03.01.2014

Tilsynsreformen er trådt i kraft

Ved årsskiftet trådte loven om de nye socialtilsyn i kraft. LEV håber, at det betyder bedre og mere ensartede tilsyn med bl.a. botilbud til mennesker med udviklingshæmning. Socialtilsynene får også ansvaret for den såkaldte whistleblower-ordning, hvor pårørende, medarbejdere eller andre kan henvende sig anonymt, hvis der er forhold i tilbuddene, som bekymrer dem.

LEV har i en årrække presset på for at få styrket tilsynene med diverse tilbud på socialområdet, herunder ikke mindst med den støtte, som ydes til mennesker med udviklingshæmning i botilbud og lignende. Derfor har LEV også fra starten bakket op om godkendelses- og tilsynsreformen, som daværende socialminister Karen Hækkerup lancerede i september 2012.

Den første januar i år trådte reformen så i kraft. Den betyder, at der etableres ét socialtilsyn i hver geografisk region. Socialtilsynet skal godkende og føre tilsyn på baggrund af centralt opstillede kriterier, som Socialstyrelsen har defineret, og der skal aflægges tilsynsbesøg i de enkelte tilbud mindst én gang årligt.

Ny omdiskuteret whistleblower-ordning
Et centralt element i reformen er den såkaldte whistleblower-ordning, som alle fem socialtilsyn skal etablere. Denne ordning giver alle mulighed for at anmelde bekymrende forhold i tilbuddene anonymt. Det kan fx være pårørende eller medarbejdere, som ofte er tilbageholdende med at stå frem med kritik - enten af frygt for at miste jobbet eller for det fremtidige samarbejde mere generelt.

Der er ikke fastsat præcise kriterier for, hvad man kan rette henvendelse til whistleblower-ordningen om, men man kunne fx forestille sig en medarbejder, der via sit arbejde har fået viden om magtanvendelser, som ikke indberettes. Eller om pårørende, som observerer, at en medbeboer til deres pårørende i et bosted svigtes i den pædagogiske indsats.

Flere har udtrykt bekymring for, om whistleblower ordningen kan føre til en problematisk udvikling, hvor henvendelser til ordningen bruges som en form for chikane. Andre har talt om risikoen for en anmelderkultur frem for en samarbejdskultur.

Nødvendig for at stoppe 'sager' tidligere
LEVs landsformand Sytter Kristensen er enig i, at man skal være opmærksom på risikoen for chikane og ubegrundet anmelderi. Men hun mener stadig, at whistleblower-ordningen er nødvendig:

- I LEV har vi længe talt for en sådan ordning. Også før tilsynsreformen kom på tale. Det har vi, fordi vi alt for mange gange har set dybt problematiske sager, hvor udviklingshæmmede er blevet dårligt og uværdigt behandlet.

- Jeg tror, at nogle af de sager kunne være stoppet tidligere, hvis fx medarbejdere havde haft et sted, hvor de trygt kunne henvende sig uden bekymring for jobbet osv. Derfor er whistleblower-ordningen nødvendig, siger Sytter Kristensen.

Generelt har LEV positive forventninger til de fem nye socialtilsyn. Landsformanden håber bl.a., at tilsynene kan være med til at give større opmærksomhed på kvaliteten af de tilbud, som gives mennesker med udviklingshæmning.

- Selvfølgelig handler socialtilsynene også om kontrol. Men jeg håber så sandelig også, at tilsynene bliver en mulighed for faglig sparring og udvikling af kvaliteten i tilbuddene, siger Sytter Kristensen.