09.11.2020

Hver anden sag afgøres forkert

Af Thomas Davidsen, freelancejournalist

Nye tal fra Ankestyrelsen viser, at borgere, der har anket kommunens afgø­relse, får medhold i intet mindre end 46 procent af sagerne på voksenhandi­capområdet. Sagen bliver hjemvist til genbehandling i kommunen, eller afgørelsen bliver ændret i overensstemmelse med Ankestyrelsens bedømmelse.

De mange fejl går ikke kun ud over borgere, der har overskud til at føre en ankesag. Tilfældige stikprøver, som Ankestyrelsen har foretaget, tyder på, at der er lige så mange fejl i de sager, som borgerne ikke har klaget over.

Der er tale om en enorm stigning i andelen af fejlafgørelser. I dag er fejlprocenten næsten 50, for tre år siden var det hver femte sag, der blev omgjort. Hvad er gået galt?

Presset økonomi og pres ovenfra
Der er nok ikke kun én årsag til stigningen, mener studielektor fra Social Law Research Centre på Juridisk Institut på Aalborg Universitet, Søren Blæsbjerg.

”Det er meget markante fejl, vi ser i mange sager. Og man skal huske på, at kommunen har kigget på sagerne to gange, fordi de er forpligtet til at revurdere dem, inden de bliver sendt videre til Ankestyrelsen. Det er derfor nærliggende at overveje, om sagsbehandlernes kompetencer er tilstrækkelige. Er der brug for mere sparring og faglig opdatering?”

Dernæst er den pressede kommunale økonomi sandsynligvis en væsentlig årsag til stigningen, vurderer Søren Blæsbjerg.

”Økonomien var også presset for mere end tre år siden, men det er værd at se på, om presset på sagsbehandlerne er steget.

I mange kommuner har man for eksempel arbejdet sammen med private konsulenter for at finde besparelser – de såkaldte ’besparelses­konsulenter’. Er det et udtryk for en generel kultur med et mere udtalt pres ovenfra om at gå til kanten?

Kommunerne ved, at der ikke er sanktioner, når de går ud over kanten. De taber blot en sag, som de i mange tilfælde ligefrem bliver belønnet for at tabe, fordi de sparer pengene til den hjælp, de skulle have leveret.

Så det kan godt være, at det skal overvejes, om der kan indføres nogle økonomiske incitamenter i kommunerne, eksempelvis en godtgørelsesord­ning. For det er meget foruroligende hvor mange fejlafgørelser, der bliver truffet, og hvor stor stigningen har været,” siger Søren Blæsbjerg.

Stressede sagsbehandlere
Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Ditte Brøndum vurderer, at problemet har tre hovedårsager: Tidspres, kompliceret jura og pres ovenfra i systemet.

”Det er veldokumenteret, at socialrådgivere er mere stressede end nogen anden faggruppe. Og her er tidspres en af de værste stress-faktorer. Man har ikke tid til at tage den ekstra samtale med borgeren, der gør, at man får belyst sagen ordentligt.

Resultatet er, at borgeren ikke føler sig set, hørt og forstået. Det er en kultur, som inviterer til fejlafgørelser.”

Kassetænkning
En anden årsag er den mere og mere kompli­cerede lovgivning på området, vurderer Ditte Brøndum.

”Der er et stort behov for efteruddannelse, for der kommer hele tiden flere detaljer ind i reglerne, som derfor bliver sværere at overskue for sagsbehandlerne,” siger Ditte Brøndum.

Den tredje årsag til fejlafgørelser er det pres, sagsbehandlerne tydeligt kan mærke på at følge nogle faglige vurderinger, der passer med kommunens økonomi, vurderer hun.

”Kommunerne har fået færre penge til de sociale indsatser samtidig med, at vi ser en stigning i antallet af børn og voksne med diagnoser. Det medfører et stort pres på kommunerne, som ender på sagsbehandle­rens bord.

Det kan være svært at bevillige borgeren det, man egentlig gerne vil, fordi der er et udtalt eller uudtalt pres på at bevilge mindst muligt,” siger Ditte Brøndum.

Rum for fortolkning
Direktør i Min Private Rådgiver Linda Klingenberg har erfaring med begge sider i sager, der går i hårknude mellem en borger og en kommune. I starten af karrieren arbejdede hun i flere forskellige kommuner som juridisk fuldmægtig og afdelingsleder. Men siden 2016 har hun som selvstændig jurist med speciale i handicapområdet ført mange sager for borgerne.

Rummet for fortolkning i serviceloven er stort, og med få undtagelser kan kommu­nerne helt lovligt dække borgernes behov, som de vil, vurderer hun.

”Det meste er formuleret i bløde og runde vendinger, såsom at borgerne skal have ’det, der er brug for’, ’det, der er nødvendigt’.

Men hvis man som sagsbehandler gang på gang oplever at få en ydelse til en borger underkendt på et højere niveau, så begyn­der man at tænke, ’måske bliver jeg nødt til at skrue ned på borgernes vegne, indtil jeg rammer et niveau, hvor mine afgørelser glider glat igennem’.

De dygtigste sagsbehandlere forstår at beskrive borgerens behov på en måde, så ledelsen er nødt til at sige ja. Men der er også dem, der bevidst eller ubevidst træffer deres afgørelser, så de tilfredsstiller ledel­sen,” siger hun.

Går den så går den
Hvis Linda Klingenberg skulle pege på én ting, som kunne nedbringe antallet af forkerte afgørelser, så ville det være at gøre det nemmere for sagsbehandlerne at ændre en afgørelse.

”Der er en anti-undskyldningskultur i det offentlige, som gør det svært at indrømme en fejl. Sagsbehandlerne skal forbi deres chef og have en godkendelse på den nye afgørelse. Det prøver man at undgå. Og så sker der det, at man tænker ’går den så går den, og hvis borgeren klager, så må den bare en tur forbi Ankestyrelsen.”

Det er ikke Linda Klingenbergs indtryk, at man i kommunerne har nogen særlige problemer med at tabe en ankesag.

”Det bliver ofte fejet væk med et ’nå ja, der var vi uenige, men Ankestyrelsen ken­der ikke virkeligheden i kommunerne’. Men det store problem er heller ikke antallet af sager, hvor Ankestyrelsen underkender kommunens afgørelser, for der er ikke så mange af dem. Det er derimod alle de fejl­afgørelser, der aldrig kommer for en dag, som bevirker, at borgere i uvidenhed eller opgivenhed overfor systemet lever med mindre ydelser, end de har krav på,” siger Linda Klingenberg.

 

LET LÆST
Mange klager over afgørelser i deres kommune. Nye tal viser, at næsten halvdelen får ret i deres klage. Den dårlige sagsbehand­ling skyldes blandt andet meget pressede sagsbehandlere. Og måske får disse at vide fra deres chefer, hvordan en afgørelse skal være. Det burde være borgernes behov, der var afgørende. Men kommunerne kan være ligeglade – de bliver ikke straffet.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 7 2020