10.09.2014

Ledsagelse til fritidsaktiviteter står for skud

Af Thomas Gruber

”Vi ledsager uden brugerbetaling borgerne til specialistbesøg, tøjindkøb, frisør og andre basale aktiviteter. Mod brugerbetaling ledsager vi borgerne til hobbies, kulturelle aktiviteter, familiebesøg, egne udflugter og andre lignende aktiviteter, der foregår på borgerens eget initiativ.”
(Næstved Kommunes hjemmeside)

Fra den megen debat om støtte og ledsagelse til mennesker med udviklingshæmning, kan man nemt få det indtryk, at der kun har været tale om skyhøj brugerbetaling på ferie og udflugter som for eksempel Sølund Musik Festival. Men sådan er det ikke.

Citatet herover stammer fra Næstved Kommunes beskrivelse af et bosted for 24 mennesker med fysiske og psykiske handicap. Beskrivelsen står at læse på kommunens hjemmeside og viser klart, hvordan du må affinde dig med en tilværelse uden ”… hobbies, kulturelle aktiviteter, familiebesøg, egne udflugter og andre lignende aktiviteter”, hvis ikke du ryster op med brugerbetaling for ledsagelsen.

Brugerbetalingen på ledsagelse til ferie og udflugter har helt sikkert været det mest udbredte, men eksemplet fra Næstved er bestemt ikke en enlig svale. Flere eksempler i LEVs rådgivning, og tilbagemeldinger fra den rundspørge, som LEV foretog blandt LEVs lokalforeninger/kredse i efteråret 2013, peger i samme retning. Brugerbetaling har været udbredt – også på den helt almindelige hverdagsledsagelse.

Fra brugerbetaling til ledsagelsesstop
I januar 2014 udsendte Kommunernes Landsforening (KL) en såkaldt administrativ meddelelse, hvor de slog reglerne om pædagogisk ledsagelse fast.
Det skete efter en række mediesager om kommuner, som solgte denne ledsagelse til borgerne for skyhøje priser. I meddelelsen skrev KL, at det ikke er – og aldrig nogensinde har været – lovligt at kræve betaling for støtte og ledsagelse.
Det har fået mange kommuner til at sadle om og droppe opkrævningen af brugerbetalingen.

I disse kommuner har man besluttet at afsætte en ekstra pulje på kommunens budget til kommunal afholdelse af de ledsagelsesomkostninger, som hidtil var blevet pålagt borgerne. Det skal i øvrigt understreges, at knapt halvdelen af landets kommuner aldrig har krævet brugerbetaling for lønomkostningerne – men alene for de afledte ledsagelsesudgifter, som for eksempel entrebilletter, transport etc.

Men for andre kommuner har svaret været at sætte en stopper for alt andet end den absolut livsnødvendige ledsagelse. Skønsmæssigt hver fjerde kommune har sat et stop for ledsagelse til ferie og udflugter eller til almindelig hverdagsledsagelse – eller stop for begge dele.

I LEV mener vi, at det strider mod Serviceloven at indføre et ledsagelsesstop, som det er sket i flere kommuner. Vi opfordrer generelt til, at disse serviceniveauer indklages for Kommunetilsynet – eller for Ankestyrelsen i forbindelse med en konkret klage over afslag på ledsagelse.

Det er lovstridigt at lave et kommunalt serviceniveau, der indskrænker det, som loven giver mulighed for at yde. Servicelovens § 85, som pædagogisk støtte og ledsagelse til udviklingshæmmede typisk skal tildeles efter, giver således åbenlyst mulighed for at yde ledsagelse til ferie, udflugter, dagligdags aktiviteter osv. Og den mulighed i lovgivningen må man ikke indskrænke med et serviceniveau, der siger ledsagelsesstop.

Ret til alle med ledsagelsesbehov
Men kampen gennem Kommunetilsyn og Ankestyrelse er både langvarig, besværlig og kræver indsigt og ressourcer. Og derfor vil klagevejen med garanti også efterlade nogle af de mest sårbare i stikken.

Det er denne alvorlige situation, som er baggrunden for det forslag, som LEVs landsformand, Sytter Kristensen, havde i Kristeligt Dagblad den 7. august. Her argumenterer hun for, at den eneste reelle model, der kan sikre et niveau, er en ændring af ledsageordningen efter § 97, så den bliver en ret for alle med handicap.
Det vil give alle med et handicap, som ikke kan færdes på egen hånd, ret til 15 timers ledsagelse om måneden – uanset boform og uanset typen af handicap.

Artikel fra LEV 5 september 2014