Fra Altinget.dk 22.01.2020

Regeringen skal evaluere konsulenters økonomiske incitament

Debatindlæg af Anni Sørensen, formand i LEV, bragt i Altinget tirsdag den 21. januar 2020

Altingets afsløring af private konsulentfirmaers jagt på besparelser i handicap-tilbud er det seneste eksempel på den igangværende udhuling af kvalitet og faglighed i indsatsen på handicapområdet.

En absurd og uetisk forretningsmodel baseret på incitamenter til at gennemføre de størst mulige forringelser af tilværelsen for en sårbar gruppe mennesker, der ofte har rigtig svært ved at forsvare sig selv.

Ødelæggende specialisering
Den slags kommunal myndighedsadfærd – hvad enten der er konsulenter involveret eller ej – er motoren i den ødelæggende afspecialisering, som længe har kendetegnet handicapområdet. Kvaliteten, fagligheden og borgerenes retssikkerhed i højt specialiserede tilbud er under voldsomt pres – og det har store negative konsekvenser for nogle af samfundets mest sårbare og udsatte mennesker. Ikke mindst børn, unge og voksne med udviklingshandicap.

Men måske nærmer vi os nu enden på en ti år lang periode, hvor handicaporganisationers opråb er blevet mere eller mindre ignoreret?

Jeg synes i hvert fald, at der kan spores en mere reel erkendelse af krisesymptomerne på handicapområdet - også på Christiansborg.

Nu må det bare ikke blive ved den sympatiske erkendelse – den skal omsættes i virkningsfuld politisk handling.

Virkningsløse initiativer
Forståelsespapiret mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag peger i den rigtige retning. Det fremgår således, at der skal igangsættes en evaluering af ”… den nuværende planlægning og organisering af handicapområdet” med det formål at ”… styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner.”

Gode ambitioner, som også bekræftes i finanslovsaftalen for 2020.

For mig lyder det som politisk vilje til andet end kosmetiske justeringer.

Overfladisk kosmetik var netop, hvad der kendetegnede initiativerne i forlængelse af evalueringen af kommunalreformen i 2013.

Allerede dengang var der tydelige tegn på afspecialisering på handicapområdet – og Christiansborgs initiativer oven på evalueringen så da også handlekraftige ud ved første øjekast: Vi fik National Koordination i Socialstyrelsen, mulighed for driftspålæg med videre.

Men som udviklingen siden da viser, så var 2013-initiativerne tæt på virkningsløse i forhold til en galopperende afspecialisering.

Myndigheds- og finansieringsansvar blev negligeret
Når regeringen skal fastlægge kommissoriet for den lovede evaluering af handicapområdet, er det derfor afgørende, at man ikke gentager fejlen fra 2013.

Svigter man endnu engang det håb, som nu er sået blandt mennesker med handicap og deres familier, går det helt galt.

Evalueringens kommissorium skal afspejle en erkendelse af, at nedbrydningen af retssikkerhed, specialisering, kvalitet og faglighed i tilbud på handicapområdet er begrundet i mindst to mekanismer: Det handler således både om kommunernes incitamenter i forbindelse med drift af tilbud, og det handler om incitamenterne i forbindelse med deres varetagelse af myndigheds- og finansieringsansvaret.

Den afgørende mangel ved initiativerne efter 2013-evalueringen var netop, at man udelukkende havde fokus på driften af tilbud. Kommunernes håndtering af deres myndigheds- og finansieringsansvar blev negligeret. Og netop derfor fik initiativerne beskeden effekt.

National Koordination og driftspålæg hjælper overhovedet ikke, hvis borgere med behov for indsatsen ikke visiteres til de rette specialiserede tilbud.

Den model, som skal udvikles på baggrund af regeringens evaluering, skal først og fremmest sikre, at det aldrig bliver en god forretning for kommunerne – eller for kreative konsulenter – at svigte mennesker med omfattende komplekse handicap for at score en kortsigtet gevinst.

Økonomisk barriere
Det kræver for det første, at regeringen ser i øjnene, at der er behov for en økonomisk genopretning af et handicapområde, som har været underfinansieret i en årrække.

