Foto: Henrik Sørensen/Folketinget
15.03.2016
Et skævt loft
Det skal bedre kunne betale sig at arbejde” er det altdominerende slogan bag det såkaldte kontanthjælpsloft. Et loft, som regeringen og dens støttepartier ihærdigt har forsøgt at forklare den dybere mening med den seneste måneds tid. Ikke mindst når det gælder kontanthjælpsloftets markante negative virkning i forhold til en stor gruppe mennesker med handicap.
Af Sytter Kristensen, landsformand i LEV
Helt grundlæggende er tanken bag loftet vel, at flere kontanthjælpsmodtagere kommer i arbejde, hvis man nedsætter det beløb, de har til rådighed hver måned. Jo fattigere, du bliver, jo mere tilskyndet bliver du til at finde et arbejde, og jo flere jobs skabes der – det er så at sige grundtanken bag reformen.
Ifølge regeringens tal vil i omegnen af 30.000 personer få større eller mindre beskæringer af deres månedlige rådighedsbeløb – for nogles vedkommende omkring 3.000 kr. om måneden – som resultat af reformen. Til gengæld skønner man, at cirka 700 personer vil komme i arbejde som følge af de skærpede tilskyndelser. Incitamenter, som det kaldes i økonomisproget.
Som landsformand for LEV burde jeg egentlig ikke have nogen anledning til at beskæftige mig med kontanthjælpsloftet. Kontanthjælp er jo en ydelse til mennesker, som enten aktuelt eller på sigt har mulighed for at komme i arbejde og blive selvforsørgende. Det ligger ligesom i ydelsens ’natur’, at der er tale om en midlertidig forsørgelse.
Mennesker med en betydelig og varig nedsat arbejdsevne – og uden realistisk udsigt til at opnå selvforsørgelse på arbejdsmarkedet - skal jo tildeles en førtidspension. Det fik vi faktisk også beskæftigelsesministerens ord for, da han kom under pres i forbindelse med blotlæggelsen af kontanthjælpsloftets virkning på en stor gruppe mennesker med handicap.
Alligevel kan vi konstatere, at tildelingen af førtidspension til mennesker med udviklingshæmning er styrtdykket siden førtidspensions- og fleksjobreformen i 2013. Som vi i flere omgange har fortalt her i LEV Bladet, har der efter reformen været mere end en halvering i de årlige førtidspensionstildelinger til udviklingshæmmede.
Langt de fleste af dem, som nu ikke længere får en førtidspension, ender på kontanthjælp. De opfylder kriterierne for en førtidspension, men alligevel vælger kommunerne generelt at give afslag på pension. Kommunernes økonomiske tilskyndelse til at holde borgerne på den ene eller anden kontanthjælpsydelse er ganske enkelt så stor, at man vælger at se bort fra denne gruppe borgeres rettigheder. Statistikken taler her sit tydelige sprog sammen med de mange absurde eksempler på unge med udviklingshæmning og multihandicap, der nægtes en førtidspension med diverse pseudoargumenter om uafklaret arbejdsmarkedspotentiale.
Derfor er kontanthjælpsloftet desværre også et anliggende for LEV. Jeg glæder mig i den forbindelse over, at det er lykkedes at få regeringen til at foretage ændringer i lovforslaget – herunder især, at mennesker med handicap, der bor i en anvist handicapbolig, undtages fra loftet. De ændringer vil i mange tilfælde komme mennesker med udviklingshæmning, som ellers ville være blevet voldsomt klemt på boligydelsen, til gode.
Men der vil stadig være en mindre gruppe yngre udviklingshæmmede tilbage, som risikerer at komme i klemme med et kontanthjælpsloft. Især på grund af den problematiske håndtering af førtidspensionsreglerne. De vil ikke have skyggen af chance for at gå ud og tage sige et job – så de tilsigtede incitamenter vil være virkningsløse. Der vil kun være én virkning: Øget fattigdom blandt mennesker med et handicap, som medfører, at de ikke kan forsørge sig selv.
Leder i LEV Bladet nr. 2, 2016, hele bladet udkommer den 22. marts.
