Nu venter vi igen på lempelse af besøgsrestriktionerne
Siden besøgsrestriktionerne på bosteder trådte i kraft den 18. marts, er reglerne blevet gradvist lempet flere gange. Alligevel får Lev stadig mange henvendelser fra pårørende, som afskæres fra at besøge familiemedlemmer i egen bolig. Der er akut brug for handling, mener Levs landsformand.
Med den seneste ændring af besøgsrestriktionerne er der åbnet op for besøg på udeområder, samt indendørs besøg i borgerens egen boligdel, såfremt lejligheden eller værelset har egen indgang. Men de nye og mere lempelige regler er langt fra gennemført alle steder. Lev modtager fortsat mange henvendelser fra pårørende, der er afskåret fra at besøge deres pårørende i hans eller hendes egen bolig. Det er uholdbart, mener Levs landsformand, Anni Sørensen:
- Den ganske beskedne lempelse af besøgsrestriktionerne trådte i kraft for tre uger siden. Men i Lev får vi stadig mange henvendelser fra frustrerede pårørende, som oplever, at de nye regler ikke følges. Det er fuldkommen uacceptabelt – særligt når man tænker på på de omfattende konsekvenser , som vi ved, det har for beboernes trivsel og mentale sundhed, når de ikke får mulighed for at kunne få besøg, pointerer Anni Sørensen.
Ingen klage til Ankestyrelsen, men til kommunen
Lev har lige siden starten af coronakrisen efterlyst en klagemulighed for pårørende, når der opstår uenigheder om den konkrete forståelse af blandt andet besøgsrestriktioner. Bekendtgørelserne udelukker, at man kan klage til Ankestyrelsen over beslutninger, som en botilbudsleder har truffet i denne sammenhæng. Men det er nu endelig blevet afklaret, at pårørende og borgeren kan klage til kommunen, og at kommunen skal behandle den klage.
- Vi kan høre på henvendelserne, at det fortsat er ledelsen på det enkelte botilbud, som nogle gange blokerer for besøg, selvom det burde være omfattet af den seneste lempelse. Det efterlader de pårørende magtesløse, hvis de er uenige i ledelsens tolkning af situationen. Derfor har vi hele tiden ment, at der er behov for, at pårørende kan få prøvet ledelsens beslutning, allerhelst ved en anden og uafhængig instans.
- Nu har Lev i dialog med Social- og Indenrigsministeriet fået afklaret, at pårørende stadig har mulighed for at klage til borgmesteren. Ministeriet pointerer, at bekendtgørelserne om besøgsrestriktioner ikke sætter de almindelige muligheder for at klage over en tilbudsledelse ud af kraft. Det er en vigtig tydeliggørelse af klagemulighederne, selvom det ikke er nær så stærkt som, hvis man kunne klage til Ankestyrelsen eller en anden uvildig myndighed, siger Anni Sørensen.
Uholdbar langsommelighed
Den 21. maj indgik regeringen og samtlige partier i folketinget en aftale om genåbningens fase 2, hvor yderligere afvikling eller lempelser af besøgsrestriktionerne blev stillet i udsigt. Fra den politiske aftale fremgår det blandt andet, at: ”Partierne er enige om, at retningslinjerne for besøgs- og aktivitetsrestriktioner på fx plejehjem, hospice, psykiatri, bosteder, beskyttet beskæftigelse, kriminalforsorgens institutioner mv. afvikles eller tilrettes, i det omfang det er sundhedsmæssigt forsvarligt.”
Men der er stadig ikke kommet nogen bekendtgørelse om disse yderligere lempelser af besøgsrestriktionerne, og det mener Anni Sørensen er helt uholdbart.
- Vi ser det samme mønster som ved tidligere lempelser af besøgsrestriktionerne eller ved genåbningen af beskæftigelses- og dagtilbud. Det tager meget lang tid for ministeriet at udsende de nye bekendtgørelser, som skal føre politikernes beslutninger ud i livet.
- Det er nu to uger siden, at politikerne blev enige om yderligere lempelser, men vi kan nok tidligst forvente en ny bekendtgørelse i løbet af den kommende uge. Det er uholdbart, at der igen skal gå så lang tid. Alt for mange mennesker med udviklingshandicap, har nu været afskåret fra at se deres familie i to en halv måned og de er dermed taberne i de her langstrakte forløb, siger Anni Sørensen.
Lev har i flere omgange rejst kritikken over for Social- og Indenrigsministeriet, og opfordret til, at man sætter mere skub i processen med bekendtgørelserne. Lev har desuden opfordret til, at ministeriet blandt andet i den kommende bekendtgørelse om besøgsrestriktioner tydeliggør, at der trods alt stadig er mulighed for at klage til borgmesteren over beslutninger truffet med henvisning til de særlige corona-regler.