2020_2_side 29 - Lev i bevægelse_web.jpg 08.04.2020

Vær med til at udvikle Lev

Lev er som organisation i rivende udvikling på alle fronter. Du kan som bestyrelsesmedlem i Lev være med til at sætte dit præg på den udvikling, som vi er i gang med.

Af Clavs Sylvest, kommunikationsmedarbejder i Lev

Lev leder nemlig efter friske kræfter til sin bestyrelse, der skal sammensættes på ny måde i forbindelse med det kommende repræsentantskabsmøde i november.

Det bliver en mindre bestyrelse, som får en styrket rolle i udviklingen af Lev – både som fællesskab, som handicappolitisk aktør. Samt som kreativ og konstruktiv udvikler af konkrete initiativer til gavn for mennesker med udviklingshandicap og deres familier.

Som bestyrelsesmedlem får du mulighed for at sikre, at Lev fortsat er en stærk politisk stemme i handicapdebatten både lokalt og nationalt. Du bliver et vigtigt bindeled mellem bestyrelsen og Levs medlemmer og frivillige. Samt bindeled til vores sekretariat og direktør. Du kan blive en del af det fællesskab, der skaber politiske resultater til gavn for alle berørte i hele landet.

Bestyrelsen er, næst efter repræsentantskabet, det øverste politiske led i organisationen og fastsætter og skaber de politiske rammer og prioriteringer for Lev.

Lev er det vigtigste talerør for mennesker med udviklingshandicap
Vi kæmper for bedre livsvilkår til mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende. Det har Lev gjort siden 1952, hvor organisationen opstod. I al den tid har frivillige kræfter været grundfundamentet i foreningen til at opnå politisk indflydelse både lokalt og nationalt.

Lev er en stærk repræsentant og det vigtigste talerør for mennesker med udviklingshandicap og har voksende politisk indflydelse både lokalt og nationalt. Du kan være med til at sætte retningen for et Lev, der nu bliver styrket på alle fronter.

Er du interesseret og ønsker at høre mere om, hvordan du som bestyrelsesmedlem får mulighed for at præge udviklingen af Lev? Så tag kontakt til vores direktør Torben Wind, formand Anni Sørensen eller chefkonsulent Stig Christensen i Levs sekretariat, der kan uddybe ovenstående og svare på dine spørgsmål. Husk at opstillingsfristen er 1. juli.

Har du lyst til at være med? Så er der valg til den nye bestyrelse rundt om i landet efter sommerferien. På side 37 i dette blad kan du se de præcise tidspunkter og steder for bestyrelsesvalget.

Artiklen blev bragt i Lev Bladet nr. 2 2020