Berl 010518.jpg Fra b.dk 02.05.2018

Ingen skal dø som Michael

Michael Johansen blev kun 38 år. Han døde sidste år af kræft.

Debatindlæg af Thorkild Olesen, Knud Christensen, Anni Sørensen og Lone Møller, bragt i Berlingske Tidende tirsdag den 1. maj 2018

I årevis havde han klaget over mavesmerter, men kræften blev opdaget for sent. Han led af depression. Ifølge hans mor fokuserede lægerne længe på, at Michaels smerter netop skyldtes det psykiske handicap.

Hun fortalte sidste år om den sidste tid inden Michaels død til SIND-bladet:

»Vi talte meget om, at det ikke måtte ske for andre. At selv om hans liv ikke kunne reddes, kunne andres liv måske.«

Michaels historie er et voldsomt eksempel. Men det er et eksempel på et generelt problem.

Vi oplever ofte, at symptomer på sygdomme overses hos vores medlemmer med forskellige handicap.

På engelsk taler man om diagnostic overshadowing . Det dækker over, at et handicap skygger for andre sygdomme. Diagnosen bliver en slags mentalt filter hos sundhedspersonalet, der tolker alle symptomer i lyset heraf. Ligesom det tilsyneladende skete for den psykisk sårbare Michael Johansen.

Markant højere dødelighed
Mennesker med sindslidelse og udviklingshæmning har en markant højere dødelighed end befolkningen som helhed. De mest udsatte grupper dør 15-20 år tidligere end andre! Det fik Danmark faktisk international kritik for ikke at gøre nok ved i 2014.

Vi ved også, at personer med spastiske lammelser (cerebral parese) deltager mindre i forebyggende sundhedstilbud end resten af befolkningen. Eksempelvis viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, at langt færre kvinder med cerebral parese deltager i screening for livmoderhalskræft. Vi frygter, at det samme gælder for andre handicapgrupper. Særligt de mest sårbare, der bor i botilbud.

Vi opfordrer til, at problemet afdækkes endnu grundigere. Derudover må vi hjælpe

sundhedspersonalet bedre til at undgå »overskygning« af symptomer på grund af handicap.

Politiske mål
Det næste er at sætte sig det politiske mål, at overdødeligheden for sårbare handicapgrupper skal bringes ned.

Et redskab kan man finde i kommunerne i Roskilde, København, Svendborg, Allerød og Egedal. Her har man i nogle år som forsøg tilbudt et regelmæssigt sundhedstjek til mennesker med udviklingshæmning eller sindslidelse. Der er tale om skræddersyede tilbud til borgere, der ikke går til læge af sig selv og eksempelvis ikke har samme sprog som folk flest. Forsøget viser, at man har opdaget en række oversete sygdomme ved de særlige forløb: Det er alt fra symptomer på kræft over nedgroede negle til tandproblemer.

Alle kommuner burde derfor tilbyde et sådant sundhedstjek.

Den kræftramte Michael Johansen fik sin mor til at love, at hun ville fortælle deres historie videre. Ikke for at komme efter enkelte læger, men for at forebygge, at det samme sker for andre med handicap. Deres historie må vi lære af.

Thorkild Olesen er formand for Danske Handicaporganisationer (DH), Knud Kristensen er formand for SIND, Anni Sørensen er formand for Landsforeningen LEV, og Lone Møller er landsformand for Spastikerforeningen.