Særlige besøgsrestriktioner indføres i Aarhus
Social- og Indenrigsministeriet har i dag udsendt en ændret bekendtgørelse om besøgsrestriktioner på det sociale område. Den gælder alene i relation til den særlige corona-situation i Aarhus Kommune, hvor smittetallet er steget markant. Restriktionerne indføres kun i botilbud mv., hvor lederen vurderer, at der er beboere eller medarbejdere, som tilhører en særlig risikogruppe.
Bekendtgørelsen blev offentliggjort i dag kort før frokost, og er udstedt på baggrund af anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed for at begrænse yderligere smittespredning i Aarhus, og for at beskytte beboere i botilbud, som er særligt sårbare over for coronasmitte.
Bekendtgørelsen omfatter kun indendørsarealer i botilbud, opholdssteder for børn og unge, forsorgshjem, kvindekrisecentre mv. beliggende i Aarhus Kommune. Og det understreges, at restriktionerne kun skal indføres, hvis lederen af tilbuddet vurderer, at der er medarbejdere eller beboere i risikogruppen i tilbuddet.
”Med ændringsbekendtgørelsen indføres der et generelt forbud mod besøg på indendørs arealer på sociale tilbud beliggende i Aarhus Kommune. Besøgsrestriktionerne omfatter dog kun sociale tilbud, som har beboere eller medarbejdere, som tilhører en risikogruppe” (Orienteringsskrivelse fra Social- og Indenrigsministeriet).
Forskellen mellem den hidtidige bekendtgørelse og den nye er, at besøgsrestriktionerne skal indføres, hvis lederen vurderer, at der er medarbejdere eller beboere i risikogruppen. I den hidtidige var det op til ledelsen i tilbuddet at vurdere, om det var nødvendigt.
Kun personer i risikogrupper
Men Social- og Indenrigsministeriet har i den særlige Aarhus-bekendtgørelse fastholdt princippet om, at restriktionerne kun skal indføres, hvis der er personer i risikogruppen i tilbuddet. Det glæder Levs landsformand, Anni Sørensen:
- I Aarhus Kommunes første meldinger talte man om, at besøgsrestriktionerne skulle være generelle og omfatte samtlige tilbud i kommunen – uanset om der var personer i risikogruppen eller ej. Det var vi meget bekymret over i Lev, da der vil være urimeligt og diskriminerende, hvis restriktionerne kommer til at omfatte flere end højest nødvendigt. Jeg er rigtig glad for den dialog, vi har haft med ministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed, og at de har lyttet og fastholdt et udgangspunkt, hvor man ser på om det overhovedet er nødvendigt i relation til det enkelte botilbud, siger Anni Sørensen
Anni Sørensen er dog klar over, at besøgsrestriktionerne vil få konsekvenser for mange mennesker med udviklingshandicap i Aarhus. Derfor er det vigtigt at den ophæves igen, så snart det er forsvarligt:
- Der vil helt sikkert være mange AArhusianere med udviklingshandicap, som nu igen afskæres fra at få besøg af deres nære i deres eget hjem. Heldigvis skal besøg fortsat kunne finde sted udendørs, og jeg håber, at håndteringen af udbruddet i Aarhus hurtigt kommer under kontrol, så der igen kan åbnes op for besøg i alle tilbud, siger Anni Sørensen.
Bekendtgørelsen er trådt i kraft i dag den 7. august kl. 11.00, og den vil blive ophævet igen, når smittesituationen i Aarhus igen er kommet under mere kontrol.