Foto: Ricky John Molloy 09.09.2020

Corona blev som et kig på hverdagen gennem en lup

Af Anni Sørensen, leder i Lev Bladet nr. 5

I midten af august afholdt Social- og Indenrigsmini­steriet det første møde i følgegruppen, der er nedsat i forbindelse med evalueringen af det specialiserede socialområde. Lev er repræsenteret med et medlem af Danske Handicaporganisationers ’delegation’. Vi har store forventninger til arbejdet, som skal danne grundlag for den styrkelse af blandt andet handicap­området, som regeringen og dens støttepartier lovede i deres forståelsespapir efter folketingsvalget i 2019.

Jeg glæder mig over, at vi på nationalt niveau endelig har fået et positivt og udviklingsoriente­ret perspektiv på handicapområdet og det øvrige specialiserede socialområde. Evalueringens kommis­sorium hviler på en klar anerkendelse af, at mange mennesker med handicap oplever store udfordrin­ger i samspillet med kommunerne, og at mange oplever, at kvaliteten og specialiseringen i tilbud på området længe har været under pres. Det udgangs­punkt er helt afgørende, hvis vi skal lykkes med de grundlæggende forandringer, som er nødvendige – strukturelt, økonomisk og retssikkerhedsmæssigt.

En helt ekstraordinær krise har været med til at vise, hvor store udfordringerne egentlig er. Vores hidtidige erfaringer med myndigheders og botilbuds hånd­tering af situationen under corona-epidemien har nemlig tydeligt vist nogle af de udfordringer, som ken­detegner handicapområdet generelt og indsatsen for mennesker med udviklingshandicap i særdeleshed.

Nedlukningen af dagtilbud om beskæftigelse og samvær havde store negative konsekvenser for alt for mange – og det samme var tilfældet med besøgsrestriktionerne i botilbud: Markant øgede frustrationer, ensomhed og mistrivsel blandt en gruppe mennesker, som i forvejen har store udfordringer i tilværelsen.

Myndighedernes håndtering af besøgsrestriktioner var en tydelig illustration af, hvad et voksenliv i botilbud kan få af afledte konsekvenser. Tusindvis af beboere blev underlagt indgreb fra myndighederne eller fra ledelsen i deres botilbud. Helt uanset om de var i en særlig risikogruppe i forhold til COVID-19 eller ej. Nogle er særligt sårbare over for smitten, og de skal selvfølgelig beskyttes. Men fordi vi har organiseret hjælpen i institutionslignende botil­bud, betød det, at en stor gruppe mennesker blev nægtet besøg, alene fordi de har behov for hjælp i hverdagen. Altså en rent praktisk årsag, der intet havde med corona at gøre, men var et banalt udslag af manglende overblik eller usmidighed.

Corona-nedlukningen tydeliggjorde også et andet udfordrende kendetegn ved de vilkår, som bydes mange mennesker med udviklingshandicap i Danmark: En alt for skrø­belig retssikkerhed på det sociale område.

En stor del af landets kommuner kunne således ikke finde ud af at håndtere den helt særlige handlefrihed, som de blev givet med en særlig bekendtgørelse fra Social- og Indenrigs­ministeriet. Alt for mange mennesker med handicap fik således frataget langt mere af deres bevilgede hjælp – og i langt længere tid – end der var grundlag for i de retningslinjer og bekendtgørelser, der var udstukket fra Christiansborg.

Selvfølgelig var det en svær situation, som både nationale og lokale myndigheder befandt sig i, da samfundet skulle lukkes ned. Der måtte nødvendig­vis blive begået fejl, og jeg er helt med på, at der på samme tid skulle udvises handlekraft og forsigtig­hed. Men vi må i det mindste forvente, at vi lærer af forløb som dette. Både hvis vi – som det desværre kunne se ud til – får stigende smittetal henover ef­teråret, og når vi skal konkludere på den evaluering, som Social- og Indenrigsministeriet nu har igangsat.