Fra Altinget.dk 01.03.2019

Politikerne skal tage ansvar for nedskæringer på handicappede

Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget tirsdag d. 28. februar 2019

Danskerne er generelt meget solidariske med medborgere, som ikke kan klare sig selv, og som har brug for hjælp til en god tilværelse med indhold og udviklingsmuligheder.

Jeg er fuldkommen sikker på, at et kæmpe flertal af danskerne opfatter gode vilkår for børn, unge og voksne med udviklingshæmning og andre handicap som en meget vigtig del af den såkaldte ’kernevelfærd’. En ’kernevelfærd’, som de er indstillet på skal prioriteres med de samfundsressourcer, der er nødvendige.

Alligevel har vi over det seneste årti oplevet omfattende og gentagne besparelser på hjælpen til blandt andre mennesker med handicap og ikke mindst børn, unge og voksne med udviklingshæmning.

Skåret ned
Besparelserne løber ifølge Socialpolitisk Redegørelse 2018 op i et par milliarder kroner årligt på voksne udsatte og voksne med handicap, og spørger man blandt medlemmerne af LEV, så er omfattende forringelser af hjælpen en del af deres hverdag.

Mennesker med udviklingshæmning har det seneste årti måttet se til, mens der blev skåret ned på muligheden for pædagogisk støtte og ledsagelse, samtidigt med at specialfagligheden i botilbud og andre tilbud er blevet forringet.

Besparelserne er ført ud i livet af kommunerne. Men det betyder altså ikke, at skiftende regeringer og deres folketingsflertal kan fralægge sig ansvaret for udviklingen. Slet ikke. For det er staten og dermed politikerne på Christiansborg, som i de årlige økonomiaftaler har lagt de økonomiske rammer for den kommunale service.

Rammer, som i årevis har ligget betydeligt under det niveau, der er nødvendigt for at følge med i udviklingen af målgruppen for sociale ydelser. Stigende levealder betyder så at sige, at kommunerne har fået ”flere kunder i butikken”, og dette demografiske træk har i årevis ført til velfærdsbesparelser i kommunerne.

Hertil kommer en nidkær budgetlov, som har medført, at kommunerne i årevis har brugt markant mindre på velfærd, end de rent faktisk har lov til. Dette mindre forbrug kan med god ret betragtes som statsligt pålagte besparelser på velfærden.

Skiftende ministre
Men regeringers og folketingsflertals ansvar for nedskæringerne på handicapområdet er ikke blot et spørgsmål om udhuling af kommunernes økonomi til velfærd. Vi har således i samme periode set adskillige lovinitiativer med markante rettighedsforringelser, som skulle gøre det endnu lettere for kommunerne at gennemføre besparelser på hjælpen til mennesker med udviklingshæmning og andre af samfundets mest sårbare.

De skiftende socialministre eller finansministre har sjældent udpeget, hvilke specifikke ydelser eller borgergrupper som skal have forringet deres grundlæggende muligheder for en rimelig tilværelse. Det arbejde har man kommunerne og deres ansatte til – på statens vegne så at sige.

Dermed bliver det også mere tilfældigt, hvem der bliver ramt af velfærdsnedskæringerne – og ikke et resultatet af reel politisk prioritering på Christiansborg.

Løftet socialminister-pegefinger
Hovedansvaret for de forringede vilkår blandt nogle af de mest sårbare i vores samfund ligger derfor hos regering og folketingsflertal. Og det gør hovedansvaret for at rette op også.

Det har knebet gevaldigt med erkendelsen af dette betydelige medansvar hos skiftende socialministre de seneste mange år. Det er som regel blevet til en ’løftet socialminister-pegefinger’, når vi i medierne præsenteres for de kontante og ubehagelige konsekvenser af kommunernes besparelser på eksempelvis mennesker med udviklingshæmning.

Og den løftede pegefinger er stort set hver gang blevet forsynet med en understregning af ministerens egen afmagt: ”Det er kommunernes ansvar, og jeg har tillid til, at kommunerne overholder lovgivningen, og borgerne kan jo altid vælge at klage til Ankestyrelsen.” Og så videre.

Ansvarsfornægtelse
Jeg synes bestemt, at man skal anerkende de gode viljer og formaninger fra socialministrene. Men i det brede billede er der altså tale om en massiv og konsekvent ansvarsfornægtelse for konsekvenserne af egen økonomisk styring af kommunerne.

Jeg håber, at der i den forestående folketingsvalgkamp vil blive taget ansvar for udviklingen i denne del af kernevelfærden. Og at dette ansvar også vil forplante sig i den regering, som bliver resultatet – uanset hvilken farve den så end må ende med at få. Danskerne vil gerne prioritere denne del af kernevelfærden.