Foto: Ricky John Molloy
26.10.2018
Sammenfald mellem voldsepisoder og besparelser er tankevækkende
Der er brug for, at regeringen finder en løsning på problemet med det stigende antal voldsepisoder, så vi kan sikre trygheden for både beboere med handicap, personalet og de pårørende, skriver Anni Sørensen fra Landsforeningen LEV.
Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget torsdag d. 25. oktober 2018.
Karina Schmeltz har udviklingshæmning og er i dag i midten af tyverne. Hendes handicap er medfødt og omfattende – og hun kan ikke klare sig uden hjælp i hverdagen. Derfor bor hun i et botilbud, hvor personalet skal hjælpe hende til at få en god tilværelse.
Men tilbage i 2012 var Karina og en pædagog i hendes botilbud involveret i en episode, som endte med at give pædagogen en arbejdsskade. Karina kastede to bøger efter pædagogen.
”Karina kender ikke konsekvenserne af sine handlinger. Hun kaster ikke med bøger for at ramme en socialpædagog. Hun kaster i frustration, eller fordi hun ikke får den hjælp, hun har behov for.”
Sådan siger Pia Schmeltz, der er mor til Karina i en artikel i Berlingske (08.10.2018). Alligevel afkræves Karina, via et privat søgsmål, en erstatning til pædagogen på små 300.000 kroner.
Markant stigning i voldsepisoder
Medarbejdere, som arbejder med mennesker med handicap, skal ikke stilles ringere end alle andre i forhold til muligheden for at opnå erstatning for en skade.
Men det må være lige så selvfølgeligt, at mennesker med eksempelvis udviklingshæmning ikke skal risikere økonomisk ruin for episoder, der betragtes som en konsekvens af deres handicap og af de vilkår, som de bydes.
Som det fremgår af Berlingskes artikel, så er Karinas sag ikke enestående. I LEV møder vi jævnligt lignende sager – og i løbet af de seneste fem til otte år er der sket en markant stigning i antallet af anmeldte voldsepisoder mellem personale og botilbudsbeboere.
Mange af episoderne ender med erstatningskrav mod borgeren. Det er helt uholdbart.
Derfor er der brug for, at regeringen spiller ud med en løsning nu – og det skal være en løsning, som både kan give tryghed for personalet og borgere med handicap og deres pårørende.
Socialpædagogernes forslag om lovpligtig kommunal ansvarsforsikring kunne være en løsning.
Vi skal se på årsagerne
Men når en sådan forsikringsløsning er på plads, så må vi ikke glemme de vigtige spørgsmål, som opstår i forbindelse med denne slags ulykkelige sager.
Hvorfor kastede Karina egentlig bøger efter pædagogen i sit botilbud? Fik Karina den opmærksomhed og den pædagogiske indsats, som hun havde behov for? Var det nødvendige antal uddannede medarbejdere på arbejde? Havde ledelsen sikret det nødvendige pædagogfaglige fokus?
Og endelig, havde kommunen gennemført endnu en af de utallige sparerunder med forringelser af hjælpen i botilbuddet?
Jeg kender ikke svaret på disse spørgsmål, og måske var alt i sin fineste orden. Voldsomme episoder kan desværre godt opstå – på trods af god faglighed og en socialpædagogisk forebyggende indsats.
Men i LEV støder vi desværre jævnligt på beretninger om voldsomme episoder, der eksempelvis opstod, fordi der blev anvendt en unødigt konfronterende pædagogik, eller fordi den enkelte med handicap ikke bliver forstået og mødt i sine behov.
Sammenfald mellem vold og besparelser
Omfattende besparelser har i et årti regnet ned over handicapområdet – med store konsekvenser i forhold til antallet af medarbejdere i botilbud og et forringet uddannelsesniveau.
De besparelser medfører forringede udviklingsmuligheder og forringet livskvalitet for sårbare mennesker.
Men vi er også nødt til at overveje, om besparelserne er en medvirkende årsag til væksten i antallet af voldsomme episoder, politianmeldelser og erstatningssager.
Jeg synes, at sammenfaldet er tankevækkende, og det bakkes op af de erfaringer og oplevelser, som pårørende til voksne med udviklingshæmning fortæller til os her i LEV.
Jeg spekulerer på, om udviklingen mon vækker samme refleksion blandt de ansvarlige politikere, som har besluttet besparelserne?
