02.11.2020

Tandpleje

Hvordan får jeg klaret tandplejen?

For mennesker med udviklingshæmning er der flere forskellige måder at få klaret tandplejen på. Der er selvfølgelig den mulighed, at vedkommende kan få sin kontrol og behandling hos en almindelig praktiserende tandlæge. Kan man det, skal man det.

www.sundhed.dk kan du læse mere om tandpleje og se lovgrundlaget, hvis du har brug for det.

Hvis du har svært ved at benytte det almindelige tandplejetilbud
Har vedkommende imidlertid svært ved at benytte de almindelige tandplejetilbud (f.eks. fordi konsultationen tager længere tid pga. at der skal tales mere for at skabe tryghed og/eller vises på modeller, hvad der skal ske) kan kommunen tilbyde omsorgstandpleje. Det foregår normalt på en kommunal klinik, men det kan også foregå på en regional eller en privat klinik, hvis kommunen har købt ydelsen der. Vedkommende kan også selv vælge en privat tandlæge til sin omsorgstandpleje, tandlægen har aftale med kommunen om at tilbyde omsorgstandpleje. Omsorgstandpleje er for borgere, der er fyldt 18 år. Man skal visiteret til omsorgstandpleje af kommunen.

Visitationskriterierne er ifølge sundhedslovens § 131:

  • Personer med nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap og som ikke kan benytte sygesikringens tilbud.
  • Personer som har behov for hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje
    og omsorg, dvs. har begrænset egenomsorg og har brug for varig hjælp.
  • Plejehjem videreføres for en overgang efter servicelovens SEL § 192.
  • Udviklingshæmmede og sindslidende med ringe egenomsorg der ikke kan
    benytte sygesikringens tilbud, og som får tilbud om personlig hjælp og pleje
    efter servicelovens § 83-86. Personer med varig og betydelig funktionsnedsættelse

Man skal selv betale et beløb til kommunen som i 2010 er på max 445,- kr. årligt (det reguleres årligt).

Når hverken den almindelige tandlæge eller omsorgstandlægen rækker
Kan man hverken benytte den almindelige tandlæge tilbud eller omsorgstandpleje, kan kommunen visitere til specialtandpleje. Når specialtandpleje bliver nødvendig er det oftest fordi patienten skal i narkose for at få sine tænder tilset eller behandlet. Andet kan selvfølgelig være årsagen. Også her skal patienten betale et beløb selv, men i specialtandplejen må der maksimalt opkræves 1655,- kr. årligt (i 2010 priser - det reguleres hvert år). Det er gratis for børn op til 18 år.

Husk at så snart man ikke kan bruge de almindelige tandlægetilbud, skal man henvende sig til kommunen.

Husk, at det ikke nødvendigvis er bedst at komme i specialtandpleje. F.eks. er det dyrere end omsorgstandpleje for borgere over 18 år. Hvis tandplejen kan foregå i f.eks. omsorgstandplejen er der ikke noget som taler for specialtandplejen. Begreberne er altså ikke udtryk for forskellig kvalitet.