Foto: Troels Nørlem/Scanpix
17.07.2015
Sympati og vrede
Set af over 7600 personer og delt af næsten 50. Historien om Martins tragiske død og hans mors rystende fortælling om svigt og tab har skabt stor opmærksomhed på LEVs facebookside. Reaktionerne går på stor sympati med Martins mor – og chok og vrede over, at mange bosteder, ikke kun Martins, i disse år er presset helt i bund rent ressourcemæssigt.
Martin døde tirsdag den 7. juli på bostedet Kærvang i Ørsted på Djursland efter at være blevet holdt tilbage af fire medarbejdere.
Martins mor, Gitte Nielsen, fortæller i en meget personlig beretning, som TV2 Østjylland har offentliggjort, at hun igennem lang tid havde prøvet at råbe bostedet og kommunen op om, at der var noget helt galt.
Martin flyttede ind på Kærvang, da han fyldte 18 år. Og i flere år gik det fint, Martin var i trygge rammer og for det meste glad. Men så gik det galt. Martins faste pædagoger forsvandt, og i stedet skete der en række ændringer, som ifølge Gitte Nielsen rev hele fundamentet væk under Martin. Martins måde at reagere på kunne til tider være meget voldsom, både over for beboere og personale, og politiet blev i et par tilfælde indblandet. Den ene gang blev Martin endda taget med på politistationen. Og han forstod ingenting. Gitte Nielsen beskriver det således:
”Politiet ringer igen. Martin har været slem igen, og er blevet hentet i en politibil. Martin er meget bange for politiet. Mor (Gitte Nielsen, red.) bliver kaldt til møde på Kærvang, for Martin opfører sig slemt. Det bliver aflyst, der skal først undersøges nogle ting. Ingenting sker. Martins adfærd bliver værre.”
”Mor kontakter Kærvang og mødes med ledelsen. De har lavet mange ændringer de sidste måneder. Martins fundament er revet ned. Martin har ingen kontaktperson, hende der forstår ham bedst, hun er væk, ingen fortæller hvorfor. Dem, der gerne vil arbejdede med og forstå Martin er væk, sammen med Martins tryghed. Ingen arbejder med Martin som planlagt. Martin er til opbevaring. Men ledelsen har en plan, en plan Martin ikke forstår. Han kan kun opleve og mærke, og han kan reagere, han kan vise, hvordan han har det. Han kan bide, slå, spytte og sparke for at vise sin utilfredshed. Han kan ikke sige det. Mor siger, det er et utrygt sted, der kan opstå farlige situationer, både for ansatte og beboere, når der ikke er nogen til at tage sig af dem. Men ledelsen er ikke enige, for de har en plan. De river alt ned. Nedbrydningen er total, fundamentet er væk. Den nye sokkel er ikke støbt.”
Gitte Nielsen er først og fremmest kritisk over for den ledelse i kommune og bosted, som har beskåret de personalemæssige ressourcer: ”Jeg oplevede ofte, at der på bostedet kun var én personale til 5-6 beboere, i helt grelle tilfælde én personale til begge grupper, der rummer helt op til 12 beboere,” fortæller hun til TV2 Østjylland.
Tragisk – men ikke enestående
Af de mange kommentarer på Facebook kan man se, at historien om Martin desværre ikke er enestående. Her er et lille udpluk:
”Min udviklingshæmmede søn på 17 er mentalt kun 7-8 år. Jeg frygter for hans fremtid, når han om 1 år bliver 18 og skal rives væk fra hans trygge base på behandlingshjemmet. Jeg håber og beder til, at han kommer til et bofællesskab med nok pædagoger og ansatte, og at han ikke forandrer sig ligesom Martin gjorde. Min søn har nemlig også tendens til udadreagerende adfærd, når han er utryg og ikke føler sig forstået.”
En anden skriver: ”Hvor er det trist. Frygter for min søn, som også er udreagerende, og hvor ledelsen også er afvisende og forsøger at bagatellisere min søns adfærd og situation.”
Andre er inde på baggrunden for, at det kunne gå så galt med Martin – her er der på den ene side opbakning til det personale, som under vanskelige vilkår mange steder gør det godt, og på den anden side kraftig kritik af de beslutningstagere, som ikke kan eller vil forstå den virkelighed, der udfolder sig rundt om på botilbuddene:
”Jo flere nedskæringer, der kommer oppe fra, jo mindre personale og udkørt personale. Personale som skulle have givet den omsorg og tryghed til beboerne på bostederne.”
”Dette er, hvad der sker, når personalet skæres. Kan ske andre steder.”
”Hvor er det trist! Det gør ikke bekymringen mindre, hvis ens barn skal på et bosted. Men håber, at der stadig er mange gode bosteder. Men man tænker da over, om medfølelsen og empatien helt er væk på disse steder pga. nedskæringer og konstant personaleskift.”
”Føler med den mor. Hvorfor er der ingen af dem, som har ansvaret, som forstår, hvad de gør? Det er så tydeligt, at hans udadreagerende adfærd ikke er en forkert adfærd, men den eneste adfærd han kan bruge for at gøre opmærksom på, at han ikke kan magte det.”
Har du erfaringer eller viden om manglende ressourcer på botilbud – og konsekvenserne heraf – hører vi meget gerne fra dig. Du kan skrive til LEV på lev@lev.dk. Eller selvfølgelig kommentere løs på LEVs facebookside.
