Lykkeliga - Katrine.jpg Foto: Thomas Sjørup 12.10.2020

LykkeLiga-træneren: Det lever op til meget mere, end jeg havde regnet med

Katrine tog initiativ til at lave et LykkeLiga-hold i sin egen håndboldklub i Svebølle på Sjælland. Efter et halvt år består holdet af 11 glade børn. Og trænerne er helt høje, når de har været sammen med ungerne.

Af Arne Ditlevsen

Hvorfor er du blevet LykkeLiga-træner?

”Jeg har selv spillet håndbold i mange år. Og jeg faldt fuldstændig for LykkeLigaen efter et dokumentar-program på TV2. Det ville jeg være en del af, så jeg tog kontakt til Rikke Nielsen i februar for at starte et hold op i min egen klub SBI (Svebølle Boldklub og Idrætsforening 2016).”

”Bestyrelsen i klubben bakkede 100 procent op om det, og så gik vi i gang.”

Nu, nogle få måneder efter, er der 11 spillere på holdet i alderen 4-13 år.

”Jeg havde ingen trænererfaring, så jeg fik min far med ind over. Han har i mange år arbejdet med talentudvikling i Hånd­boldforbundet.”

I alt er der fem trænere tilknyttet holdet.

Se video med Katrine her: (Artiklen fortsætter under videoen)


Hvad får du ud af at være frivillig?

”Det lever op til meget mere, end jeg havde regnet med. Os trænere er helt høje efter hver træning. Det er glæde og livsbekræf­tende. Jeg har altid gået til noget, men det har de børn her ikke. Jeg vil gerne give dem noget af det fællesskab, som jeg selv har fået med håndbolden. Og give ungerne noget selvtillid.”

Kender du en, der skal være ildsjæl i Lev Magasinet, så skriv til os på redaktion@lev.dk. Det er vigtigt, at det handler om ildsjælens fritid og ikke hans eller hendes professionelle arbejde.

  

BLÅ BOG

Katrine Olsen, 22 år. Bor i Kalundborg.

Studerer til pædagog, uddannet pædagogisk assistent.

Har været i praktik på aflastningstilbud for mennesker med udviklingshandicap og arbejdet på specialskole.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2020