Men for mig at se kræver det også en ny model for området, hvor en større del af udgifterne til de specialiserede tilbud finansieres på tværs af kommunerne – og hvor der indføres en balancering af den kommunale visitationskompetence i forhold til disse tilbud.

Konkret kunne man forestille sig, at finansieringen af de specialiserede handicaptilbud blev omfattet af en model med et element af såkaldt objektiv finansiering – opkrævet på tværs af kommunerne på baggrund af befolkningstal – eller ydet fra staten.

En delvis objektiv grundfinansiering af højt specialiserede sociale tilbud (kommunalt, regionalt og privat/selvejende drevne) skal nedbringe den takst, som kommunerne betaler for den enkelte borger, der visiteres til disse tilbud.

Det vil yde et vigtigt bidrag til at reducere den enkelte kommunes økonomiske barrierer for, at sårbare borgere får den rette specialiserede indsats.

Et objektivt finansieringselement på dette område vil desuden fungere som en form for mellemkommunal udligning på handicapområdet.

Den enkelte kommune vil få reduceret den budgetusikkerhed, som i dag er forbundet med handicapområdet, hvilket både burde være i mange af kommunernes og i borgernes interesse.

En slags gatekeeper
Men hvis en model med et element af objektiv grundfinansiering skal have gang på jord, så skal den balanceres af en tværgående myndighedsfunktion.

Når taksten for pladser i specialiserede tilbud sænkes, så er det nødvendigt at forebygge risikoen for, at kommunerne pludselig vil visitere hvem som helst til disse højt specialiserede tilbud. Uanset om borgeren har et behov, der matches af tilbuddet eller ej.

Økonomiske incitamenter virker jo også den anden vej, kan man sige.

Det kan gøres ved at etablere en nationalt eller regionalt forankret myndighedsfunktion, som skal tage stilling til kommunernes visitationer til tilbud omfattet af grundfinansieringen.

En slags gatekeeper-funktion med et højt fagligt vidensniveau i forhold til komplekse handicap og den indsats, som skal til.

Et sådan ekstra myndighedsniveau vil dels skulle sikre, at kommunerne ikke overforbruger højt specialiserede tilbud på grund af de ændrede økonomiske incitamenter.

Men det vil ligeledes kunne yde et meget væsentligt bidrag til den styrkelse af borgernes retssikkerhed og den faglige kvalitet, som regeringens forståelsespapir faktisk også proklamerer skal forbedres.

Kommunerne skal ikke stå alene
På et tværgående nationalt eller regionalt niveau vil det således være langt mere realistisk at fastholde, opbygge og videreudvikle det vidensniveau, som er nødvendigt, når mennesker med omfattende og komplekse handicap skal matches med de rette tilbud – den rigtige indsats.

Og når det kommer til stykket, så er god retssikkerhed jo meget andet end formelle klagemuligheder, svarfrister og høringsret – god retssikkerhed er i høj grad også, at borgeren tildeles og modtager den rette specialiserede indsats.

En model som denne afføder naturligvis en lang række vanskelige spørgsmål, der skal analyseres og afklares. Hvor skal snittet lægges i forhold til specialiserede tilbud omfattet af en specialeplan og en grundfinansiering?

Hvordan indbygges den fornødne dynamik, som sikrer løbende optagelse af nye tilbud? Hvordan håndteres akutte foranstaltninger og indsatser?

Og en hel del andre spørgsmål, som den lovede evaluering forhåbentlig vil give et bedre grundlag for afklaringen af.

Som det fremgår, tager mine overvejelser udgangspunkt i, at handicapområdet fortsat er forankret i kommunerne.

Det er for mig at se det eneste realistiske – også politisk. Men kommunerne hverken kan eller bør stå alene med hele ansvaret – hverken økonomisk eller i forhold til den faglige kvalitet, sådan som det er i dag.

Det må være det helt grundlæggende udgangspunkt for den evaluering, som regeringen forhåbentlig snart sætter i gang.