Fra Altinget.dk
22.06.2016
Her er realiteterne bag Ellemanns brugerbetaling
Det er direkte forkert, når socialministeren skaber et billede af, at brugerbetaling i ti-tusindkroners-klassen er den eneste udvej, når udviklingshæmmede gerne vil på ferie. Sådan skriver LEV-formand Sytter Kristensen.
Debatindlæg af Sytter Kristensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget i går, tirsdag d. 21. juni 2016.
Søndag lancerede socialminister Karen Ellemann (V) et forslag om, at mennesker med handicap i botilbud skal have mulighed for at tilkøbe socialpædagogisk bistand, for eksempel i forbindelse med ferier, udflugter, fritidsaktiviteter og lignende.
Ministerens pressemeddelelse lagde fra land med en problematisk påstand: "I dag har mennesker med handicap ikke mulighed for at få deres pædagog med på ferie eller Sølund Musikfestival – medmindre kommunen tilbyder det".
Ifølge ministeren har udviklingshæmmede altså ikke en ret til at få ledsagelse og støtte i forbindelse med en ferie eller en festival. De kan måske være så heldige, at deres kommune allernådigst "tilbyder det" – men nogen rettighed er der ifølge ministeren ikke tale om.
Principafgørelse giver rettighed
Den udlægning af retstilstanden er misvisende. Kommunen har faktisk en pligt til at yde støtte og ledsagelse til udviklingshæmmede, der på grund af deres handicap ikke kan klare sig uden. Og den kommunale pligt omfatter også ferie, festivaller med videre. Det fremgår af en nyere principafgørelse fra socialministerens egen Ankestyrelse.
Principafgørelsen slår fast, at kompensationsprincippet gælder, og at kommunens eventuelle serviceniveau ikke fjerner borgeres rettigheder til at medtage hjælpen uden for botilbuddet i forbindelse med en ferie eller lignende.
Dermed er det altså direkte forkert, når Karen Ellemann skaber et billede af, at brugerbetaling i ti-tusindkroners-klassen er den eneste udvej, når udviklingshæmmede gerne vil på ferie. De handicappede, som ministeren henviser til, har nemlig en ret til støtte og ledsagelse til en ferie – uanset hvad kommunen skriver i sit serviceniveau. Antallet af feriedage, som styrelsen signalerer i afgørelsen, er ikke imponerende. Men lovens rettigheder er rimeligt entydige.
At ministeren kunne glemme sin egen styrelses principafgørelse i forbindelse med lanceringen af et forslag som dette, er virkelig overraskende og ærgerligt. Principafgørelsen burde snarere have inspireret ministeren til i stedet at foreslå initiativer, der kan sikre, at kommunerne rent faktisk opfylder lovens krav om at yde den påkrævede ledsagelse.
Så havde hendes omsorg for de udviklingshæmmedes mulighed for at komme på ferie for alvor været troværdig.
Barmhjertighed i forklædning?
På overfladen lyder det jo som et barmhjertigt ærinde, socialministeren er ude i. Men jeg tror, man skal gøre sig klart, at det, som Karen Ellemann lægger op til, kan ende som en ny retstilstand, hvor en kommune lovligt skal kunne sige nej til at yde socialpædagogisk bistand og ledsagelse til svært handicappede, der gerne vil på ferie.
Jeg kan ikke undlade at få det indtryk, at ministeren er på vej til at definere den nødvendige støtte til svært handicappedes ferie, udflugter, festival med videre som en slags "luksusydelse", den enkelte borger ikke har ret til, med mindre den barmhjertige kommune har indskrevet det i et serviceniveau.
Borgeren får til gengæld ret til at købe denne "luksus" af kommunen.
Jeg er helt klar over, at nogle kommuner allerede forsøger at anlægge denne fejlagtige udlægning af reglerne. Men er det virkelig også sådan, vi skal forstå ministerens signaler, hvis vi læser lidt bag de barmhjertige begrundelser for brugerbetalingen?
Nogle vil måske mene, at jeg spekulerer i ministerens intentioner. Karen Ellemann siger jo ikke direkte, at de eksisterende rettigheder til socialpædagogisk bistand uden for hjemmet skal reduceres. Men man må altså leve med spekulationen som et vilkår, når man spiller så flertydigt og "glemsomt" ud, som tilfældet er her.
Brugerbetalingens konsekvenser
Uanset om socialministeren lægger op til egentlige forringelser af eksisterende rettigheder til ledsagelse eller ej, så vil brugerbetaling i virkelighedens verden fratage nogle meget sårbare mennesker rettigheder, som de har i dag.
I en presset kommunal økonomi bliver det nemlig lynhurtigt praksis, at de mest handicappede kun kan komme på udflugt, til festival eller på ferie, hvis de selv betaler lønnen og øvrige udgifter til hjælperne.
Det ved vi. For det var præcis det, som skete sidste gang, der var brugerbetaling – dengang, hvor det var en ulovlig praksis i mange kommuner. Dengang gik brugerbetalingen mere og mere over gevind – og det vil det helt sikkert også gøre, hvis Karen Ellemann får sin vilje.
For som det fremgår herover, er der tendenser til at se bort fra eksisterende rettigheder, når man kan hente brugerbetaling op af lommerne på folk. De udviklingshæmmede, som i årevis – i strid med lovgivningen – har betalt skyhøj brugerbetaling i forbindelse med ferie, fritid med videre, har således reelt haft en ret til at få denne hjælp efter lovgivningen.
Uden brugerbetaling. Alligevel valgte mange kommuner (dog ikke alle) at se bort fra disse rettigheder og lade al ferie- og fritidsledsagelse finansiere med brugerbetaling.
Merudgifter som følge af handicap
Erfaringsmæssigt ved vi, at den pris, som eksempelvis udviklingshæmmede og multihandicappede skal betale kommunen, nemt ender på 20 eller 25.000 kroner for fem dages ferie i et sommerhus i Danmark.
En tre-dages tur til en festival er måske lidt billigere, men hvis dit handicap – og dermed dit hjælpebehov – er stort nok, så skal vi nok komme deropad: løn, entre, transport, ophold og fortæring for dig selv og for dine hjælpere. Merudgifter, som du kun har på grund af dit handicap – og som er en forudsætning for, at du kan komme til denne festival en gang om året.
Er det okay? Jeg synes det altså ikke.
Men kunne man så ikke indrette lovgivningen på en måde, så den sikrer mod tendensen til, at retten til ferie- og fritidsledsagelse erstattes af brugerbetalt hjælp? Nationalt fastsatte, entydige og ufravigelige rettigheder til ferie og fritid for eksempel? Jo, det kunne man helt sikkert godt.
Lovliggjort brugerbetaling på kernevelfærd
Intet tyder imidlertid på, at ministeren er indstillet på at gå den vej. Senest skød socialministeren et forslag om at sikre 15 timers individuel ledsagelse månedligt til alle udviklingshæmmede med et ledsagelsesbehov til hjørne. Hovedbegrundelsen var, at det var for dyrt – uden at ministeren dog kunne sige hvor dyrt.
Men uden et sådant garanteret grundniveau står vi tilbage med lovliggjort brugerbetaling på noget, der rettelig må betegnes som kernevelfærd.
Det vil efter min mening være fuldkommen uansvarligt over for nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund.
