LEV indgår politisk alliance til fordel for pårørende på arbejdsmarkedet
Pårørende til langtidssyge og til mennesker med handicap har svært ved at balancere arbejdslivet med rollen som pårørende, viser ny undersøgelse. Landsforeningen LEV kræver politisk handling, så de pårørende kan få bedre vilkår.
Det kan kræve en stor personlig indsats at være pårørende til et nært familiemedlem med eksempelvis udviklingshæmning. Særligt når man også skal have et arbejdsliv til at fungere ved siden af.
Det ved 69-årige Bente Holm Jensen alt om. Hun er mor til 38-årige Sune, der er udviklingshæmmet, og som har haft brug for massiv støtte gennem hele livet fra sine forældre. Det har blandt andet betydet, at Bente Holm Jensen i flere år måtte arbejde på nedsat tid, og at hendes mand måtte opgive et job som leder.
- Min mand var egentlig godt i gang med en karriere og stod til at få et lederjob. Men det måtte han opgive, for da vi fandt ud af, hvor omfattende Sunes handicap var, stod det klart for os, at hvis vi skulle overleve som familie, så måtte vi skære ned på vores arbejdsbyrder, fortæller Bente Holm Jensen.
Se Bente Holms historie i videoen nedenfor.
Mange danskere i samme situation
Bente Holm Jensen står langtfra alene med den svære balancegang mellem arbejdsliv og livet som pårørende til et familiemedlem med et handicap. Den situation er der rigtig mange erhvervsaktive danskere, der står i. Det fremgår af en ny undersøgelse fra analysefirmaet KMD. En stor del af de adspurgte pårørende mener ifølge undersøgelsen, at pårørenderollen påvirker deres engagement på jobbet negativt. Samtidig pointerer flere end en tredjedel i undersøgelsen, at de ofte bruger feriefridage for at kunne hjælpe sine nærmeste i forbindelse med blandt andet lægebesøg. De svære vilkår for pårørende kan i værste tilfælde få store psykiske og fysiske konsekvenser, peger undersøgelsen på.
11 organisationer danner politisk alliance
På baggrund af denne undersøgelse har LEV sammen med ti andre organisationer dannet en alliance, der skal få politikernes øjne op for problematikken og give de pårørende bedre vilkår.
Alliancen har derfor udarbejdet tre konkrete forslag til politikerne, som kunne være en hjælp til de pårørende. Disse forslag blev præsenteret for en række politikere og arbejdsmarkedsparter ved en høring på Christiansborg den 26. oktober, som LEV var medarrangør af.
Dette er en klassisk LEV-kamp
LEVs Landsformand Anni Sørensen deltog også ved høringen på Christiansborg, og hun glæder sig over, at der nu bliver sat politisk fokus på denne vigtige problemstilling.
- Det her er en klassisk LEV-kamp for de pårørende, som fortjener langt bedre vilkår. De yder en kæmpe indsats med at få det hele til at hænge sammen i hverdagen. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi er indgået i denne politiske alliance med ti andre organisationer, så vi kan få politikerne til at agere på det her, pointerer Anni Sørensen.
De tilstedeværende politikere var umiddelbart positive over for de konkrete forslag, som alliancen bragte på banen. LEV og de øvrige alliancepartenere vil holde politikerne til ilden og gøre sit for, at der kommer konkrete politiske tiltag på bordet.