Foto: Hans Juhl 18.02.2020

Emil Falster: Jeg skal også kunne se mig selv i spejlet

Af Clavs Sylvest, kommunikationsmedarbejder i Lev

”Forældre til børn med handicap udsættes for psykisk vold.”

Sådan lyder overskriften på et af de første debatindlæg skrevet af handicapforsker Emil Søbjerg Falster, der inden for det seneste år er blevet en markant stemme i handicapdebatten. Den nu 27-årige ph.d. stipendiat i socialvidenskab ser med forholdsvis nye og friske øjne på problemerne inden for handicapområdet og er blevet overrasket over tingenes tilstand. Så overrasket, at han med egne ord føler sig forpligtet sig til skrive om det.

- Jeg har jo opdaget via min forskning, at der er nogle helt åbenlyse udfordringer inden for handicapområdet. Udfordringer, der er så markante, at det ville være etisk forkert af mig ikke at skrive om det. Der er flere gange, hvor jeg har tænkt, at hvis jeg ikke skrev den her historie, så ville jeg ikke kunne se mig sig selv i spejlet.

Kan du uddybe det?

- Jeg har i forbindelse med min forskning snakket med en masse mennesker. Over halvdelen af alle dem, jeg har besøgt, kan fortælle om, hvordan de direkte eller indirekte er blevet truet af kommunen med en anbringelse af deres børn. Den tendens følte jeg et behov for at skrive om. Det gjorde jeg så i Politiken med en overskrift, der gik på, hvordan forældre bliver udsat for psykisk vold. Efterfølgende fik jeg omkring 100 mails fra forældre, der havde oplevet noget tilsvarende. Det var jeg ret overrasket over, at så mange mennesker havde oplevet. Det havde jeg bestemt ikke regnet med. I det hele taget har jeg været ret chokeret over de groteske sager inden for handicapområdet, jeg er stødt på i min forskning. Og ikke mindst det høje antal af groteske sager.

Mange af dine indlæg har en ret markant og kritisk tone. Er du ikke nervøs for at blive sat i bås som kritiker frem for objektiv forsker?

- Jeg tror egentlig ikke på, at man kan være objektiv som forsker. Det er sådan noget, som matematikere og fysikere er. Når det er sagt, så baserer jeg ikke min kritik på, hvad jeg synes. Jeg baserer min kritik på, hvad jeg er kommet frem til i min forskning. Og det er også mit afsæt i alle de debatindlæg, jeg har skrevet. Det kan udadtil godt virke som om, at jeg har et politisk ståsted. Men hvis man lægger mærke til det, så kritiserer jeg faktisk alle.

Nu er du jo ganske ny forsker inden for handicapområdet – hvad har du været mest overrasket over forskningsmæssigt?

- Jeg er overrasket over, hvor bemærkelsesværdigt lidt forskning, der er på handicapområdet i Danmark. Sammenlignet med eksempelvis Island, hvor man kan læse handicapstudier på universitetsniveau. Det kan man ikke i Danmark, der jo er noget større i hvert fald befolkningsmæssigt. Jeg oplever heller ikke, at der er en efterspørgsel på mere forskning på handicapområdet fra eksempelvis universiteterne, politikerne og fra de mange store fonde, der ofte finansierer forskning. Jeg tror ikke, vi har en tradition i Danmark med forskning inden for handicapområdet, som der er i andre lande.

Hvilke konsekvenser har den manglende videnskabelige fokus på handicapområdet, mener du?

- Det er jo reelt set lidt svært at vide. Men jeg vil vove at påstå, at det har nogle helt åbenlyse konsekvenser, fordi der mangler basal viden om, hvad er det for nogle liv, disse mennesker lever. Jeg tror, vi ville blive meget bedre til at finde ud af, hvorfor mennesker med handicap har lavere livskvalitet end mennesker uden handicap. Det er jo sådan noget, som forskning kan være med til at belyse. Altså hvad er det, der skaber barrierer og udfordringer for disse mennesker. Og hvordan kan man løse disse problematikker. Den basale viden mangler vi.

Du har en uddannelsesmæssig baggrund inden for offentlig forvaltning. Hvad mener du er de største problematikker inden for den offentlige varetagelse af handicapområdet?

- Jeg tror, den største udfordring på området i dag er, at der ikke er sammenhæng mellem antallet af mennesker, der har behov for hjælp og støtte og så de udgifter, vi bruger på området. Der skal ikke være en systematisk underfinansiering, som vi ser i dag. Fordi det betyder, at kommuner er nødt til at spare og lave nogle uheldige løsninger for at få det til at hænge sammen. Det er jo en direkte konsekvens af, at politikerne ikke har evnet at prioritere det her område økonomisk.

Der er en skarp kritik af kommunernes håndtering af handicapområdet. Blandt græsrodsbevægelser er der et udpræget ønske om, at kommunernes skal fratages hele det specialiserede socialområde. Hvad tænker du om den løsning?

- Ud fra, hvad jeg har af viden om området, og det er jo stadig sparsomt, så er løsningen ikke at fratage den opgave fra kommunen. Det gør det nemlig ikke nødvendigvis bedre. Jeg tror, der er nogle helt grundlæggende ting at gøre op med. Dels hvor lang tid man kan blive ved med at underfinansiere dette område. Og dels gøre op, hvad er det for nogle forhold, vi gerne vil tilbyde mennesker med handicap i dette samfund. Nu har området været underfinansieret i så mange år, at det reelt set er klart nok, at kommunerne ikke kan følge med. Og så mangler der mere specialiseret viden på området, som jeg vil mene gik tabt, da opgaven gik fra amterne og over til kommunerne. Og den viden skal kommunerne blive bedre til at opsøge.

Du afleverer din ph.d. om halvandet år. Vil du fortsætte inden for handicapområdet, når du har afleveret din ph.d.?

- Ja, det håber jeg. Hvis jeg får mulighed for det. Jeg er jo blevet utroligt inspireret og interesseret i området via min forskning. Og jeg har masser af idéer til mere forskning inden for handicapområdet, som jeg meget gerne vil folde ud, hvis jeg får mulighed for det. Men det er som nævnt ikke det nemmeste at finansiere forskning inden for handicapområdet. Men jeg håber da, at jeg får mulighed for at føre nogle af mine idéer ud i livet, og at jeg fortsat kan blive ved med at skrive debatindlæg.

Artiklen blev bragt i Lev Bladet nr. 1 2020