Foto: Ricky John Molloy 21.06.2018

Leder: Økonomiaftaler mellem KL og regeringen sætter Folketinget under pres

Af Anni Sørensen, landsformand for LEV

Økonomiforhandlingerne forekommer således at være blevet et af de helt centrale fora for udpegning af retningen i danske handicappolitik. Lad mig blot nævne et par af de markante reformplaner, som har deres udspring ved dette forhandlingsbord:

• Planerne om en ny servicelov med rettighedsforringelser for voksne med handicap blev fostret ved økonomiforhandlingerne. Reformen blev først forhandlet (i første udgave) i Folketinget i 2014, men linjerne var flere år inden da blevet fastlagt i økonomiforhandlingerne mellem KL og Finansministeriet. I kraft af et stærkt modspil fra en samlet handicapbevægelse (både udgave et i 2014 og udgave to i 2016) blev resultatet heldigvis ikke som frygtet. Men det var tæt på. 

• Samme held havde vi ikke med et andet forslag, som er født i økonomiforhandlingerne, nemlig de ændrede handle-betalings-kommune-regler fra 2010. Her vedtog et smalt flertal i Folketinget reglerne som ønsket af KL – og som aftalt ved økonomiforhandlingerne. Og det har siden medført forringet retssikkerhed og demokratisk B-medlemskab for mange, herunder især voksne med udviklingshæmning.

• Det seneste eksempel er forslaget om at forringe rettigheder for mennesker med handicap, der bor i botilbud eller i almene ældre-handicapboliger. Den diskriminerende idé om at indføje klausuler i lejekontrakter og boligdokumenter, som kommunen kunne anvende til at flytte rundt på beboerne med, blev født i økonomiaftalen for 2018. I skrivende stund vides det endnu ikke, om lovgiverne ender med at bide på denne utiltalende idé eller ej.

Økonomiaftalerne sætter altså ofte dagsordenen – og i flere tilfælde på en meget principiel måde, der vil undergrave rettigheder og vilkår for mennesker med handicap. Der laves naturligvis ikke egentlig lovgivning ved dette forhandlingsbord, men der er næppe megen tvivl om, at forslag, som udspringer af de årlige økonomiaftaler, i praksis udgør en slags pression over for de folkevalgte på Christiansborg. Det bliver så at sige et argument i sig selv, at noget er aftalt med kommunerne.

Kort før jeg lagde sidste hånd på denne lederartikel, blev økonomiaftalen for 2019 offentliggjort. Og umiddelbart ser det ud til, at vi denne gang bliver fri for forslag og reformplaner i stil med dem, jeg beskrev tidligere. Ingen direkte forslag til forringelse af rettighederne for mennesker med udviklingshæmning og andre med handicap.

Derimod tales der en del om styrkelse af den såkaldte kernevelfærd. Aftalen betyder, at den kommunale serviceramme hæves lidt, og der er dermed lidt flere penge, som kommunerne kan anvende til for eksempel pædagogisk støtte, ledsagelse og ældrepleje. Som sædvanlig er det uklart, hvad der er en del af den såkaldte kernevelfærd. Ældreområdet er naturligvis en del af kernevelfærden, men det er hjælp og støtte til mennesker med udviklingshæmning og andre handicap vel også? Sådan er det i hvert fald i mit hoved.

2019-aftalen indeholder også et ønske om en analyse af, ”… hvordan ankesystemet inden for udvalgte bestemmelser i serviceloven påvirker kommunernes handlerum og mulighed for at tilrettelægge en helhedsorienteret, forebyggende og rehabiliterende indsats for borgeren”. Hvordan det helt præcist skal forstås er uklart, men det afspejler jo nok en kommunal ærgrelse over at blive ’hængt til tørre’ for de ekstremt høje fejlprocenter på blandt andet børne-handicapområdet.

Med erfaringerne fra årene 2009-2018 i bagagen synes jeg, at vi skal glæde os over, at denne seneste økonomiaftale ikke indeholder endnu et angrebsforsøg på rettigheder og vilkår for mennesker med udviklingshæmning. Det er helt underligt at skulle glæde sig over noget, som burde være en selvfølge.

Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 4 2018