Dijana Arsovskis venner må ikke komme på besøg i hendes lejlighed. Så hun er glad for haven bag ved Bostedet Tåsingegade. ”Vi skal være udenfor. Og det er vi så – også når det regner,” fortæller Dijana Arsovski. Foto: Pia Justesen.
02.12.2020
Det er svært at tænke positivt i den her tid
COVID-19 restriktioner gør det vanskeligt at leve et selvstændigt liv, når man har et handicap og bor på et bosted. For Dijana Arsovski er corona stadig en voldsom oplevelse
Af Pia Justesen
Dijana Arsovski sidder udenfor Bostedet Tåsingegade i København. Hun må ikke modtage besøg i sin lejlighed. Men det er heldigvis en lun efterårsdag, og der er stille i haven. Dijana Arsovski drikker te fra termokanden og fortæller, at hun er 25 år. Når hun beskriver sit handicap, siger hun, at der er nogle ting, hun skal have hjælp til. ”Jeg tænker - tror jeg - som en 10-årig.”
Tvunget til at vælge
Til daglig arbejder Dijana Arsovski med at lave medier og events på Juno, som er et arbejdstilbud for borgere med handicap. Da Juno lukkede i marts, sad hun hjemme i sin lejlighed i tre måneder. Dijana Arsovski græd, når hun skulle sove, fordi hun savnede sine kammerater. Endnu mere vanskeligt var det, at Dijana Arsovski skulle vælge to faste personer, som måtte besøge hende. Hun synes, det skulle være muligt at vælge flere end to.
”Man kan jo bare spritte af. Så jeg ikke skulle stå i den situation og vælge mellem min bedste veninde og min kæreste. Det var det værste.”
Dijana Arsovski endte med at udpege sin mor og kæresten.
Institut for Menneskerettigheder udgav i juni en rapport om konsekvenser af COVID-19 for beboere på botilbud. Undersøgelsen viste, at besøgsrestriktioner medførte massiv mistrivsel for nogle beboere, og at restriktionerne også i visse tilfælde gik videre end reglerne tillod. Besøgsrestriktionerne gælder stadig, men Dijana Arsovski er glad for at være tilbage på Juno. Selvom hun synes, det er vanskeligt at overholde reglerne om fysisk afstand.
”Før corona… da krammede vi og sad sådan meget tæt. Vi snakkede og drillede og paffede til hinanden. Det kan vi ikke nu. Vi må næsten ikke røre hinanden. Jeg har en veninde på Juno. Når hun bliver ked af det, så bliver jeg nødt til at trøste hende og kramme hende. Hun kan jo ikke sidde der og græde.”
Retten til et selvstændigt liv
Danmark er medlem af FN’s Handicapkonvention, som fastslår retten til et selvstændigt liv og til at blive inkluderet i lokalsamfundet. Det betyder blandt andet, at personer med handicap har ret til selv at bestemme, hvem de gerne vil have besøg af. Dijana Arsovski synes, at corona gør det er vanskeligt at leve et selvstændigt liv. Hun vil gerne være sammen med sine venner, så de kan støtte hinanden.
”Vi havde aftalt, at vi skulle have pigehygge i min lejlighed. Men det kan vi heller ikke.” Dijana Arsovski griner og fortæller: ”Vi har snakket om, at hvis vi havde rigtig mange penge, så ville vi leje et hotel. Så kunne vi være sammen der. Se film og høre musik og lave noget mad. Bare snakke.”
Ondt i hovedet
Dijana Arsovski synes, at hverdagen er ødelagt. Hun tænker på corona hele tiden, siger hun stille.
”Jeg bliver fysisk træt oppe i mit hoved. Jeg stoler ikke så meget på mig selv mere. Jeg plejer ikke at være sådan en type, som er sur og negativ. Men nu har jeg været oppe at diskutere med min mor. Hun er bange for, at jeg får corona, og jeg er bange for, at hun får den.”
Nogle gange tør Dijana Arsovski næsten ikke at gå på arbejde.
”Der er en fra min klasse, som er i risikogruppen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det. For jeg føler, at hvis jeg skal holde mig to meter væk fra hende, så er jeg en dårlig veninde. Jeg kan ikke få mig sådan rigtig til at gøre det. For jeg vil ikke gøre hende ked af det. Men jeg bliver også nødt til at passe på hende. Det er svært,” siger hun og kigger ned i sin tekop.
At være usynlig
Når Dijana Arsovski ser nyheder om corona, er hun frustreret over, at der aldrig bliver talt om mennesker med handicap.
”Når Mette Frederiksen taler, siger hun ikke noget om os.”
Dijana Arsovski og hendes venner med handicap oplever, at de ikke er velkomne i det danske samfund.
”Vi føler, at vi er sådan nogle, de glemmer. Ligesom vi ikke eksisterer. Ligesom vi overhovedet ikke er her i den her verden.”
