Michela og Heidi i feststemning_web.JPG De to højskoleelever Michela (th.) og Heidi i feststemning 08.07.2020

Højskoleophold i en corona-tid

Michela Lykkegaard Døssing afsluttede sit ophold på Djurslands Folkehøjskole den 20. juni. Et to år langt ophold der på mange måder har rustet hende til det liv, hun nu skal i gang med. Men som på grund af corona-epidemien var lige ved at køre af sporet til sidst.

- Det har været en fantastisk oplevelse, det bedste i hendes liv at hun kom på højskole. Det har givet hende en øget selvstændighed og selvtillid. Michela har gået på forskellige linjer som friluftslinjen og linjen med teater, sang og drama, og selv om hun ikke har noget sprog, stiller hun sig op og synger foran andre mennesker. Hun er blevet meget mere modig og har fået en masse nye venner.

Det fortæller Michelas mor, Susanne Døssing.

Corona-udbruddet – og den efterfølgende kollektive nedlukning – ramte imidlertid Michela hårdt. Hun var hjemme i 12 uger. Og 22 årige Michela kan ikke underholde sig selv, så hendes mor og far måtte skiftevis være der for hende. Men det var slet ikke nok.

- Efter otte uger var jeg alvorligt bekymret for, at hun var ved at få en depression. Hun havde det rigtig skidt, var sur og ked af, klagede over hovedpine og blev indelukket. Både min mand og jeg skulle begge passe vores arbejde og havde rigtig travlt, så Michela var overladt til at skulle underholde sig selv. Vi var naturligvis hjemme hos hende på skift og sørgede for, at hun fik morgenmad og frokost, men hun måtte underholde sig selv, og det blev rigtigt svært for os alle. Michela har behov for at blive guidet og inspireret både til selvstændige aktiviteter og for at kunne indgå konstruktivt i samværet med andre. Det blev til lidt puslespil og tegning, men mest sad hun med sin iPad eller så film.

- Jeg kontaktede Aarhus Kommune og heldigvis tilbød de hende et aktivitetstilbud de sidste to uger, inden hun kunne komme tilbage til højskolen. Det gav hende et afbræk og lidt nye impulser, uddyber Susanne Døssing.

Ensomhed under coronaen
Den 2. juni kunne Michela vende tilbage til Djurslands Folkehøjskole. Så selv om virkeligheden og samværet med de øvrige elever og lærere ikke var som før, var det skønt for hende at få de sidste 18 dage på skolen.

Michelas oplevelser de seneste måneder er på ingen måde unik. Det fortæller Heidi Vølcker, forstander for Djurslands Folkehøjskole:

- Mens vi var lukket ned, var der rigtig mange, der ringede til os. De kedede sig, og mange var ensomme. En af dem, der ringede oftest, var i røret en morgen klokken 06:00 med en god ide: ”hvis nu eleverne kunne bo i telt eller shelter, så kunne de da godt komme på skolen.” Det viser bare, hvor isoleret mange har været.

Heidi og højskolen er nu i fuld gang med at forberede sig på næste skoleår. Lige pt. er corona-retningslinjerne i forhold til, hvor tætte man må være, rengøring mm. som før sommerferien. Men hun forventer, at nye, og lempeligere, retningslinjer er lige om hjørnet.

- Uanset hvad, får vi det til at fungere, siger Heidi Vølcker.

Michela Lykkegaard Døssing er ikke blandt næste års kursister, men hendes mor er ikke i tvivl om, at hun kommer tilbage.

- Hun er så begejstret for skolen, at hun nok skal komme tilbage. Vi overvejer i øjeblikket, om hun kan tage sin STU på højskolen. Det afhænger blandt andet af, at Aarhus Kommune indvilger i at give hende en plads i en anden kommune, siger Susanne Døssing.

Uanset hvor Michela tager sin STU, så er det først om et år, at det bliver aktuelt. Lige nu og her handler det for hende om at flytte ind i et nyt botilbud i Mårslet sammen med seks andre unge – heraf fire, som hun har lært at kende på højskolen. Et højskoleophold kan føre mange ting med sig.

I øjeblikket er Djurslands Folkehøjskole fyldt med sommerkursister. Hvis man ønsker at vide mere om højskolen og skolens efterårsprogram så læs mere på www.djfh.dk.