Ny regering med positive takter på handicapområdet
Den nye regering lover at forbedre indsatsen for mennesker med handicap. Kvalitet, retssikkerhed, faglighed og specialisering på handicapområdet er nogle af nøgleordene i den politiske forståelse mellem Socialdemokratiet og støttepartierne til en kommende regering. LEVs landsformand glæder sig over retningen, og ser frem til at tage del i konkretiseringen
I det papir, som beskriver den ’politiske forståelse’ mellem en ny socialdemokratisk regering og støttepartierne Enhedslisten, SF og De Radikale, er der flere vigtige sigtepunkter på handicapområdet, mener LEVs landsformand, Anni Sørensen:
- Det er tydeligt, at den kommende regering og støttepartierne har erkendt, at der er et behov for genopretning på handicapområdet. Både når det gælder retssikkerheden for mennesker med handicap og når det gælder kvalitet og specialviden i den faglige indsats. Det er jeg virkelig glad for - det er nogle af de helt centrale sager, som LEV har kæmpet for at få på dagsordenen for en kommende regering, siger Anni Sørensen.
Fokus på kvalitet og retssikkerhed
I forståelsespapiret fremgår det blandt andet, at en ny regering vil arbejde for ”kvalitet og retssikkerhed i tilbuddene til mennesker med handicap og funktionsnedsættelser, og indsatsen skal være præget af en høj faglighed og den nødvendige specialisering.”
Det er ikke beskrevet, hvordan en ny regering vil realisere målsætningerne, men det fremgår, at man vil ”gennemføre en evaluering af den nuværende planlægning og organisering af handicapområdet med henblik på at styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner.” Evalueringen skal gennemføres i samarbejde med ”relevante aktører”.
LEVs landsformand anerkender, at der er grænser for hvor specifik, man kan være i et forståelsespapir. Men det er afgørende, at en evaluering igangsættes hurtigt, og at der prioriteres de nødvendige ressourcer til genopretningen:
- Udfordringerne og deres løsninger er komplekse, og derfor er det naturligt, at man gerne vil gennemføre en analyse. Men evalueringen må ikke blive en syltekrukke. Vi ser igen og igen, hvordan udhulingen af sårbare borgeres retssikkerhed og afspecialiseringen af indsatsen galoperer derudaf i de her år, så det haster med en genopretning. Og en genopretning handler også om flere ressourcer og et stop for de omfattende kommunale besparelser, siger Anni Sørensen.
Hun forventer, at LEV vil få en vigtig rolle i arbejdet med udviklingen af de løsninger, som skal til:
- Børn, unge og voksne med udviklingshæmning er blandt dem, som er ramt allerhårdest i de senere års omfattende forringelser på handicapområdet. LEV har allerede spillet ud med en række konkrete bud på, hvad der skal til. Og derfor forventer jeg selvfølgelig, at LEV bliver inddraget – både i analysen af udfordringerne og i udviklingen af de tiltag, som skal til, siger Anni Sørensen.
Gennemgang af førtidspensionsreformen
Forståelsespapiret angiver også, at der skal foretages en kritisk gennemgang af udvalgte reformer, herunder førtidspensionsreformen. "Målet skal være at rette op på de dele af reformerne, som desværre har medført, at mennesker er kommet i klemme i systemet", skriver den kommende regering blandt andet.
Også denne melding mener Anni Sørensen er positiv:
- Unge med udviklingshæmning blev hårdt ramt af førtidspensionsreformen fra 2013, og derfor glæder det mig, at der er lagt op til, at den nye regering får gjort noget ved de problemer, som den har medført.
Sundhedstjek mangler
Der er flere emner, som LEVs landsformand havde håbet også var blevet prioriteret i forståelsespapiret. Hun savner især en klar melding på, om en ny regering vil indføre et opsøgende sundhedstjek for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Det har længe stået højt på LEVs ønskeseddel, og det bør være noget, der kan skabes flertal bag i et nyt Folketing:
- Socialdemokratiet havde sundhedstjek med i deres handicapudspil i valgkampen, og derfor havde jeg også forventet, at det ville være med i dette papir. Den store ulighed i sundhed – mellem mennesker med og uden et handicap – er uholdbar, og sundhedstjek er et af de vigtige redskaber. Jeg oplever, at der er meget bred politisk opbakning til ideen i Folketinget, og derfor arbejder vi selvfølgelig videre med at få sundhedstjek indført – uanset om det er i forståelsespapiret eller ej, siger Anni Sørensen.