Mennesker med udviklingshandicap kan være særligt udsatte i forbindelse med Corona-virus
Levs landsformand Anni Sørensen opfordrer til skærpet fokus på de udfordringer, som mennesker med udviklingshandicap står med
Set i lyset af de seneste dages begivenheder, er det vigtigt, at vi står sammen og hjælper dem, der har allermest brug for det. Mennesker med udviklingshandicap kan desværre være særligt udsatte for smitte af Corona-virus af forskellige årsager. Blandt andet fordi der vil være mennesker med udviklingshandicap, der ikke er i stand til at forstå og efterleve Sundhedsstyrelsens retningslinjer for begrænsninger af smitte, og der vil også være mange med særlige helbredsmæssige udfordringer.
I en pressemeddelelse fra Social- og Indenrigsministeriet fastslås, at mennesker med handicap fortsat skal have den hjælp, de har brug for: Pressemeddelelse Ministeriet.
Lev er selvfølgelig aktiv med at sprede budskaber om, at Levs målgruppe kan være særligt udsatte. Kommunerne skal have tilstrækkelig opmærksomhed på denne problematik. Det er vigtigt, at der også på lokalt plan udarbejdes strategier og handleplaner, så der tages særlige hensyn til mennesker med udviklingshandicap.
Det er mit indtryk, at der både i ministerier, i kommuner mm. er opmærksomhed på disse udfordringer. Men der er behov for skærpet fokus.
Der er ingen tvivl om, at der i de kommende uger vil være mærkbare konsekvenser for mange mennesker med udviklingshandicap. Det gælder eksempelvis lukning af beskyttede værksteder og aktivitets- og samværstilbud, som vil berøre mange.
Husk at passe godt på jer selv - men især på alle andre.
Med venlig hilsen
Anni Sørensen