Udredningsmøde - Hvad er VUM?
Når man er indkaldt til et udredningsmøde, så er det fordi at sagsbehandleren skal lave en VUM-udredning. Næsten alle kommuner bruger Voksenudredningsmetoden, som tit forkortes VUM.
Formålet med VUM er at sagsbehandleren får den nødvendige viden om personen med udviklingshandicaps problemer og ressourcer og dermed også et bedre grundlag for at træffe afgørelse om den fremtidige indsats eller bevilling. Det er derfor vigtigt, at alle de nødvendige informationer bliver beskrevet i VUM’en – fordi det er grundlaget for, hvilken støtte man vil være berettiget til.
Når man bliver indkaldt til et udredningsmøde, så er det fordi at sagsbehandleren skal indhente informationer for at udarbejde VUM-udredningen. Den er delt op i 11 temaer. I hverdagen yder mange pårørende en stor støtte, men fordi det ”bare” er en del af hverdagen, og noget de altid har gjort, er det ikke altid, man får tænkt over, hvad man præcist gør i det daglige. Det kan være en god, forberedende øvelse at prøve at forestille sig personen med udviklingshandicaps hverdag uden hjælp fra pårørende. Ville han/hun komme op om morgenen, ville han/hun komme i bad, få gjort rent, være i stand til selvstændigt at få noget at spise? – alt sammen oplysninger som er med til at beskrive funktionsniveauet og behovet for støtte i hverdagen.
VUM’en er delt op i 3 felter – én til borgerens svar, én til andre (f.eks. pårørende, læge eller lignende) og så én til sagsbehandlingens bemærkninger. Der kan godt opstå en situation, hvor personen med udviklingshandicap f.eks. bliver spurgt, om han/hun f.eks. kan tage bad selv, og hun svarer ja. De pårørende kan her tilføje, at det er rigtigt, at hun tager bad selv, men at de forinden sørger for f.eks. at minde hende om, at hun skal gå i bad. Det kan også være, de skal hjælpe med at tænde for vandet, huske på shampoo, guide ift. vaskning af hele kroppen. På den måde kommer alle de oplysninger, som er vigtige for at beskrive vedkommendes reelle funktionsniveau, med i udredningen – også selvom han/hun bare svarer ja. Det kan også være vigtig viden for sagsbehandleren, at der er forskel på personen med udviklingshandicaps forståelse af deres behov for støtte og forældrenes beskrivelse heraf.
Sagsbehandleren skal altid vurdere, om der er behov for at indhente oplysninger fra andre. Som hovedregel skal myndigheden altid have samtykke fra vedkommende for at indhente oplysninger fra andre myndigheder. En udredning kan derfor også indeholde oplysninger fra f.eks. tidligere skoletilbud eller læge. Det kan være en god ide at gøre sagsbehandler opmærksom på, hvis man ved, der ligger en beskrivende skoleudtalelse, som giver et godt indblik, så sagsbehandleren kan bruge denne også. Der skal dog være tale om et dokument, der fortsat er relevant og ikke forældet.
I f.eks. en situation hvor personen med udviklingshandicaps sag skal overgå fra børne- til voksenområdet, har sagsbehandleren ikke automatisk adgang til de oplysninger, der er i børnesagen. Der skal forældrene give samtykke til, at sagsbehandler må indhente og bruge disse.
Når udredningen er færdig, skal sagsbehandleren komme med sine bemærkninger, og dernæst skal hvert af de 11 temaer scores. Det vil sige at sagsbehandleren skal sætte en score mellem 0 og 4 inden for hvert af de 11 temaer, hvor 0 er ingen problemer og 4 er fuldstændige. Dernæst skal sagsbehandleren lave en faglig vurdering. Ud fra scoringerne og oplysninger i udredningen, så laver de en samlet vurdering.
Den samlede vurdering angives ud fra frem niveauer fra A (intet problem) til E (fuldstændigt problem).
Man skal som person med udviklingshandicap eller pårørende være opmærksom på, hvilken samlet vurdering der angives. Den samlede vurdering er med til at afgøre, hvilken type støtte der bevilliges. Man skal også være opmærksom på, om den samlede vurdering ændrer sig. Hvis den f.eks. går fra C til B, så skal det være fordi. at personen med udviklingshandicap har tillært nogle kompetencer, som fremgår tydeligt i udredningen og ændrer den samlede vurdering.
Dernæst skal sagsbehandleren indstille til/pege på hvilken form for støtte, som de vurderer, at borger er berettiget til, og I skal have en skriftlig afgørelse på dette.