IMG_9276.JPG Foto: Joseph Daniel Sam 08.04.2020

Alle børn fortjener en ven

Et nyt storstilet samarbejde mellem Lev, Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer skal bidrage til at fremme livsvilkårene for børn med udviklingshandicap i Ghana. Og det er der hårdt brug for, er meldingen fra Levs formand, Anni Sørensen, der netop er hjemvendt fra Ghana

Af Clavs Sylvest og Arne Ditlevsen

Alle børn fortjener en ven – sådan lyder parolen for det nye samarbejde, der skal give børn med udviklingshandicap bedre livsvilkår og bedre muligheder for at blive inkluderet i samfundet i Ghana. Formand for Lev, Anni Sørensen, er netop vendt hjem fra en tur til Ghana for at sætte projektet i gang sammen med Hanne Friis Kaas, som sidder i bestyrelsen i Spejderhjælpen – der er en fond stiftet af Det Danske Spejderkorps. Det var et intenst og barsk besøg ifølge formand Anni Sørensen.

- Det var barske forhold, jeg oplevede i Ghana. Mange mennesker med udviklingshandicap har meget begrænset mulighed for at leve et godt liv. Mange steder mødes familierne med fordomme og modstand, og der er ingen støtte til familierne, som ofte bliver helt ekskluderede fra lokalsamfundet. De familier har hårdt brug for al den hjælp, de kan få. Derfor er denne indsats, som Lev er en del af, så enormt vigtig.

Stærk alliance med Spejderhjælpen
Lev har en lang erfaring med udviklingsarbejde i blandt andet Ghana. Men det er første gang, at Levs arbejde på det internationale område sker i et samarbejde med en dansk organisation som Spejderhjælpen. Ifølge Anni Sørensen er det et oplagt samarbejde, som har et stort potentiale.

- Jeg har store forventninger i forhold til vores samarbejde med spejderne og Inclusion Ghana. Jeg er sikker på, at de ghanesiske spejdere kommer til at forbedre forholdene for mange børn og unge med udviklingshandicap – børn og unge, der nu bliver accepteret, værdsat og inkluderet i fællesskaber.

Hanne Friis Kaas, der er bestyrelsesmedlem i Spejderhjælpen, rejste sammen Anni Sørensen til Ghana. Mødet med de ghanesiske spejdere gjorde et stort indtryk på Hanne Friis Kaas, og hun glæder sig også over samarbejdet med spejderbevægelsen i Ghana til gavn for mennesker med udviklingshandicap i Ghana.

- Som dansk spejder er det fantastisk stærkt at møde spejdere med samme værdier som en selv ude i verden. Samarbejdet med de ghanesiske spejdere om aktivitet og venskaber mellem spejdere og børn med udviklingshandicap kan kun blive godt!

Spejderne i Ghana skal nu lære om udviklingshandicap og i de kommende år skal der skabes venskaber mellem spejdere og børn med udviklingshandicap. Venskaberne skal hjælpe det enkelte barn til at styrke de sociale relationer og få mere selvtillid. Det er i dag en kæmpe udfordring for børn med udviklingshandicap i Ghana. De er ofte ekskluderede og ensomme, og deres muligheder for anstændige liv, for adgang til skolegang mm. er meget begrænsede. Det skal dette samarbejde mellem Spejderhjælpen, Lev, Danske Handicaporganisationer og Inclusion Ghana ændre på. Alle børn fortjener nemlig en ven.

 

PROJEKTETS VIDERE FORLØB I GHANA
Spejderne skal ud på skoler og i kirker
Lev, Spejderhjælpen og Inclusion Ghana vil nu hjælpe spejderne i Ghana med at skabe kontakt til børn med udviklingshandicap i blandt andet skoler, kirker, på markedspladser og andre steder, hvor det er let at samle folk.

I starten af projektet vil fokus være på at oplyse spejderne, spejdernes forældre og beboerne i lokalsamfundene, fordi de ofte er bange for børn med udviklingshandicap. Fordomme mod mennesker med handicap trives nemlig i stor stil. Efterfølgende skal der udvikles venskaber mellem spejderne og børn med udviklingshandicap.

Projektet omfatter seks distrikter i Ghana. Men målet er, at det på sigt bliver landsdækkende.

PROJEKTETS VIDERE FORLØB I DANMARK
Projektet i Ghana finder sted i perioden 2019-2023. Det sker igennem en større projektbevilling og yderligere støtte fra Spejderhjælpen, som fra 2019 og tre år frem sender deres indtjente midler til projektet. De danske spejdere tjener blandt andet penge på praktiske opgaver såsom havearbejde, rengøring eller oprydning. Indtjeningen foregår primært i den årlige spejderhjælpsuge, som ligger i den sidste uge i september.

Artiklen blev bragt i Lev Bladet nr. 2 2020