Fra Altinget.dk
06.02.2019
Højt specialiserede tilbud skal ikke kun finansieres kommunalt
Regeringens sundhedsudspil har aktualiseret problemet med afspecialisering af tilbud på det sociale område. Det bør ikke være kommunernes pengekasse, som afgør, om de mennesker, som har behov for højt specialiserede tilbud, rent faktisk også får det, skriver Anni Sørensen fra Landsforeningen LEV.
Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget tirsdag d. 5. februar 2019
Kommunerne har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar af alle sociale tilbud, herunder en lang række højt specialiserede tilbud på handicapområdet.
Regionerne kan drive tilbud på socialområdet, men med kommunalreformen blev det alene kommunerne, som beslutter, hvilke borgere der skal visiteres til disse tilbud – og det er også kommunerne, som, via takster og eventuelle tillægsydelser, betaler for indsatsen.
Handicapområdet bliver afspecialiseret
I forbindelse med 2007-reformen kunne kommunerne vælge, om de ville overtage driftsansvaret for de hidtidige amtslige sociale tilbud.
Det skete i meget varieret omfang – i nogle regioner har kommunerne stort set overtaget alle sociale tilbud, i andre er der stadig en del tilbud tilbage i regionalt driftsregi. Det er disse tilbageværende tilbud, som regeringen nu vil overføre til kommunerne.
Denne planlagte ’kommunalisering’ er jeg desværre overbevist om vil betyde endnu mere afspecialisering på handicapområdet. Det, man kunne kalde kommunernes ’selvforsyningsmani’, vil medføre, at specialviden og den helt særlige faglighed, som kræves i disse tilbud, udvandes endnu mere end hidtil.
Med ulykkelige konsekvenser for mennesker med komplekse og omfattende handicap til følge – eksempelvis mennesker, som ikke længere kan kommunikere med deres omgivelser, eller mennesker, som bliver tiltagende aggressive, fordi de ikke modtager den rette specialpædagogiske indsats med videre.
Fasthold regionale tilbud
Men midt i bekymringen for kommunaliseringen af de regionale tilbud er vi nødt til at se i øjnene, at der også er andre mekanismer, der medvirker til den gradvise forringelse af den specialiserede indsats, som vi har set siden kommunalreformen i 2007.
Det er som nævnt vigtigt, at de regionale tilbud ikke kommunaliseres, men omvendt må vi også erkende, at en fortsat driftsmæssig forankring i regionerne – eller i staten for den sags skyld – ikke i sig selv er tilstrækkelig, hvis vi vil sætte en stopper for den igangværende afspecialisering.
Det afgørende må til enhver tid være, at de mennesker, som har så komplekse handicap, at de har behov for højt specialiseret faglighed, rent faktisk visiteres til og modtager en indsats kendetegnet ved netop denne høje faglighed.
Det, at højt specialiserede tilbud findes, er nemlig langtfra en garanti for, at de mennesker, som har brug for et sådant tilbud, rent faktisk visiteres til det.
Kommunekassen afgør visitation
Og her er vi tilbage ved det, jeg vil kalde den mest afgørende ’afspecialiseringsmotor’, nemlig det forhold, at landets kommuner med reformen i 2007 både fik det fulde finansierings- og myndigheds-/visitationsansvar.
Bortset fra nogle utilstrækkelige statslige refusioner, så er det alene kommunekassen, der skal betale for indsatsen i de højt specialiserede tilbud – og det er alene kommunen, som beslutter, om en borger skal visiteres til et sådant tilbud.
Det hjælper så at sige ikke mennesker med komplekse handicap særligt meget, at der findes højt specialiserede tilbud, hvis de bor i en kommune, der ikke synes, kommunekassen har råd til at visitere dem til et af disse tilbud.
Så ender de nemlig med et tilbud i egen kommune, som ofte ikke har den nødvendige specialiserede faglighed og erfaring.
Løft finansiering op på et højere niveau
Derfor er det mit budskab til landets politikere, at de både skal interessere sig for, hvordan vi beskytter og videreudvikler højt specialiserede tilbud på handicapområdet – og for, hvordan vi beskytter mennesker med store og komplekse behov, som er så uheldige at bo i en kommune, der føler sig økonomisk trængt.
For mig at se kunne svarene ligge i en model, hvor en større del af finansieringen af de mest specialiserede indsatser løftes op på et regionalt eller nationalt niveau. Gerne kombineret med en mere direkte regional eller national involvering i selve visitationen.
En sådan model vil desuden kunne styrke retssikkerheden for mennesker med få ressourcer – og uden nogen til at hjælpe sig i samspillet med kommunen.
