25.01.2012
Fra de hvide kitler til de nye institutioner
LEVs landsformand, Sytter Kristensen, indledte jubilæumskonferencen med en tale om 60 års udvikling fra lægestyrede centralinstitutioner til gradvist bedre boligforhold, bedre pædagogik og større samfundsmæssig anerkendelse. Fremskridtene har været gradvise, men retningen har der aldrig været tvivl om. Men de seneste år er nogle af de centrale værdier bag denne handicappolitiske udvikling kommet under pres. Det skal vi i LEV arbejde hårdt for at bekæmpe, sagde Sytter Kristensen.
Sytter Kristensen indledte talen for de godt 130 deltagere med et tilbageblik på det, som var udgangspunktet for grundlæggerne af LEV i 1952. Her konstaterede hun bl.a., at selvom der er sket rigtig meget på de 60 år, så er træerne ikke vokset ind i himmelen:
"Kravet om et hjem - ganske som alle andre - var også med helt fra start. Faktisk er det tankevækkende, at den legendariske Esther Tuxen allerede i sin tale ved det første landsmøde i LEV i 1952 proklamerede: >>…husk på at den evnesvage måske for livstid skal opholde sig på en anstalt, derfor må have et hjem. Et hospital er ikke et hjem, det er et koldt og rent sted, hvor man skal opholde sig i kortest mulige tid, der er ingen hygge<<. Mennesker med udviklingshæmning har krav på et hjem og skal ikke være henvist til et liv på andre menneskers arbejdsplads. Det er den formulering, jeg bruger i dag - men når det kommer til stykket er forskellen jo ikke så stor."
Herefter gennemgik Sytter Kristensen kendetegn ved de seneste 60 år i LEVs historie. Hun understregede bl.a., hvordan Landsforeningen opnåede betydelige sejre i 80erne og 90erne. Pædagogikken ændrede sig i en mere udviklingsoptimistisk retning, og retten til eget hjem blev anerkendt i sociallovgivningen i 1998. Mange udviklingshæmmede har stadig små og helt utidssvarende boliger - et helt liv på 10 eller 15 m2 med bad på gangen. Men tusindvis af mennesker med udviklingshæmning har siden sovesalenes tid fået bedre og mere værdige boligforhold.
Også retten til meningsfuld beskæftigelse og et dagligt miljøskifte blev anerkendt i løbet af 80erne og 90erne, og der er gradvist opstået en mere inkluderende holdning til mennesker med udviklingshæmning i samfundet.
De handicappolitiske værdier, som denne udvikling har bygget på, har der generelt været national politisk konsensus om. "Der har ikke altid været enighed om hastigheden i forandringerne. I LEV har vi ofte klaget over, at det er gået for langsomt. Men der har aldrig været egentlig uenighed om retningen i udviklingen. Både på nationalt og lokalt niveau har der politisk været enighed om, hvor vi skulle hen: Inklusion, udviklingsmuligheder og værdighed. Men i dag er denne nationale enighed om retningen i det langsigtede handicappolitiske projekt under pres," sagde Sytter Kristensen.
Sytter Kristensen beskrev herefter, hvordan vi ser flere og flere tendenser til, at kommunerne er ved at genopfinde institutionerne - endnu inden de helt er blevet nedlagt. I nogle kommuner går udviklingen faktisk baglæns. Der er klare tendenser til det, man kunne kalde re-institutionalisering med centralkøkkener, dagtilbud i eget hjem og afskaffelse af miljøskiftet, minimal ledsagelse uden for botilbuddet mv.
Sytter Kristensen afsluttede sin tale med en opfordring til, at vi alle - både lokalt og nationalt - går op imod disse tendenser:
"Den udvikling skal stoppes. Vi skal have dansk handicappolitik tilbage på sporet. Der er en værdikamp, som skal kæmpes, og som skal vindes. Og det er jeg sikker på, at vi kan, når vi forener alle de mange gode kræfter i LEV."
