Fra Altinget.dk 01.02.2019

Regeringen har aktivt bekæmpet svages rettigheder på socialområdet

Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget torsdag d. 31. januar 2019

Regeringens udspil til en sundhedsreform giver grund til at interessere sig mere for ønsket om at styrke patientrettighederne, som udspillet indeholder.

Hidtil har det ikke fået så meget opmærksomhed, og det er egentlig synd, ikke mindst fordi denne del af forslaget blev lanceret med den begrundelse, at der er brug for at beskytte de svageste bedre.

På pressemødet om udspillet forklarede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), at "det går ikke mindst ud over de svageste i vores samfund, når de patientrettigheder, vi ellers har bygget op, ikke bliver efterlevet".

"Vi ved godt, at dem, der har stærke pårørende, eller selv er ressourcestærke, de skal nok finde vej rundt i systemet. Men det er med til at skabe social ulighed i sundhed, når patientrettighederne ikke i fuldt omfang efterleves i dag," sagde ministeren.

Set fra min stol, som formand for Landsforeningen LEV, er det en positiv, men også lidt overraskende udmelding. Det vender jeg tilbage til.

Genkendeligt ulighedsproblem
Vores målgruppe er børn, unge og voksne med udviklingshæmning, og jeg kan garantere ministeren og alle andre, at det ulighedsproblem, som ministeren beskriver, er meget genkendeligt.

De færreste med udviklingshæmning kan finde vej rundt i systemet på egen hånd. Deres handicap gør dem afhængige af hjælp fra andre, og der er desværre ganske mange, som slet ikke har nogle nære pårørende, eller som ikke har pårørende med ressourcer til at bistå dem.

I LEV skønner vi, at 4.000 til 5.000 voksne med udviklingshæmning befinder sig i denne ekstraordinært sårbare situation. Især fordi deres forældre enten er døde eller meget gamle og svage.

Jeg kan bekræfte ministeren i, at stærke rettigheder, som myndighederne efterlever i praksis, er en af de afgørende forudsætninger for at bekæmpe ulighed i sundhed. I dette tilfælde en ulighed, som i høj grad skyldes den enkeltes handicap.

Indfør årligt sundhedstjek
Mennesker med udviklingshæmning lever i gennemsnit 14,5 år kortere end resten af befolkningen.

Jeg opfordrer derfor indtrængende sundhedsministeren til at tage retten til et årligt opsøgende sundhedstjek for blandt andre voksne med udviklingshæmning med i sit katalog af styrkede patientrettigheder.

Målgruppen er åbenlyst nogle af de svageste, og der er betydelig dokumentation for, at sundhedseffekterne er store – også som bekæmpelse af ulighed i sundhed.

Ring endelig, Ellen Trane Nørby, hvis du har brug for yderligere input.

Regeringens rettighedshad overrasker
Som jeg nævnte indledningsvist, giver regeringens kærlighed til styrkede patientrettigheder mig imidlertid også anledning til en vis overraskelse.

På socialområdet har der nemlig i en årrække været tale om noget, som nærmest må betegnes som en form for rettighedshad. Talrige initiativer på socialområdet har ligefrem forsøgt at undergrave rettigheder til gavn for de svageste.

Eksemplerne på regeringens rettighedshad på det sociale område er flere. Lad mig nævne et par eksempler:

I udspillet til en reform af servicelovens voksenbestemmelser (senest i 2016) var et af formålene entydigt at fjerne og udhule en lang række gældende rettigheder i dansk sociallovgivning – ikke mindst rettigheder for voksne med udviklingshæmning.

Regeringen ønskede blandt andet at fjerne rettigheden til et meningsfuldt beskæftigelses- eller aktivitetstilbud for nogle af de allermest sårbare mennesker med handicap.

I regeringens udspil i forbindelse med revision af servicelovens magtanvendelsesregler var der tilsvarende rettighedsangreb.

Her var planen blandt andet, at mennesker med handicap i botilbud på socialområdet skulle have forringet deres grundlæggende lejerettigheder, således at kommunen fik nemmere adgang til at flytte dem rundt mellem botilbuddene.

Resultatet af de politiske forhandlinger blev i begge ovenstående tilfælde heldigvis noget helt andet.

Men regeringens ambition var ikke til at tage fejl af: Rettigheder er noget skidt på socialområdet, og de skal indskrænkes.

Rettighedsangrebene skal være fortid
I mit hoved er det lidt af et paradoks. Man kan nærmest tale om, at regeringen har en slags had/kærlighedsforhold til rettigheder for blandt andre mennesker med handicap.

Jeg vælger at betragte sundhedsministerens omsorg for de svageste som et vendepunkt i regeringens syn på rettigheder.

For det er uomtvisteligt rigtigt, når Ellen Trane Nørby lægger så stor vægt på rettigheder som et vigtigt redskab til at bekæmpe ulighed.

Og det gælder sandelig også på socialområdet, hvor uligheden i retssikkerhed er markant – mest fordi rettighederne langtfra altid respekteres i praksis.

Mennesker uden ressourcer til selv at klage over kommunens afgørelser, og som ikke har nogle til at hjælpe sig, er rent ud sagt på spanden, når kommunen gennemfører en af de utallige sparerunder, som har rullet hen over handicapområdet de seneste otte til ti år.

Min drøm er, at regeringens rettighedskærlighed kan sprede sig til socialområdet.

At rettighedsangrebene nu er fortid, og at man vil bekæmpe uligheden i retssikkerhed, eksempelvis ved at indføre langt mere præcise rammer om kommunernes sociale afgørelser.

Her er det børne- og socialminister Mai Mercado (K), som har bolden, men vi bistår naturligvis meget gerne fra LEV i dette vigtige arbejde.