Kort om ledsagelse og ferie

I månedsvis har vi i LEV nu skrevet om problemet med, at mennesker med udviklingshæmning ikke får den nødvendige ledsagelse, så de kan komme ud af deres bolig til fritidsaktiviteter, i biografen eller på ferie.

Mange andre har også bidraget til debatten - ikke mindst efter, at Sølund Festivalen meldte ud, at de var truet på livet som en konsekvens af den manglende ledsagelse. Men hele debatten er fortsat præget af en del misforståelser og forkerte oplysninger, og derfor bringer vi her et kort overblik over fakta:

1. Der er ikke tale om, at der er borgere, der ikke selv må bestemme, hvad de vil bruge deres penge til, men derimod tale om kommuner, der ikke selv må bestemme, hvad de vil tage sig betalt for. Der er en principiel og vigtig forskel. Ledsagelsen er en fundamental ret, som ikke kan gradbøjes.
Her er et eksempel til sammenligning, der viser det groteske i sagen: Forestil dig, at en folkeskole tager sig betalt for timerne i faget engelsk. Det er godt nok ikke efter reglerne, men der er nogle, der har råd, og de andre må så bare blive hjemme de timer. Fejlen bliver opdaget, og skolens undskyldning består i at nedlægge faget engelsk med henvisning til, at der ikke er råd. Mange forældres, læreres og politikeres reaktion på problematikken er, at der er tale om en fratagelse af børnenes/forældrenes ret til selv at bestemme over, hvad de vil bruge deres penge til.......

2. Der er ikke tale om en ny lov. Der er tale om, at KL har gjort deres medlemmer opmærksomme på, at de bør følge loven. Dette har så medført nye lovovertrædelser i form af, at flere kommuner har lukket for al ledsagelse - ofte med begrundelse i manglende økonomi. Der er tale om en udgift på måske 60-80 mill. kr. på landsbasis - de skulle nok være til at finde!

3. Et overset problem er den skæve konsekvens, som en evt. brugerbetaling vil lukke op for. Det vil nemlig betyde, at jo større hjælpebehov du har - jo større vil regningen blive.
4 beboere i et bofælleskab kan måske deles om den samme ledsager, mens en anden borger har behov for egen ledsager. Derved bliver denne borgers regning altså 4 gange så høj alene af den grund, at vedkommendes handicap er større.

4. Problemet omfatter kun borgere, der skal have ledsagelse efter §85, som er "pædagogisk" ledsagelse. Så BPA - Borgerstyret Personlig Assistance, der er en ordning, hvor borgeren selv ansætter sine hjælpere, og ledsagelse efter §97, der omfatter "praktisk" ledsagelse 15 timer om måneden, og som er betinget af, at du ikke kan færdes på egen hånd, men at du kan nøjes med ledsagelse uden pædagogisk indhold, er altså ikke en del af problematikken.

5. §85 støtte har desuden den begrænsning, at den ikke kan tages med til udlandet. Så hvis du bor i København, kan du ikke tage til Malmø for at shoppe, og hvis du bor i Tønder, kan du ikke tage til Flensborg for at handle, ligesom alle andre gør.
Socialministeriet har for nylig præciseret, at socialpædagogisk bistand efter § 85, godt kan ydes i udlandet, fx i forbindelse med en ferie eller udflugt. Borgeren har ikke en egentlig rettighed til at medtage hjælpen til udlandet, men det kan sagtens lade sig gøre at kommunen yder den.

> Se i øvrigt: Pædagogisk ledsagelse kan ydes i udlandet

6. Og endelig, jo der er mennesker med udviklingshæmning, der har råd til at betale for deres ledsagelse, men det er et fåtal, og andelen bliver stadig mindre, da der oftest er tale om folk på den "gamle" førtidspension fra før 2003. Den "nye" førtidspension er for langt de flestes vedkommende mindre, samtidigt med, at de ikke har samme muligheder for forskellige supplerende ydelser og oftest sidder med en højere husleje i de nyere byggerier.

Redigeret 15.09.2014