29.05.2012

Handicaprådet som vagthund

Af Thomas Gruber

Alle borgeres kommunale medborgerskab er - eller bør i hvert fald - være der, hvor man bor og lever sin hverdag. Der hvor man har sin bolig, går på arbejde, har sit fritidsliv osv. Der hvor man går til kommunalvalg hvert fjerde år. Men handle-betalingskommunereglerne, der blev vedtaget af Folketinget i 2010 har skabt en fuldkommen uholdbar forvirring om, hvem der egentlig har ansvaret for en større gruppe mennesker med udviklingshæmning og deres situation. Handle-betalingskommunereglerne betyder, at borgere med omfattende behov for hjælp i en række tilfælde nu får fastlagt deres hjælp i en anden kommune, end den de bor i. "Den, som betaler, skal også bestemme musikken", var parolen for lovændringen, der i øvrigt havde KL som sin mest markante fortaler.

Ingens borgere
En bekymrende effekt af lovændringen er den uklarhed, der er opstået om, hvem der egentlig har ansvaret for de borgere, der er ramt af handlebetalingskommunereglerne. Man kan næsten høre det for sig, når man i de kommunale socialforvaltninger taler om en borger - lad os kalde ham Peter - i et af kommunens botilbud. "Jamen, Peter, han er jo ikke længere en af vores borgere…" For Peter har siden 2010 haft en anden handlekommune, end der hvor han bor.

I Peters nye handlekommune ser man ham imidlertid heller ikke som en medborger i kommunen - for Peter bor jo ikke i handlekommunen, han har ingen stemmeret til kommunens byråd, han betaler ikke sin kommuneskat der, og han har måske ikke været der de seneste 20 år. Et af de steder, hvor forvirringen kommer tydeligt til udtryk er i de kommunale handicapråd. For hvilket handicapråd er det egentlig, der skal interessere sig for Peter og de vilkår, som bydes ham i hverdagen? Er det handicaprådet i den kommune, hvor Peter bor? Eller er det handicaprådet i Peters handlekommune?

Svaret er ikke så lige til - for faktisk er det begge handicapråd, der har et ansvar for at forholde sig til kommunens indsats for Peter. Handicaprådet i Peters bopælskommune skal interessere sig for Peters muligheder i kultur- og fritidslivet, undervisning, job osv. Men handicaprådet i Peters handlekommune har faktisk også en opgave. De skal nu pludselig holde øje med, hvordan deres kommune tager vare på deres nye rolle som handlekommune efter Serviceloven for Peter og andre borgere i tilbud i andre kommuner.

Task force i Herlev
Handicaprådet i Herlev Kommune valgte at tage fat på denne nye opgave i forhold til borgere i andre kommuner. Det gjorde rådet ved at bede kommunen redegøre for, hvor mange borgere i andre kommuner Herlev havde hjemtaget handleansvaret for. Og man bad samtidig kommunen oplyse, hvor mange af de borgere, der var gennemført personrelateret tilsyn i forhold til. Sådan et tilsyn er kommunen nemlig forpligtet til at gennemføre jævnligt for at sikre, at borgeren rent faktisk får den hjælp, som han eller hun er berettiget til.

I første omgang var svaret fra Herlev Kommune forbløffende. Kommunen oplyste, at man havde hjemtaget handleansvaret for cirka 100 borgere i andre kommuner, men frem til udgangen af 2011 havde kommunen kun været i kontakt med omkring ti af disse borgere. Og kommunen havde såmænd kun planer om at tage kontakt til yderligere cirka 25 af sine nye "handlekommuneborgere" i løbet af 2012. Med den hastighed i kommunens tilsyn kunne der komme til at gå flere år, før man var "kommet igennem bunken".

Først da handicaprådet pressede på for at få kommunens forklaring på, hvad man havde tænkt sig, kom kommunen på bedre tanker. Nu er der nedsat en såkaldt task force, der skal føre personrelateret tilsyn og besøge borgerne i de andre kommuner.

Denne case fra Herlev er tankevækkende. Hvis ikke handicaprådet var begyndt at interessere sig for borgerne i andre kommuner, ville en større gruppe borgere formentlig være blevet ignoreret i årevis af den kommunale myndighed, som har ansvaret for den hjælp, de modtager.

Fra LEV Bladet 3, 2012