Foto: Ricky John Molloy
05.10.2018
Leder: Fællesskaber og et godt liv
Hvad karakteriserer det gode liv? Det findes der naturligvis utallige bud på, men centralt er, at vi alle har brug for at være inkluderet i fællesskaber: Hvor vi bor, med venner, familie, naboer, i lokalsamfundet, på arbejdspladsen, i skolen, i fritiden og i det hele taget i de fællesskaber, hvor vi lever vores liv.
Af Anni Sørensen, formand for Landsforeningen LEV
Vores fællesskaber bliver stærkere og rigere af at være mangfoldige, og af at vi insisterer på, at alle har ret til at deltage, og at alle bidrager med det, de kan.
Mange kan og skal bidrage, hvis vi skal nå længere i retning af et mere inkluderende samfund: Børnehaver og skoler kan udvikle og understøtte fællesskaber på tværs af specialiserede og almene miljøer, virksomheder kan inkludere på arbejdspladsen, lokale foreninger og klubber kan være åbne og mere opsøgende over for børn og voksne med udviklingshæmning og i det hele taget skal ”civilsamfundet” styrke og udvikle fællesskaber for alle.
I LEV har vi gennem årene ydet vores bidrag – ikke mindst gennem inklusionsprojekter, der illustrerer potentialet og skaber konkrete forandringer for mennesker: KLAPjob, som har skabt næsten 3.000 skånejob i en bred vifte af virksomheder samt LEVvenner og Best Buddies, der understøtter en-til-en venskaber. Disse og mange flere eksempler viser vejen – og derfor skal de vises frem. Det gør vi på en stor konference den 27. november, hvor 40 projekter fortæller om, når inklusion lykkes. Samtidig byder konferencen på en lang række oplæg, som belyser forskellige facetter af inklusion og fællesskaber for og med voksne med udviklingshæmning – læs mere inde i bladet.
Men det er ikke altid tilstrækkeligt, at den enkelte børnehave, skole, forening, virksomhed eller civilsamfundet gerne vil yde et bidrag til bedre inklusion af mennesker med udviklingshæmning. Især for mennesker med mere komplekse og omfattende handicap kræver det, at vi som samfund påtager os ansvaret for at skabe vilkår og rammer, der gør inklusionen mulig i praksis.
De rammer og vilkår er desværre blevet ramt af kommunale besparelser over de senere år. Gradvise, men gentagende beskæringer af personalet har konsekvenser – også for om det i praksis er muligt at styrke inklusionen. Kan borgeren eksempelvis få den nødvendige ledsagelse hen til aktiviteten i den forening, som gerne vil inkludere? Og kan han/hun få den nødvendige pædagogiske støtte til at være en del af selve arrangementet?
En styrket inklusion af mennesker med udviklingshæmning skal være for alle – også mennesker som har behov for mere støtte for at kunne realisere mulighederne i praksis.
Derfor skal LEV selvfølgelig fortsætte kampen for flere ressourcer. Vi skal bekæmpe, at pårørende eller frivillige pålægges at løse ”kernevelfærds- opgaver”. Men vi skal samtidigt interessere os for, hvordan vi sammen kan skabe bedre liv og understøtte nye måder at inkludere mennesker med udviklingshæmning i flere fællesskaber – til gavn og glæde for os alle.
Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 6 2018
