen til os – og at man vil gøre det ved, at personalet får lov til at anvende mere magt.
Af Lars Gjermandsen, formand for Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF)
Det er nok ikke så mange af ULF’s medlemmer, som vil blive låst inde – i første omgang i hvert fald. De fleste af vores medlemmer kan godt færdes, men andre har brug for ledsagelse og støtte.
Jeg er træt af, at vi hele tiden sammenlignes med børn. Voksne er ikke børn – heller ikke selvom vi er nogle, som har brug for meget hjælp på forskellige måder. Man siger, at nogle er som et barn på et år, men hvad betyder det så for nogle af os andre? Er jeg så ti år, fordi jeg ikke har så omfattende et handicap, men alligevel er udviklingshæmmet? Jeg er voksen, og synes ikke, at det er i orden at kalde mig og andre for børn.
Jeg forstår godt, at man nogle gange kan være bekymret som pårørende for, at ens søn eller datter skal komme galt afsted. Men jeg tror på, at der næsten altid er andre måder at hjælpe på end at låse dørene. Hvis der er pædagoger nok, kan man hjælpe folk, så de ikke kommer galt afsted. Vi vil ikke tilbage til dengang, man låste udviklingshæmmede inde i de store institutioner.
Jeg har hørt om de planer, som Børne- og socialministeriet har i forhold til magtanvendelse. Det lyder ikke rart, synes jeg. Hvorfor skal det være nemmere for personalet at anvende magt over for os udviklingshæmmede? Hvorfor skal der være mindre retssikkerhed, registrering og indberetning? Og hvorfor skal det være nemmere for kommunerne at flytte rundt på os, selvom vi er glade for at bo der, hvor vi bor? Det synes jeg er en rigtig dårlig idé.
Politikerne skal tænke sig rigtig godt om. De skal huske, at vi ikke er en anden slags mennesker end alle andre. Ingen andre vil bryde sig om at blive fastholdt eller ’ført til et andet rum’ – det gør vi heller ikke. Magtanvendelse kan være nødvendigt i helt særlige tilfælde. Men det skal altid være undtagelsen – og personalet skal gøre, hvad de kan for at forebygge, at det overhovedet bliver nødvendigt.
Kommentaren blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2018
