Foto: Helle Judith Thomasen 26.06.2020

Tines livline sidder på taget af kolonihavehuset

Af Helle Judith Thomasen, freelancejournalist

En lille dims på Tine Danielsen Lydens mave - en censor, en sender og mobil­telefon om halsen. Det er tre livsvigtige elementer i 33-årige Tines liv.

Sidste forår fik Tine konstateret diabetes 1-sukkersyge, så nu skal hendes mobil være mættet af strøm døgnets 24 timer. Det sørger et solcelleanlæg på koloniha­vehusets tag for.

Tine bor med sin mand, 33-årige Peter Alexander Danielsen Lyden, i kolonihavehuset fra april til oktober.

Peter er hendes bodyguard, handler ind og tilbereder mad, mens Tine er husmoren, som passer hjemmet, sørger for rengøring og vasketøj. Hun har en meget sjælden kromosom-defekt, der for hende har medført, at hun ikke kan læse, har nedsat syn og lav vækst.

Tine blev bidt af en hund for 20 år siden. Derfor går hun aldrig ud alene. Hun får det psykisk dårligt og får angstanfald, og efter forskellige terapeutiske forsøg på at træne hende i det, er hendes forældre stoppet med det.

De daglige stik
Derfor vil Tine være alene hjemme, når det atter bliver ok, at Peter går på arbejde i det beskyttede værksted, Grønnemose-værkstederne.

Er der noget, der ikke dur, bliver hun ked af det, eller har hun brug for at få læst en historie eller et blad, ringer hun oftest til sin far, Erik Danielsen.

Han er der efter fem minutter. Hendes mor, Anette Bregninge Andersen, kan være der efter ti minutter. Begge er dog altid ved telefonen 24/7. Anette er også koblet op på Tines mobil, så hun hele ti­den kan følge med i tallene og slå alarm, hvis der sker noget.

Hver morgen skal Tine have et skud insulin. Før coronaen kom en fra hjemmeplejen og hjalp med det. Men i dag er virkeligheden en anden.

- Det skal være de samme voksne, der stikker, så hendes far og jeg aftaler, hvordan vi fordeler det. Tine har ikke lyst til at gøre det selv, og Peter skal ikke have det store ansvar, hverken nu eller sidenhen. Det ansvar tager vi forældre på os, slår Anette fast.

Et pragtfuldt fristed
Tines far købte kolonihavehuset til Tine og Peter for syv år siden. Sammen med Peter har han slået mange søm i, sat tagplader op, restaureret, lavet terrasse og i det hele taget været med til, at Peter kunne bruge sin energi – med blandt andet en ADHD-diagnose oveni sit ud­viklingshandicap.

Livet i kolonihavehuset er et paradis, fyldt med frihed, fuglefløjt og fred. Der er udekøkken, rindende koldt vand, et das og masser af grøntager, de selv dyrker.

Inde i stuen hygger undulaterne, Ozzy og Stella, sig. På græsplænen står kani­nen Sorte. Alle kæledyr er også på ferie. Til oktober flytter de hjem til lejligheden på Femte Maj Plads, og Sorte bor i sit bur på én af altanerne.

Livet i kolonihavehuset er pragtfuldt. Det har deres venner, som bor i botil­bud, også opdaget.

- Det er et fristed for os. Vi savner bare i øjeblikket, at vores venner kan komme og besøge os, så vi kan grille, når Peter tænder op. Det er så dejligt, når de er her, siger Tine.

Mad i faste rammer
Da Tine fik konstateret diabetes, skulle ikke bare Peter lære om det. Det skulle Tines forældre jo også. Parret spiste ofte junkfood, gjorde hovsa-indkøb i en dagligvarebutik og havde ingen faste spisetider.

Men nu skulle der andre boller på sup­pen. Med storesøster Ninas hjælp fandt de frem til Måltidsboxen, så nu får Tine og Peter gode, sunde, varierede aftens-måltider leveret ved døren.

Resten af dagens måltider køber de selv ind til, og de er blevet gode til at finde produkter i butikkerne, der er velegnede for en med diabetes.

Kunstner fra barnsben
Fra Tine kunne holde på en blyant, har hun altid tegnet, farvelagt og malet. Derfor er kolonihavehusets vægge prydet af store og små billeder. Skabslå­ger i køkkenet er dekoreret, og på den nye terrasse, som er skabt i nogle af corona-ugerne, hænger også arbejder fra hendes hånd.

Det var derfor helt naturligt, at det blev Rudolf Steiner Skolen i Ølsted, som fik Tine som elev i sin tid, og hun fik ti supergode år dér.

De ville bo for sig selv
Efter de ti år i skolen gik turen videre til Brangstrup Skole i Ringe, som undervi­ser unge med særlige behov. Her mødte hun Peter. De var kærester on and off i årene, der kom, men fandt dog ud af til sidst, at de ikke kunne undvære hinanden.

Tine studerede videre på CSV, Center for Specialundervisning, i Svendborg, og boede på CSV-kollegiet. Men det var ikke lige hende.

Hun gennemførte dog studiet, og da fremtiden med Peter skulle planlægges, var de begge enige om, at de ville leve deres eget liv. Peter og hans mor fik dem skrevet op til en lejebolig. Dér bor de nu på 11. år.

For fem år siden blev Tine og Peter gift og holdt stor fest i kolonihavehuset.

For tre år siden planlagde de med Tines far en alene-tur i bus til Tyskland. Da Anette hørte om det, trak hun lige vejret en ekstra gang:

- Tine har som barn været med på mange flyture til ind- og udland, og har boet på hoteller, så hun kender til rytmer med morgenmad, afgang og ankomst. Men hun kan ikke læse. Så hvis guiden nu deler en masse materiale ud, hvad så? Guiden har jo andre kunder end Tine og Peter.

Anette ringede derfor resolut til rejse­selskabet og fik en god snak. Derefter fandt hendes puls sit normale leje igen, og turen gik strålende.

Peter har aldrig prøvet at flyve. Det snakker de om nu. Måske bliver den drøm til virkelighed næste år.

Foreløbig udlever de drømmen hver dag i kolonihavehuset.

Artiklen blev bragt i Lev Bladet nr. 4 2020