02.11.2020

Ledsagerordning

Hvordan fungerer ledsagerordningen?

Ledsagerordningen kan være en rigtig god måde for udviklingshæmmede at komme ud til forskellige aktiviteter. Men LEVs erfaring er, at der er store kommunale forskelle på, hvordan ordningen administreres. Her følger et kort rids af, hvornår og hvordan ledsagelse kan komme på tale

Både unge mellem 12 og 18 år - og voksne over 18 år kan søge deres kommunale sagsbehandler om ledsagelse i henhold til Lov om social service i op til 15 timer om ugen. En undersøgelse fra Servicestyrelsen viser dog, at der kun er meget få personer mellem 12 og 18 år, som har søgt om - eller fået bevilget ledsagelse.

Tilsvarende indikerer antallet af henvendelser til LEVs rådgivning, at der er meget store kommunale forskelle på, hvornår man som voksen kan få bevilget en ledsageordning. Så hvad siger loven egentligt?

Lov om social service § 45: Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse for hjemmeboende unge under 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Lov om social service § 97: For de over 18 årige skal Kommunalbestyrelsen tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Om ledsageren
En person, der er berettiget til ledsagelse har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunen skal godkende og ansætte den udpegede person. Som hovedregel kan man ikke blive ansat som ledsager, hvis man har en meget nær tilknytning til personen, der søger ledsagelse.

Når man har fået bevilget en ledsageordning efter førnævnte paragraf, kan kommunen efter anmodning yde hjælp til dækning af udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter (f.eks. biografbilletter) med tilknytning til ledsageordning inden for maksimum grænsen (pr. 1. januar 2008 kr. 712,- årligt). Modtagerne kan opspare timer inden for en periode af seks måneder, i alt kan opspares 90 timer.

Formålet med ledsagelse
Hjælpen gives med udgangspunkt i en individuel behovsvurdering, og man lægger vægt på at ansøgeren:

  • ikke kan færdes alene uden for hjemmet på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
  • kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold
  • kan give udtryk for (ikke nødvendigvis verbalt) et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter, og om ansøgerne er bevidst om indholdet i aktiviteten

Formålet med ledsagelse er at medvirke til normalisering og integration i samfundet af personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne

Ledsageordningens indhold
Ledsageopgaven er forskellig i forhold til personer med forskellige handicaps og forskellige ledsagebehov.

Ledsagerne kan hjælpe til med kørestole, hjælpe brugeren på toilettet, køre bil for brugeren, eventuelt tage med ud i naturen, gå i biografen eller andre forlystelser.

Ledsageren skal være opmærksom på, at tiden ikke bruges til at sidde hjemme, men medvirker til opfyldelsen af det egentlige formål - nemlig at komme ud til ønskede aktiviteter.

Ledsagelse i forbindelse med et botilbud
Personer mellem 18 og 67 år, der opfylder betingelserne for ledsagerordningen, har ret til ledsagelse uanset boform. Ved tilrettelæggelse af ledsagelse skal der tages hensyn til den hjælp, der i øvrigt tilbydes den pågældende som en integreret del af botilbuddet. Det betyder, at beboere, der i forvejen modtager individuel ledsagelse til en aktivitet, som de selv har valgt, men som de på grund af deres handicap ikke kan deltage i uden ledsagelse, ikke har krav på yderligere 15 timers ledsagelse, men op til i alt 15 timers ledsagelse. Ledsageordningen må ikke fungere som en erstatning for den socialpædagogiske bistand og anden form for hjælp.

Hjælperordning
Hvis man får hjælp efter Lov om social service § 96 (hjælperordning), kan der ikke ydes hjælp til ledsagelse efter § 97. I henhold til § 96 skal Kommunalbestyrelsen yde tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig indsats, men som ikke eller kun i meget begrænset omfang kan bevæge sig og udføre almindelige daglige funktioner. Det er en forudsætning, at modtageren selv er i stand til at administrere hjælpeordningen, herunder at ansætte den nødvendige hjælp og være ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse.