Urimelig skattereform – lovforslag fremsat
Regeringen har nu fremsat det lovforslag om forringelser af førtidspensionen og andre overførselsindkomster, som er en del af finansieringen af forliget om skattereformen. Forslaget betyder, at tusindvis af mennesker med udviklingshæmning kommer til at betale for skattelettelser og forhøjelse af topskattegrænsen. Danske Handicaporganisationer har fremsendt et kritisk høringssvar til forslaget.
"Danmark er dermed slået ind på en helt ny vej. En vej, hvor det ligefrem tilstræbes, at mennesker, som er ude af stand til at forsørge sig selv, oplever stigende relativ fattigdom. Det burde hverken være "blå" eller "rød" politik."
Sådan afsluttede LEVs landsformand Sytter Kristensen og Spastikerforeningens formand Lone Møller deres indlæg i Politiken den 2. juli. Indlægget var en reaktion på det forlig om en skattereform, som regeringen, Venstre og De konservative netop havde indgået. Forliget blev til efter et dramatisk forhandlingsforløb, og resultatet var helt urimeligt. Reformen betyder, at en række overførselsindkomster fra 2016 skal reguleres betydelig mindre end hidtil - og det vil ramme indkomsten for tusindvis af mennesker med udviklingshæmning på førtidspension.
Lynhøring i sommerferien
Regeringen har været hurtig på aftrækkeren. Lovforslaget har været i høring hen over sommerferien, og i går blev det fremsat officielt i Statstidende. Over de nærmeste uger skal forslaget behandles i Folketinget, men det ligger på forhånd fast, at det vedtages.
Regeringens hastværk betød, at der allerede var frist for høringssvar i slutningen af juli måned - mens hele Danmark var på sommerferie. DH fik dog sendt et høringssvar af sted efter dialog med blandt andre LEV.
Høringssvaret er meget kritisk over for lovforslaget. I høringssvaret skriver DH's formand, Stig Langvad, således bl.a., at man skyder helt ved siden af, hvis man tror, at forringelsen af førtidspensionen får flere i arbejde: "For førtidspensionister, der netop tilkendes en førtidspension pga. varigt nedsat arbejdsevne, vil det være urealistisk, at nedsættelse af indkomst kan tilskynde til beskæftigelse (…)DH er derfor helt uforstående overfor, hvorfor netop denne gruppe af de svageste borgere skal rammes på deres i forvejen smalle livsgrundlag."
LEV deltager fortsat i debatten
LEVs landsformand Sytter Kristensen synes, at det er vigtigt, at vi holder fast.
- Vi skal holde fast i debatten om det rimelige i, at mennesker med udviklingshæmning og andre med førtidspension skal betale for skattelettelser. Også når det er blevet vedtaget i Folketinget.
- Selvom der ikke er så længe til 2016, hvor forringelsen finder sted, så kan det jo være, at omtanken når at indfinde sig. Regeringen og dens forligspartenere kan stadig nå at blive klogere, udtaler landsformanden.